I begyndelsen af februar fik alle elever i 6. klasse på Sundbyøster, Gerbrand, Dyveke og Højdevangens Skole en iPad, for den skal være deres uundværlige redskab i undervisningen i en ny og mere digital fremtid, der begynder efter sommerferien.
Også lærerne modtog en iPad og desuden kursus to eftermiddage i tablettens indretning og funktion.
I ugen før vinterferien var alle de fire skolers 6. klasseelever til temauge på Højdevangen, hvor overbygningsskolens fire linjer blev introduceret. Eleverne deltog en dag på hver linje, mens ugens første dag var en præsentation af bygningerne, de kommende ombygninger og de reelle og virtuelle rum, der bliver elevernes skoleverden de kommende tre år.
De fire linjer, som eleverne deltog i, og som de skal vælge sig ind på i passende god tid inden sommer, er:
’Ud i verden’ er en sproglig, geografisk, global linje
’Idræt og velfærd’ lægger vægt på idræt, sundhed, ernæring og livskvalitet
’Fortællinger 2.0’ lægger op til litteratur, skrivning, film og fortælling på alle måder
’X-perimentariet’ har især naturfaglige elementer med både praktisk og teoretisk indfaldsvinkel
Hektisk aktivitet
Eleverne er ifølge souschef Lars Nielsen stærkt optaget af de nye linjetilbud, og der var da også stor aktivitet gennem hele temaugen.
’Ud i verden’ var onsdag formiddag i gang med at undersøge fjerne lokaliteter som Polynesien og Pakistan via iPad. De skulle beskrive og lave nyhedsudsendelser, nogle på engelsk og med globalt udsyn. Udfordringerne stod i kø.
’Idræt og velfærd’ løb kroppen træt i gymnastiksalen med en trådløs pulsmåler på kroppen, der sendte signaler til en bærbar, der viste pulsen hos hver enkelt på en storskærm.
Hos ’Fortællinger 2.0’ sad alle med iPad’en i hænderne, for de skulle ud gruppevis og lave film. Der blev skrevet storyboard, og fem piger var på vej op på loftet for at lave gyserfilm midt i al spindelvævet.
’X-perimentariet’ rensede kulørte væsker og fremstillede spejdersnus med gasblus på bordene og beskyttelsesbriller på næsen.
En ny tid på Højdevangen er begyndt.
pg
Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.
Vær den første til at kommentere