I anledning af den danske biografpremiere på den Oscar-nominerede film ”Mustang”, inviterer Scanbox Entertainment københavnske folkeskolelærere (udskolingen) til en gratis visning af filmen den 6. marts kl. 9:30 i Grand Teatret (Mikkel Bryggers Gade 8, 1460 København K).
Der er blevet udarbejdet undervisningsmaterialer til filmen, der kan anvendes i fag som dansk, samfundsfag, historie og religion. Undervisningsmaterialet er målrettet grundskolens udskoling samt gymnasiet og HF.
Formålet med visningen er at give interesserede lærere i relevante fag muligheden for at se filmen inden dens biografpremiere og vurdere filmen til eventuelt undervisningsbrug.
Filmen introduceres af tidl. folketingsmedlem, foredragsholder, forfatter og samfundsdebattør Özlem Cekic.
Filmens handling:
I en tyrkisk by ved Sortehavets kyst bor fem forældreløse teenagesøstre sammen med to ældre slægtninge. Skoleåret er netop slut og pigerne glæder sig til den kommende sommerferie. På vej hjem fra sidste skoledag leger og pjatter de med nogle drenge fra byen. Men det som for pigerne er uskyldig teenagesjov tolkes af andre som upassende opførsel.
Rygtet spredes hurtigt i den lille by og historien vokser til helt uventede proportioner. Søstrenes frihed indskrænkes mere og mere og deres hjem transformeres til et fængsel, hvor husholdningslære og bryllupsforberedelser fylder hele dagen. Men oprøret ulmer under overfladen hos de fem frihedselskende søstre, som ikke vil lade sig tryne af gamle normer og regler.
”Mustang” er nomineret til en Oscar for Bedste udenlandske film og er en smuk og opløftende fortælling om kvinders ret til at bestemme over eget liv, krop og seksualitet.
Således melder du dig til:
Det er gratis at tilmelde sig, og det er muligt at medbringe en ledsager. Der er dog kun et begrænset antal billetter tilgængelige, så interesserede bedes tilmelde sig senest den 26. februar kl. 12.
Tilmelding foretages ved at skrive en mail med navn og skole til Asta Koch: astask@scanbox.com. Skriv ”Mustang” i emnefeltet.
Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.
Vær den første til at kommentere