Ny administrerende direktør i BUF

Klfnet.dk mødte Tobias Stax på hans kontor på Københavns Rådhus med udsigt til Tivoli og Københavns Brandvæsen. Det bliver dog ikke forvaltningsmæssig brandslukning eller økonomiske rutsjeture i Børne- og Ungdomsforvaltningen, den nye direktør skal bruge sin tid på. Ifølge Tobias Stax er BUF nemlig en robust og veldrevet organisation med dygtige og engagerede medarbejdere. 

Det er heller ikke de store projekter, der skal drive forvaltningen frem de næste par år. Faktisk har han lovet sig selv ikke at lave de store ændringer. I stedet vil Tobias Stax fokusere på skoleelevernes dannelse og uddannelse.

– Jeg vil gerne se, at flere børn bliver sendt godt af sted med minimum et 2-tal i dansk og matematik, så de kan komme ind på en ungdomsuddannelse. Vi skal ligge på landsgennemsnittet, ikke under det, i de nationale test og afgangsprøverne. Vi skal heller ikke have børn, der ikke er sprogligt opdaget i dagsinstitutionerne og først bliver spottet i børnehaveklasserne.  Det vil jeg holde fast i.

Hvordan skal den udvikling foregå?

– Jeg håber i første omgang, at bare det, at vi taler om det, når vi mødes, vil skabe forandring. Ofte bruger vi tiden på at snakke om, hvordan organisationen skal forbedres. Vi bruger rigtig meget tid på fx at snakke om vagtplanssystemer for pædagogerne. Det er et hyr, og det er svært, og det fylder rigtig meget af vores dialog i ledelsesrummet. For mig at se er det jo ikke det vigtige, svarer Tobias Stax og understreger, at de administrative byrder skal løftes op i systemet og væk fra skolerne og institutionerne. Han erkender samtidig, at netop den opgave hører til hos Koncern Service, som har kæmpet med opgaverne.

Det har ikke været den store succes?

– Vi er ikke i mål. Der skal simpelthen holdes næsen i plovfugen. Nu skal der arbejdes på at få det til at fungere, fordi det giver tid til det, der er vigtigt, nemlig dialog om faglighed. 

Frihed tilbage til skolerne

Selvom det ikke har været praksis de seneste år, mener Tobias Stax, at metodefriheden skal tilbage på de enkelte skoler for at løfte fagligheden blandt byens børn og unge:

– Når det kommer til at finde svar på udfordringerne, tror jeg ikke, vi har den samme ensartede løsning. Der er det enormt vigtigt, at trekanten ligesom bliver vendt, og at friheden og ansvaret for at få flyttet børnene fagligt kommer ud i institutionerne og skolerne, siger Tobias Stax, men fremhæver samtidig, at han til gengæld vil have lov til at spørge, hvordan det går med fagligheden. 

Betyder det konkret, at det er slut med Top Down styring? Skal det hele vendes om nu?

– Man skal passe på med, hvordan man formulerer det. Jeg vil fx ikke have privatpraktiserende lærere, hvor man siger: ’Jeg har allerede planlagt, hvordan jeg vil gøre det, og det bliver jeg ved med’

Er det så skolerne, der skal frisættes?

– Hvis det her virker, så vil jeg gerne have, at lærerne oplever, at teamet er blevet vigtigere. Deres lokale arbejdsplads skal være der, hvor man diskuterer, hvad der er et godt læringsforløb. Hvor de tager en snak om, hvordan vi arbejder bedst med denne her gruppe børn, og hvordan vi får givet dem den dannelse og uddannelse, de skal have. Det er det, de skal bruge tiden på. Ikke på at diskutere: ’jeg kan ikke få min arbejdstid til at gå op, fordi jeg skal…’. Hvis lærerne kan mærke den forandring, så har vi gjort en positiv forskel, lyder det fra Tobias Stax.

Udvikling tager tid, og for Tobias Stax kommer resultaterne ikke nødvendigvis det første år. Han har derfor givet sig selv et par år, før resultaterne skal kunne ses i børnehøjde, som han siger. Det vil han gerne holdes op på, og han er sikker på, at det er ude på de enkelte skoler, at man bedst kan tage de rigtige valg.

– Det er jo ikke sådan, at man bare kan læse John Hattie og sige: ’ Vi skal undervise på denne her måde’. Det er ikke sådan, det virker, for det skal tilpasses. Men jeg vil godt have, at de alle sammen diskuterer, hvordan man fagligt får de bedste resultater.

Slut med Sommeruni

Hvis det hele nu må være så individuelt, hvorfor blev Sommeruni så så ensporet? Hvorfor valgte man at hive alle igennem det samme program?

- Sommeruni er jo et projekt, der har gennemløbet en forandring. Vi startede med at have mange forskellige kurser med frit valg på alle hylder. Så evaluerede vi og fandt frem til, at man gerne ville have mere specialiserede kurser, hvor man kunne melde sig til i hold eller skoler. Og senest var meldingen oven på reformen, at vi skulle passe på med at sætte for mange skibe i søen. Derfor tog vi udgangspunkt i to centrale emner og gav skolerne mulighed for på tredjedagen at arbejde lokalt.

Bevillingen til afholdelse af Sommeruni udløber med dette års fælles efteruddannelse. Ifølge Tobias skal der nu arbejdes på et positivt indspil, som han kalder det, så politikerne kan beslutte, hvordan efteruddannelsesopgaven skal løses i BUF. 

Vi skal blive bedre til at bruge hinanden

At behovene er forskellige fra skole til skole er ikke kun tydeligt, når det kommer til afholdelse af kæmpe fællesuddannelsesdage, men også i det daglige arbejde med implementeringen af skolereformen mener Tobias Stax. Ifølge ham har forvaltningen måske ikke været god nok til at betragte skolerne individuelt.

– Vi vil meget gerne sørge for, at vi flytter det hele på samme måde. Og det er selvfølgelig også vigtigt, men nogle gange hæmmer vi måske vores egne dynamikker og er helt fokuseret på de steder, hvor udfordringerne er størst. I stedet for at sige ’lad os nu bare lade nogle løbe’. Det vigtige er, at vi bruger deres løb på at blive klogere. Og forvaltningens opgave er så at bruge den erfaring, de samler, og flytte den over til nogle andre. Forvaltningen skal være bindeledet. Vi skal ikke være dem, der laver programmet eller projektet. Vi skal være dem, der faciliterer decentralt, så vi kan hjælpe hinanden. Det er en anden rolle for en forvaltning, som jeg tror, vi skal blive bedre til.

Har I været gode nok til at lytte til skolerne i forhold til de udfordringer de har haft med implementeringen af skolereformen?

– Vi har snakket rigtig meget sammen undervejs. Jeg mener egentlig også, at det er en fælles opgave, der giver den rigtige løsning. Det er ikke kun et spørgsmål om forvaltningen, det er også et spørgsmål om, hvordan man stiller fordringer til forvaltningen. Jeg oplever, at der er rigtig mange i vores administration, som er gode til at lytte. Nogle gange bliver de mødt med en forventning om, at de så går hjem og kommer med den rigtige løsning. Og det er nok der, kæden hopper af. Vi har nogle gange ledere ude i organisationen, der siger: ’Det er ikke min opgave at arbejde med at finde løsningen. Nu har jeg ligesom sagt, at problemet er der, så må de jo komme og gøre noget ved det’. Ideelt set ville det jo være det rigtige, problemet er bare, at den løsning, de kommer med, næppe altid vil ramme skiven for dem, der har rejst problemet. 

Forvaltningen skal ud på skolerne

Er det så en systemfejl, at der er folk længere ude i organisationen, der har den opfattelse?

– Jeg tror, vi skal vænne os til at sige, at forvaltning og skole nogle gange skal flytte sammen. De skal nok helst arbejde sammen derude, hvor problemet er . Det kræver, at man vil lukke forvaltningsfolkene ind i det ledelsesrum, man har lokalt. Det kræver måske også, at de bliver lukket ind i klasserne, hvis det er et spørgsmål om, hvordan vi fx arbejder med differentieret undervisning i det her klasserum.

Det er jo mange udrykningsteams, man så skal aktivere?

– Det er jo heller ikke løsningen på det hele. Nogle gange må løsningen være at spørge sin kollega.  Vi skal jo ikke have en forvaltning, der er så stor, at den skal kunne rykke ud til alle. Så har vi jo bare vækstet organisationen. Vi står i en tid, hvor vi skal effektivisere den offentlige sektor. Det har jo ikke ændret sig med min tiltræden. Min opgave er at se på, hvordan vi kan gøre det, uden at man oplever, at vi indskrænker tiden til kerneydelsen.

Skal du helt derud, hvor du besøger lærerne i øjenhøjde?

–Det er min ambition, at vi gør ting, som sætter varige spor i børnehøjde. Og hvis det kræver, at vi nogle gange bruger mere tid på at bryde hierarkiet og skabe dialog af andre kanaler, jamen så er det en ambition for mig. Det er ikke en ambition, fordi jeg skal opleve det. Det skal være en ambition, fordi jeg kan lave bedre rådgivning og vejledning af det politiske niveau. Jeg kan bedre forstå, hvordan jeg skal hjælpe organisationen til at tænke i en implementering, der gør en forskel, ved selv at have set denne her virkelighed.