På det nøgne gulv i gymnastiksalen på Utterslev Skole står en væltet rollator, to stole og fire mennesker. En ung pige. En med hovedet lidt på sned og en skrøbelig kropspositur. En i kørestol og en med en krop præget af tidens tand. De har alle sort, stramt tøj på og et koncentreret blik. De er dansere.
På gulvet foran dem sidder halvfems børn med et opmærksomt udtryk i ansigtet. De er stille, selvom de justerer sig lidt på plads mellem hinanden. Det er tydeligt, at der er noget på spil. De tilstedeværende er sammen om det her. Børnene og danserne.
Væk med tabuer
Danserne matcher da heller ikke det typiske billede af mennesker, der lever af at optræde med dans. Tre af de fire har et handicap. Alligevel står de på scenen for at optræde med en danseforestilling for halvfems 2. klasseselever på Utterslev Skole. For de er medlem af Danmarks eneste udøvende trup for integreret moderne dans - et fænomen, som er udbredt i England, men nyt i Danmark. Integreret dans handler om at bryde med de tabuer, mange oplever i mødet med kroppe med forskellige former og forudsætninger.
Andet og mere end en æstetisk oplevelse
Projektet “Hvem er du? Hvem er jeg?”, som eleverne oplever denne dag på Utterslev Skole er da heller ikke blot en forestilling, hvor de unge tilskuere kan læne sig tilbage og suge oplevelsen ind. Eleverne arbejder hele dagen med de fire dansere og Janne Kristensen, som er kunstnerisk leder af Foreningen for Integreret Moderne Dans i Danmark (FIMD). I workshops laver de kropslige øvelser og rolige berøringer, og der er tid til de spørgsmål, som naturligt opstår undervejs.
Cath Mathilde Borch Jensen, som er en af danserne og sidder i kørestol pga. cerebral parese, fortæller sådan her om den første workshop, hun deltog i på skolen.
“På et tidspunkt spørger Janne (Kristensen, red.) eleverne, om der var nogen af dem, som var bange for mig, fordi der var en øvelse, hvor der ikke lige var nogen, som var opmærksom på at inddrage mig. Og så fik vi et stort massivt neeeej. Og efter, at vi havde talt om ‘elefanten i rummet’, var alle engagerede i, at selvfølgelig skulle jeg være med.”
I et større perspektiv
Eyyüphan Sarikurt er lærer på årgangen og har booket dagens besøg udefra, som er en del af et længere idrætsforløb på årgangen om dans og bevægelse. Eyyüphan Sarikurt er ikke i tvivl om, at dagens workshops og forestilling rækker langt ud over en enkelt pind i idrætsfagets målsætninger.
På spørgsmålet om, hvad han tror, at dagens møde vil betyde for eleverne, svarer han:
“I morgen, når de møder en med et handicap, så vil de ikke være bange. De vil turde at gå over og snakke med dem og spørge til dem. Og så hvis man perspektiverer til deres eget liv, så vil de kunne se, at vi alle er mennesker, og at vi kan alle bidrage med noget.”
Hør børn, lærere og danseres reaktioner, og se klip fra workshops og forestilling i videoen herunder.
Denne artikel og tilhørende indhold udtrykker ikke nødvendigvis KLF´s synspunkter. Læs mere.
Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.
Vær den første til at kommentere