Om LfL
Låneforeningen for Lærere under Københavns Kommune blev stiftet af kommunelærer L. P. Nielsen, der allerede i 1899 havde ventileret tanken om oprettelsen af en låneforening over for Københavns Kommunelærerforenings formand, som imidlertid ikke viste nogen interesse for ideen.
Det afskrækkede ikke L. P. Nielsen. Sammen med kollegaen H. Greve arbejdede han videre med tanken og fik efter ansøgning til Københavns magistrat i begyndelsen af januar 1907 tilsagn om, at en låneforening ville kunne blive noteringsberettiget til lønindeholdelse. En stiftende generalforsamling sidst i januar 1907 vedtog love og udkast til overenskomst med Stats-anstalten for Livsforsikring.
Den første overenskomst
Den første overenskomst for Låneforeningen med Statsanstalten blev fra Statsanstaltens side underskrevet den 4. marts 1907 og af Låneforeningens bestyrelse den 5. marts 1907. Den sidste dato er således Låneforeningens egentlige stiftelsesdato. Det var året før, det første nummer af KK så dagens lys, og i en tid, hvor det krævedes af de københavnske tjenestemænd og dermed også af lærerne, at de havde bopæl i Københavns kommune.
I overenskomsten med Statsanstalten stod, at låneforeningens første forretningsfører var kommunelærer L. P. Nielsen, der kun kunne afskediges med billigelse af Statsanstaltens bestyrelse. De fremtidige forretningsførere skulle vælges af låneforeningens bestyrelse, men valget skulle godkendes af Statsanstalten.
Om lån til medlemmerne hed det: Lån kan kun ydes til afvikling af gældsforpligtelser eller til afhjælpning af andre økonomiske vanskeligheder. Lånenes størrelse var mindst 600 kr. og højst 5.000 kr.
Ulykkeforsikringspolicen
Straks ved foreningens start i 1907 var det i lovene fastsat, at man ved låntegning skulle deponere en ulykkesforsikringspolice, tegnet gennem låneforeningen. Begrundelsen var, at læreres pensionsret først indtrådte efter 15 års ansættelse, hvilket dengang ville betyde tidligst ved 39 års alderen. Hensigten hermed var, at foreningen på den måde skaffede sig dækning mod tab ved et medlems afsked uden pension som følge af ulykkestilfælde.
Dette forhold blev ændret ved lønningsloven af 1919, der gav tjenestemænd pensionsret ved det fyldte 30. år. Risikoen for tab ved en lærers afsked uden pension blev derved betydelig mindre, idet man for fremtiden kunne regne med, at praktisk taget alle foreningens medlemmer vilde være pensionsberettiget. Ulykkesforsikringerne blev tegnet i Arbejdsgivernes Ulykkesforsikring for en periode af 10 år, så der gik nogle år, inden de var afviklet.
De første lån
De to første lån i foreningen blev tegnet af to lærerinder, der begge var over 50 år. Lånene har næppe været ret store, da de skulle dækkes af årslønninger på henholdsvis 2.000 kr. og 1.700 kr. Ved udgangen af første år var antallet af udlån 110 og lånesummen på ca. 200.000 kr. Næste år var de samme tal 152 og ca. 293.000 kr. Beløbsstørrelserne fra 1910 og 1911 er ikke sammenlignelige med vore dages lån, men det skal lige her nævnes, at i 2005 havde Låneforeningen 990 lånere med et samlet udlån på godt 77,4 mill. kroner.
L. P. Nielsen var forretningsfører i 25 år. Formand for bestyrelsen de 2 første år var H. Greve og de næste 23 år Peter Kock (fra 1919 til 1944 inspektør ved Øresundsvejens Skole og i mange år i trediverne dirigent ved Københavns Kommunelærerforenings generalforsamlinger).
Låneforeningens forhandlingsprotokol indeholder også oplysninger om andet end lån, f. eks. ” På grund af de ekstraordinære forhold – spansk syge – har bestyrelsen ydet ”Hjælpekassen af et tilskud på 200 kr. at uddele efter hjælpe-kassens skøn” (1919) – ” Det vedtoges at yde 100 kr. til en betrængt kollega for derved at støtte en påtænkt indsamling ved skolerne til fordel for samme kollega.” (1921) – ”Det vedtoges at yde en kollega en gave på 200 kr. som hjælp i en betrængt situation.” (1924)
Låneforeningen af 1919
L. P. Nielsen har selv om foreningens første år skrevet, at i tiden indtil begyndelsen af 1920 arbejdede låneforeningen støt og stille uden at påkalde sig opmærksomhed, men så skete der en forandring, da en nydannet låneforening, ”Låneforeningen af 1919”, i maj 1920 begyndte sin virksomhed. I vid udstrækning lånte den penge ud til lærere, som i forvejen havde lån i den gamle låneforening, men derudover også til lærere, der på grund af deres økonomi var blevet nægtet lån i denne.
Allerede i 1923 måtte den nye låneforening imidlertid erkende, at den ikke magtede lånevirksomheden, hvilket gav anledning til, at den ældre låneforening trådte hjælpende til. I et møde mellem de to låneforeninger, lærerorganisationerne KKL og KK (hvis formænd dengang var Hedvig Baumgarten og Thorkild Jensen), borgmester Kaper og skoledirektør Fossing blev det foreslået, at L. P. Nielsen skulle være fælles forretningsfører for de to låneforeninger.
Hermed var grundlaget lagt for Ny afdeling af den ældre låneforening, således at den ældre afdeling omfattede lånere med livsforsikring i Statsanstalten og den ny afdeling lånere med livsforsikring tegnet i et anerkendt selskab uden for Statsanstalten. Disse lån financieredes af Sparekassen for København og Omegn.
En delegeret i låneforeningens bestyrelse
I 1924 fik de københavnske lærerorganisationer hver en delegeret i låneforeningernes bestyrelse. Låneforeningen af 1919 var nu i realiteten under afvikling, men først i 1935 trådte foreningen i likvidation, hvorefter de resterende midler overførtes til Låneforeningen for lærere og lærerinder under Københavns Kommune sammen med de resterende lån, således at midlerne var en sikkerhedsstillelse for disse lån.
Et kuriosum: I 1928 sendte magistraten et forslag til nye love for ”Lånekassen for Sporvejstjenestemænd under Københavns Kommune” til de forhandlingsberettigede organisationer med anmodning om udtalelse til forslaget. I de københavnske lærerorganisationers svar til magistraten stod bl.a.: ”Vi har Låneforeningen af 1907 for Lærere og Lærerinder, dertil fik vi i 1919 en ny låneforening, som på grund af det solidariske ansvar, der danner grundlaget for alle låneforeninger, har bragt stor fortræd over skyldige og uskyldige i flæng. Vi ønsker derfor ikke, at der gives vore medlemmer lejlighed til af få lån i endnu en tredje låneforening. Uden at komme ind på sagens realitet skal vi derfor indtrængende opfordre magistraten til at drage omsorg for, at i hvert fald tjenestemænd af 6. lønklasse ikke bliver berettigede til at modtage lån af ”Lånekassen for Sporvejstjenestemænd under Københavns Kommune”.
6. lønklasse omfattede kun de københavnske lærerinder og lærere. Formænd for de københavnske lærerorganisationer var dengang Laura Lykke Sørensen og A. Stampe Rasmussen. Det er andre tider i dag. I KLFs lommebogs sidste udgave står under overskriften ”KLF Bank, Låneforeninger m.v.” anført 5 lånemuligheder for de københavnske lærere.
Hjælpefondslån
I begyndelsen af tyverne viste det sig, at der var et behov for at fremskaffe mindre lånesummer så hurtigt, at der ikke var tid til at vente på den længere ekspeditionstid gennem Statsanstalten og Sparekassen. Med accept fra Sparekassen brugte man i en del tilfælde af foreningens midler til medlemmer, der havde lån både i foreningen af 1907 og den af 1919 uden egentlig hjemmel i lovene. I 1933 ændredes de, således at der dannedes en lille afdeling for hjælpefondslån til mindre og kortfristede lån. Forudsætningen var, at man i forvejen havde lån i foreningen. Disse hjælpefondslån må siges at have været en succes lige siden. Endnu her i de første 6 år af dette årtusinde blev der udstedt 92 af dem.
Aldersgrænse for forretningsføreren
L. P. Nielsen fyldte 70 år i august måned 1931. På den ordinære generalforsamling i februar 1932, året for foreningens 25 års jubilæum, blev han af V. Mathiasen, formanden for KK, spurgt, om han ikke ville gå af p.g.a. alder, men L. P. Nielsen henviste til, at der ikke eksisterede aldersbegrænsning i private foreninger. Mathiasen stillede derefter et resolutionsforslag, som pålagde bestyrelsen at forhandle med Statsanstalten om fastsættelse af en aldersgrænse for forretningsføreren. Det blev vedtaget med 11 stemmer for, 5 imod, og 2 stemmer var blanke. På en ekstraordinær generalforsamling den 2. april samme år var der mødt næsten 100 medlemmer. Der valgtes 2 referenter; den ene var KKs redaktør Bahne Jensen, som efterfølgende bragte et redaktionelt referat i KK under overskriften Slaget på Rheden. Det blev en stormfuld generalforsamling med angreb på L. P. Nielsens embedsførelse, men der var også adskillige følelsesladede indlæg til fordel for ham, hvor han bl. a. blev rost for sin indsats for de lånere, der var kommet i vanskeligheder p.g.a. Låneforeningen for 1919, ligesom der blev også citeret en erklæring fra Statsanstalten, der kendetegnede L. P. Nielsen som en loyal medarbejder, der på den mest energiske og omhyggelige måde varetog medlemmernes interesser i forhold til Statsanstalten. Som en følge af denne generalforsamling blev der foretaget ændringer i overenskomsten og lovene så, at forretningsfører og kasserer skulle fratræde senest pr. 1. januar efter det tidspunkt, da de var udtrådt af skolevæsenets tjeneste, og senest pr. 1. april efter afslutningen af det regnskabsår, i hvilket de eventuelt måtte være avanceret. L. P. Nielsen meddelte derefter bestyrelsen, at han ville fratræde 1. december 1932.
En kasserer kommer til
Hidtil havde L. P. Nielsen også havde haft regnskabet under sig, men ændringen i lovene betød, at der nu skulle ansættes en kasserer. Foreningens første kasserer blev Th. Poulsen, der tiltrådte i maj 1933. Ved hans død i 1951 blev Valdemar Nielsen kasserer. G. P. Rosendahl-Rosenmark blev den næste kasserer i rækken fra 1968 til 1995. Den nuværende kasserer siden 1995 er Villy Broe. Skoleinspektør Peter Kock fratrådte som formand i 1933 og blev efterfulgt af viceinspektør Otto Schmidt (Nørre Allé Skole). Allerede året efter fulgte kommunelærer A. Stampe Rasmussen. Han havde for øvrigt været KKs formand 1928-1931. På grund af indfrielse af sit lån fratrådte han i 1936 som låneforeningens forretningsfører og blev efterfulgt af kommunelærer N. K. Johansen, Randersgades Skole. Samme år ændrede bestyrelsen sin forretningsorden, så at telefonbestyrelsesmøder blev lovlige bestyrelsesmøder.
Ny bestyrelse
Efter L. P. Nielsen var foreningens næste forretningsfører indtil 1934 A. V. Illemann, der havde været medlem af KKs bestyrelse 1922-1931. Han blev senere inspektør ved Havremarkens Skole 1933-1956. Han afløstes af kommunelærer I. A. Christiansen, der i 1939 søgte og fik en viceskoleinspektørstilling, hvad der i bestyrelsen februar 1940 gav anledning til drøftelse af, om en viceinspektørstilling kunne kaldes et avancement. I lovenes § 11 stod bl.a.: ”Forretningsføreren og kassereren skal fratræde efter opnået avancement”. Til den kommende generalforsamling blev der fra medlemsside indsendt et ændringsforslag, hvorefter den pågældende paragraf skulle udvides med ordene: ”til skoleinspektør, hermed ligestillet eller overordnet stilling”. Bestyrelsens stilling var klar; den ville ikke gå med til at ændre paragraffen; de delegerede fra KKL og KK pointerede, at organisationerne ikke kunne acceptere, at viceinspektørstillingen ikke var et avancement. Man fandt det også uheldigt, at en overordnet indtog en stilling som forretningsfører i låneforeningen. Endelig var det også et spørgsmål om fordeling af standens goder. På den efterfølgende generalforsamling sagde formanden, at en vedtagelse af ændringsforslaget ville betyde, at bestyrelsen nedlagde sine mandater. Det blev vedtaget, bestyrelsen nedlagde sine mandater, og der blev valgt en helt ny bestyrelse. I. A. Kristiansen fortsatte som forretningsfører.