Udlejningsprincipper

Udlejningsprincipper for KLF´s ejendomme

For at kunne komme i betragtning kræves medlemskab af Københavns Lærerforening. 

Der foreligger ikke nogen venteliste, man kan blive skrevet på. Ledige lejligheder annonceres kun på vores hjemmeside i 14 dage. Af annoncen vil det samtidig fremgå, hvilken aldersgruppe der har fortrinsret. Er der ingen ansøgere inden for gruppen, går fortrinsretten videre til næste gruppe osv. 
Medlemsanciennitet i KLF er herefter afgørende (højeste anciennitet inden for aldersgruppen).
 
Ansøgere opdeles i fem aldersgrupper: a)  op til 35 år, b) 36-45 år, c) 46-55 år, d) 56-65 år og e) 66 år og derover, som på skift har fortrinsret ved ansøgning om en ledig lejlighed. Aldersgrupperne prioriteres efter 'en rullende ordning' for hver ejendom.
 
Hvis der ikke er ansøgere blandt foreningens medlemmer, vil medlemmers børn kunne komme i betragtning. Ved prioritering af medlemmers børn vil det være efter samme principper som for forældrenes aldersgruppe / højeste medlemsanciennitet. Såfremt der ikke er ansøgere blandt medlemmers børn, vil medlemmers børnebørn kunne komme i betragtning.

Er en ansøger allerede lejer i én af foreningens ejendomme, skal der ske opsigelse af den hidtidige lejlighed, samtidigt med at man får tildelt en anden lejlighed.
 
Inden en lejlighed annonceres på hjemmesiden, skal lejere i ejendommen normalt have mulighed for at bytte lejlighed. Hvis der er flere nuværende lejere, som ønsker at bytte lejlighed, vil KLF's medlemmer have fortrinsret. Hvis der er flere af KLF's medlemmer, som ønsker at bytte lejlighed, har det medlem, som har længst anciennitet inden for de prioriterede aldersgrupper, fortrinsret.

Ved foreningens største lejligheder (4-værelses og opefter) vil der blive prioriteret således, at lejlighederne fortrinsvist udlejes til husstande, der er så store, at der kun er to værelser mere end antallet af beboere. Hvis dette krav ikke opfyldes - 3 værelser mere end antallet af beboere osv. Såfremt husstandene er lige store prioriteres efter øvrige kriterier. 
 
Det vil sige, at ved en 6-værelses lejlighed vil en husstand på 4 personer have fortrinsret frem for en husstand på 3 personer.
 
Det skal bemærkes, at en husstand på 5 personer ikke vil have større fortrinsret til en 6-værelses end en husstand på 4 personer, og at en husstand på 3 personer ikke vil have større fortrinsret til en 4-værelses lejlighed end en husstand på 2 personer. 
 
I tvivlstilfælde om fortolkning eller fravigelse af foreningens udlejningsprincipper træffer bestyrelsen en afgørelse.

Vigtigt at kende reglerne for leje af lejlighederne

Når man lejer en af foreningens lejligheder, skal den benyttes efter reglerne. 
Lejelovens regler kan være indviklede, og desværre resulterer det i få tilfælde i en 'smutter'. Når det sker, er det fx i form af uberettiget fremleje, eller ved at lejligheden ulovligt overdrages til andre som fx børn eller venner. 

KLF får kendskab til langt de fleste af disse tilfælde fra vicevært, naboer eller offentlige myndigheder. Hvis der er sket misbrug, vil lejemålet blive søgt ophævet, og KLF vil tage de nødvendige skridt for at stoppe misbruget så hurtigt som muligt. Det skylder vi foreningens medlemmer og de mange lejere, som anvender vores boliger helt efter reglerne. 

Regler for indflytning og fraflytning

Foreningen ønsker, at lejlighederne er i god stand ved indflytningen. Det betyder som hovedregel, at der males inden indflytningen. Det er ofte dyrt. I henhold til en lovændring fra april 2015 er der grænser for hvor store udgifter, der kan pålægges lejer inden for de 5 første år efter indflytningen.

For at kunne holde foreningens udgifter ved fraflytning nede har bestyrelsen 7. marts 2019 besluttet at ændre i principperne for huslejefastsættelse, således at vi går fra en omkostningsbestemt huslejefastsættelse til at huslejen fastsættes efter det lejedes værdi.

Der er dog samtidigt lagt den begrænsning ind, at huslejen skal fastsættes som 50 % af differencen mellem en omkostningsbestemt leje og den husleje, som kan opnås ved det lejedes værdi.

Formålet med foreningens ejendomme er ikke at tjene penge på udlejning til medlemmerne, men at ejendommenes drift kan hvile i sig selv.

Overgang til ´Det lejedes værdi ´vil kun gælde for fremtidige lejemål efter 1. april 2019. Foreningen vil således ikke benytte sig af retten til at varsle huslejestigninger for nuværende lejere, hvor huslejen er fastsat i forhold til den omkostningsbestemte husleje.

For så vidt angår ejendommen i Nansensgade 52 følges reglerne for byfornyede ejendomme og det lejeniveau, der er fastsat i den forbindelse. Her vil det ikke være muligt at følge ’Det lejedes værdi´.

Er du som lejer i tvivl om reglerne for dit lejemål, kan du rette henvendelse til KLF's administrator, Sjeldani Boligadministration, P Knudsens Gade 1, 2450 SV mail. info@sjeldani.dk tlf. 33 24 21 11

Spørgsmål vedr. udlejningsprincipper mv. kan i øvrigt rettes til Københavns Lærerforening, Dorthe Rasmussen tlf. 3322 3322.

Revideret på bestyrelsesmøde april 2019