Erfaring, stærk politisk forståelse og ikke mindst med lærerbaggrund. Det er nogle af de kvaliteter, som Københavns Lærerforenings formand, Katrine Fylking, fremhæver ved den kommende sekretariatschef.

54-årige Jannick Stærmose Mortensen overtager 1. januar 2023 jobbet som sekretariatschef efter Ivan Jespersen, der i 27 år har varetaget opgaven som sekretariatets leder i KLF.

Og det er en meget erfaren kapacitet, der snart kan sætte sig i spidsen for Københavns Lærerforenings 15 ansatte og som formandskabets og bestyrelsens wingman.

”Jannick har et indgående kendskab til folkeskolen og lærerarbejdet, og så har han en stærk politisk forståelse,” siger Københavns Lærerforenings formand Katrine Fylking.

”KLF er en stærk fagforening, og det skal vi fortsat være. Der sker meget politisk omkring skolen i København, hvilket også betyder nye krav til os som fagforening og nye muligheder for indflydelse til gavn for folkeskolen og for vores medlemmer.”

Ifølge Katrine Fylking skal Københavns Lærerforening arbejde strategisk på et højt niveau og være med alle steder, hvor foreningen har mulighed for indflydelse for de godt 5.500 medlemmer. Netop derfor er Jannick Stærmose Mortensen den helt rigtige profil til arbejdet, mener hun.

”Jannick har god viden om A20 og kan understøtte det fortsatte arbejde med at udfolde aftalen og sørge for, at intentionerne med aftalen gør sig gældende på alle skoler i hele byen.”

Mange vigtige opgaver venter forude

Men det er ikke kun verdenen uden for foreningens hus, der kommer til at have den nye sekretariatschefs fokus, når han sætter sig i chefstolen på Frydendalsvej, forklarer Katrine Fylking:

”Vores medarbejdere på Frydendalsvej har brug for en dygtig og nærværende leder, som i det daglige kan skabe et godt og trygt arbejdsmiljø. Det er helt afgørende for vores opgave som fagforening, at der er god daglig ledelse af vores kompetente medarbejdere. Jannick er en erfaren leder og kan understøtte vores opgaveløsning med udvikling og samtidig skabe den nødvendige stabilitet i huset,” lyder det fra KLF’s formand, der ser frem til samarbejdet med Jannick Stærmose Mortensen.

Hovedpersonen selv ser også frem til de nye opgaver som sekretariatschef i Københavns Lærerforening og til at kæmpe for den gode sag, og ”dét, der er vigtigt for medlemmerne i folkeskolen og på de øvrige arbejdspladser,” fortæller han til KLFnet.

”Det er en meget spændende organisation, som jeg kommer ind i. Jeg glæder mig til at være med til at udvikle foreningen efter Katrine Fylking og bestyrelsens visioner om, hvordan foreningen skal udvikle sig.” 

Jannick Stærmose Mortensen er uddannet folkeskolelærer fra Nørre Nissum Seminarium i 1993 og har siden arbejdet som lærer – først på Skyrum Idrætsefterskole i Thy, hvor han var i fem år og efterfølgende på Østre Skole i Thisted Kommune.

På Østre Skole underviste han først på mellemtrinnet, senere i udskolingen og i skolens job- og specialklasser. Det var på Østre Skole, at Jannick Stærmose Mortensen efter fem år skiftede lærerjobbet ud med lederansvaret, da han først blev udnævnt som konstitueret udskolingsleder og sidenhen skoleleder på en mindre skole i kommunen i midten af 00’erne.

Siden har han været skoleleder i Stevns Kommune og distriktsleder i Egedal Kommune ­- med ansvaret for 2000 elever, 250 ansatte og 14 ledere.

Samtidigt med jobbet som skoleleder på Stevns og i Egedal har Jannick Stærmose Mortensen varetaget opgaven som tillidsrepræsentant for skolelederne i de to kommuner. Så det faglige arbejde som TR er helt under huden på den nye sekretariatschef, understreger han.

I 2017 blev han ansat som politisk konsulent i Skolelederforeningen. Og i starten af 2021 satte Jannick Stærmose Mortensen sig i sekretariatschefstolen i Skolelederforeningen. En stilling han ved årsskiftet skifter ud med jobbet i Københavns Lærerforening. Det er et arbejde han ser frem mod og har store forventninger til.

”Jeg ser både frem til det politiske og administrative arbejde på alle niveauer, og til sammen med medarbejderne i foreningen at understøtte de politiske beslutninger på en rigtig god måde samtidigt med, at vi skal videreføre arbejdet for et godt arbejdsmiljø for alle medarbejderne på Frydendalsvej.

Privat bor Jannick Stærmose Mortensen i Hellerup, har en voksen søn og to små børnebørn.

Denne artikel og tilhørende indhold udtrykker ikke nødvendigvis KLF´s synspunkter. Læs mere.

Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.