Formand for LC og Danmarks Lærerforening Anders Bondo Christensen, siger om aftalen:
"Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg gik efter en arbejdstidsaftale, der kan erstatte den nuværende lov. Det er ikke lykkes. Til gengæld har vi med den nye overenskomst i fællesskab med KL taget en række initiativer, der skal sikre, at lærerne kan lykkes med opgaven. Det drejer sig ikke mindst om, at lærerne skal have reel mulighed for planlægning, forberedelse og efterbehandling af undervisningen," siger Anders Bondo Christensen og fortsætter:
"Det er også væsentligt, at vi med den her aftale ikke skriver under på Lov 409. Vi konstaterer, at loven er vedtaget af et flertal i folketinget, og derfor er gældende. Uagtet dette ønsker vi sammen med KL, at der kommer fokus på skolerne, lærerne og ledernes mulighed for at levere god undervisning til eleverne. Det forpligter vi os til sammen med KL."
Løbende opfølgning om aftalen fungerer
I aftalen som KL og LC har indgået forpligter parterne sig på at følge op på, om lærerne har mulighed for at løfte opgaverne løbende i overenskomstperioden.
"Det har været meget vigtigt for os, at vi får mulighed for at sikre, at der løbende følges op på, om lærerne og lederne kan lykkes med opgaven. Og jeg er meget tilfreds med, at vi sammen med KL er enige om, at det skal følges helt tæt, både mellem de centrale parter og lokalt i kommunerne. Den første opfølgning gennemføres i skoleåret 2015/16, og det giver mulighed for justeringer og ændringer, hvis der er noget, som ikke fungerer efter aftalen," siger Anders Bondo Christensen.
Styrke lokalt samarbejde
Med aftalen er KL og LC nu også enige om at understøtte det lokale samarbejde, og det kan blandt andet ske ved, at man lokalt laver aftaler for at løse nogle af de udfordringer, skolen har.
"Jeg er meget tilfreds med, at vi er blevet enige med KL om, at det kan give rigtig god mening at vurdere værdien af lokalt at indgå aftaler. Der er ingen tvivl om, at samarbejde og inddragelse styrker kvaliteten på skolerne," siger Anders Bondo Christensen, formand for LC og Danmarks Lærerforening.
Tilfredsstillende lønresultat
Den nye aftale indebærer også, at alle lærere og børnehaveklasseledere nu får mulighed for at anvende den 6. ferieuge på samme måde som det øvrige arbejdsmarked. Og lærerne og børnehaveklasseledere bliver hævet med et løntrin. "Vi har fået lønresultat, som vi kan være tilfredse med. Og med den 6. ferieuge får lærerne nu de samme vilkår som andre på arbejdsmarkedet, og det er fair," siger Anders Bondo Christensen.
LÆS DEN SAMLEDE FORHANDLINGSPROTOKOL HER
Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.
Vær den første til at kommentere