Det kan være svært for børn og unge at håndtere, når deres venner mister et menneske, der stod dem nær. Derfor har Foreningen Dig Mig og Sorgen udviklet en app, der skal hjælpe børn og unge med at tale med hinanden om sorg. Appen ’&Sorgen’ henvender sig primært til elever i udskolingen.

”Efter min mor døde, holdt vennerne op med at skrive til mig, når der skulle spilles bold. De troede nok, at jeg ville være alene.”

Sådan lyder et af citaterne fra en sorgramt ung i appen ’&Sorgen’. Det er en nyligt lanceret app, som skal hjælpe børn og unge med at håndtere sorg. Appen henvender sig primært til de 14-25-årige.

Ifølge Danmarks Statistik er der i gennemsnit 6-7 børn på hver folkeskole i Danmark, der har mistet en eller begge forældre. Dertil kommer dem, som har mistet andre, der stod dem nær. Derfor har mange lærere oplevet, at en elev i deres klasse har mistet. Flere skoler har en sorgplan, men hvad er egentlig planen mellem eleverne? Det er her, appen kommer ind i billedet. For udover at være rettet mod den sorgramtes venner, henvender appen sig også til det fagpersonale, som den sorgramte omgiver sig med – deriblandt lærere.

Ophavskvinderne bag appen mener, at den kan bruges som redskab til en sundere sorg-kultur, så børn og unge i sorg føler sig set og mødt. For det kan det kan være svært at vide, hvad man skal sige til en, der har mistet.

”Ved at klæde vores unge bedre på til at tackle sorgen, tager vi det første skridt mod en sundere og mindre distanceret sorgkultur i Danmark,” siger Kirsten Bærentzen, der er den ene af skaberne bag appen. Den anden er Lotte Gunderskov, og sammen har de stiftet den frivillige forening Dig Mig og Sorgen.

Hvad kan du sige?

Indholdet i applikationen henvender sig altså ikke til selve den sorgramte, men de mennesker, der er omkring vedkommende. Udover et afsnit med viden om sorg, er der også et afsnit med inspiration til, hvad man rent faktisk kan sige til en sorgramt.

Et af punkterne handler om, at man skal holde historierne i live. Den sorgramte kan nemlig opleve en slags dobbelt tab, først ved det fysiske tab af et menneske, og derefter ved, at alle andre stopper med at tale om det menneske, der nu ikke er her længere. Appen opfordrer til, at man skal sætte fokus på de historier, man selv husker ved den afdøde. Eller spørge ind til historierne hos den, der har mistet.

Desuden er der også inspiration til konkrete ting, man kan sige, såsom ”er det okay, jeg spørger dig om, hvad der skete, og hvordan du klarer dig?”. Et forslag er også: ”Jeg ved ikke altid, hvad jeg skal sige, men jeg vil altid gerne lytte.” Et andet budskab fra appen er, at man ikke skal sige: ”Sig til, hvis jeg kan gøre noget.” Man skal bare hjælpe helt af sig selv i stedet.

”Det er vigtigt at sige, at sorg-appen ikke er et ”quick fix” eller et ”feel good” koncept, men en læringsplatform, der skal give indsigt, rummelighed og mod til den sorgramtes omgivelser. De vil ofte gerne hjælpe, men bare ikke ved hvordan,” siger Lotte Gunderskov.

Appen har også en notefunktion, hvor man kan tage noter og huske datoer for den sorgramte, man gerne vil hjælpe. Appen er gratis og kan hentes i App Store eller på Google Play. Søg på ‘&Sorgen’.

Denne artikel og tilhørende indhold udtrykker ikke nødvendigvis KLF´s synspunkter. Læs mere.

Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.