Orlov og tjenestefri

Orlov i forbindelse med ansættelse i udlandet:

Man har ret til tjenestefrihed uden løn, hvis man udsendes til udlandet som led i Danmarks statslige udviklingssamarbejde med udviklingslandene, hvis man udsendes til udlandet for at gøre tjeneste ved internationale organisationer, som Danmark deltager i eller samarbejder med, eller man ansættes i Grønlands hjemmestyre/kommuner mv. Denne form for tjenestefrihed medregnes i ancienniteten.

Man har ret til tjenestefrihed uden løn, hvis ens ægtefælle eller samlever udsendes til tjeneste i udlandet for offentlige myndigheder, udsendes til udlandet for at gøre tjeneste ved internationale organisationer, som Danmark deltager i eller samarbejder med, eller ansættes i Grønlands hjemmestyre/kommuner mv. Det er en forudsætning, at man følger ægtefællen/samleveren til tjeneste i udlandet eller i Grønland. Denne form for tjenestefrihed medregnes ikke i ancienniteten.

Orlov til andet formål:

Der kan ifølge Overenskomstens § 18 gives tjenestefrihed uden løn, hvis det er foreneligt med arbejdet.

For overenskomst ansatte er det ledelsen, der kan bevilge orloven. For tjenestemænd skal ansøgningen gå via ledelsen til forvaltningen, der kan bevilge orloven.

Vender du tilbage efter orlov?

Vær opmærksom på tidsfristen for at give forvaltningen besked, om du genindtræder i stillingen efter orlov. Tidsfristen står i den skriftlige orlovsbevilling. Hvis du ikke giver forvaltningen besked i rette tid, betragtes det automatisk som en opsigelse af stillingen.

Gruppeliv:

Du er dækket af Forenede Gruppeliv i op til 3 måneder under ulønnet orlov. Hvis du har orlov i længere tid, har du mulighed for at opretholde dækning mod selv at betale til Forenede Gruppeliv. Du skal sende dokumentation for orlov til FG som herefter beregner en forsikringspræmie for perioden.