Lad Børne- og Ungdomsforvaltningens dygtige medarbejdere udarbejde realistiske budgetter for folkeskolen. Budgetter, der tæller alle skolens opgaver med. Brug de nødvendige ekstra penge.

 Af:  Kjell Nilsson

'Synspunkt' er udtryk for skribentens egen holdning. Alle kan som udgangspunkt sende debatindlæg til KLFnet.dk's redaktion. Se regler og retningslinjer for debat på KLFnet.dk. 

Der er udstedt mange fine valgløfter og programerklæringer for den københavnske folkeskole i den netop afsluttede kommunale valgkamp. Tak for løfterne, og tillykke til jer nye og genvalgte politikere på Rådhuset. Men I må ikke tro, at jeres løfter og ønsker til skolen kan indfries med de budgetter, som I overtager ansvaret for – der skal rulles nedskæringer tilbage, gives flere penge og findes ny ærlighed i ledelseskæden.

De sidste fire år har særligt to forhold lagt et røgslør over folkeskolens reelle tilstand:

  1. Efter min mening har Børne- og Ungdomsforvaltningen (BUF) drevet folkeskolen ud i en slags gældsspekulation ved en fuldstændig urealistisk prissætning af de arbejdsopgaver, der skal løses i skolen, og samtidig usynliggjort den samlede mængde af arbejdsopgaver. Det har været en umulig opgave for os lærere, børnehaveklasseledere og andre ansatte at indløse gælden og nå alle opgaverne. Vores arbejdsmiljø og moral er blevet nedbrudt, og eleverne har fået en dårligere skole.
  2. Jeg mener også, at samarbejdet mellem Københavns Lærerforening og BUF og de politisk valgte har fået karakter af en leg, hvor man har leget, at folkeskolen i København lever op til folkeskolelovens og arbejdsmiljølovens ånd og bogstav alene ved, at man som parter har mødtes og lyttet og talt høfligt sammen.

Hvad kan gøres nu?

  • Stop truslerne om fyringer ved fravær og sygdom relateret til corona.
  • Hæv rengøringsniveauet, så unødvendige smittekæder stoppes på skolerne.
  • Annuller den seneste opdatering af forvaltningens nedskæringsregneark, så ingen skoler ekstraordinært skal spare 1-3 millioner kroner om året.

Hvad kan gøres i 2022?

  • Brug samarbejdet med Københavns Lærerforening til at udarbejde en genoprettelsesplan for folkeskolen i København, og gennemfør planen.
  • Lad Børne- og Ungdomsforvaltningens dygtige medarbejdere udarbejde realistiske budgetter for folkeskolen. Budgetter, der tæller alle skolens opgaver med. Brug de nødvendige ekstra penge.

Så kan I som politisk valgte se folkeskolen og jer selv i øjnene med oprejst pande og stolthed, når I går til valg igen i 2025.

 

Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.