Det er nu, vi skal kaste os ud i den demokratiske kamp og stille krav om bedre arbejdsvilkår i fremtiden.

 Af:  Kjell Nilsson

'Synspunkt' er udtryk for skribentens egen holdning. Alle kan som udgangspunkt sende debatindlæg til KLFnet.dk's redaktion. Se regler og retningslinjer for debat på KLFnet.dk.

Det kan godt føles op ad bakke at engagere sig i bedre arbejdsforhold og stille krav til den kommende overenskomstforhandling. Især nu hvor Mette Frederiksen lige har ”fejret” 10-års jubilæet for Lov 409 ved at fjerne store bededag som helligdag fra samtlige overenskomster i landet.

Det er, som om lektien er: I kan få lidt ros i skåltaler, men så skal I også gå på arbejde hver dag og leve med de vilkår, I har – de kan godt blive værre.

Det kan godt føles op ad bakke med tanken om, at det kan blive værre, når arbejdsdagen alt for ofte efterlader dig totalt udmattet, når klokken ringer ud.

Men forårssolen skinner – vi giver ikke op på forhånd.

Vi kaster os ind i kampen for, at vores demokrati ikke smuldrer helt mellem fingrene på os. Der skal være sammenhæng mellem politiske skåltaler og den førte politik. Overenskomstforhandlinger har i +100 år været en vigtig del af vores demokrati og har trods tilbageslag givet os meget.

Nu gælder det OK 24!

Vi har en stor opbakning fra befolkningen og et ønske om, at folkeskolen skal være en god skole for alle børn. Der er respekt for os, der arbejder og underviser i skolen.

Der ligger milliarder af ubrugte kroner i kommunekasserne. Staten havde et overskud på 93 milliarder kroner sidste år. Der er råd til en forbedring af vores arbejdsliv. OK 24 kan både give os lønstigning, arbejdstidsrettigheder og nye tiltag, som passer til de forskellige faser i vores arbejdsliv.

Min opfordring til alle i KLF: Engager dig i møderne om OK 24 i din faglige KLF-klub, og deltag på fællesmøderne i KLF og i DLF. Din stemme og dine ønsker gør vores forhandlere stærke.

Det kan godt blive bedre!

Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.