18% af underviserne i folkeskolen er ikke læreruddannet. Der kommer ikke et rekrutteringsmirakel, så hvor efterlader det os lærere, der fortsat er i folkeskolen?

 Af:  Pernille Gaarde Bendix

'Synspunkt' er udtryk for skribentens egen holdning. Alle kan som udgangspunkt sende debatindlæg til KLFnet.dk's redaktion. Se regler og retningslinjer for debat på KLFnet.dk. 

Lærermanglen er intet mindre end katastrofal. Andelen af lærere i folkeskolen, der ikke har en uddannelse, er helt oppe på 18 procent. De seneste to år er der ansat henholdsvis 36 procent og 38 procent undervisere i folkeskolen, som ikke er læreruddannet.

Det har selvsagt konsekvenser for kvaliteten af det faglige arbejde i skolerne, når ikke de ansatte er rettelig uddannet. Eleverne møder i ringere grad undervisere, der er uddannet i pædagogisk og didaktisk tænkning, måske kombineret med manglende fagfaglig kunnen. Der bliver kort sagt dårligere undervisning. Det gavner på ingen måde det skrantende sociale og psykiske miljø omkring vores børn og unge i folkeskolen.

Derudover oplever de uddannede lærere mindre synergi og mindre fælles sprog og forståelse i de faglige diskussioner og vurderinger i det omsiggribende teamsamarbejde. Det trækker i større grad veksler på de uddannede lærere, at de står mere alene med de velfunderede vurderinger og beslutninger i forbindelse med undervisningen, og mange lærere får dermed flere opgaver at løfte, da de jo er de uddannede. Det gavner ikke trivslen og arbejdsmiljøet for lærerne.

(Er du ikke læreruddannet - så skynd dig til ledelsen og sig, du gerne vil have en meritlæreruddannelse. Der er sat penge af til det i Københavns Kommunes budget)

På KLFs seneste medlemsweekend havde vi et inspirerende besøg af Roger Buch, der er forsker i statskundskab, og som han sagde, så kommer der ikke lige pludselig et rekrutteringsmirakel og løser vores udfordringer. Der kommer heller ikke færre opgaver til hverken skolen eller velfærdserhvervene generelt. Der er kort sagt en grundlæggende ubalance mellem ressourcer og opgaver.

SÅ hvor efterlader det os lærere, der allerede er i folkeskolen?

Det er i hvert fald ikke en løsning, hverken at løbe hurtigere eller påtage os flere opgaver!

I følge en rapport fra Sundhedsstyrelsen er 40 procent flere danskere ramt af stress inden for de sidste 10 år. En arbejdsskadestatistik fra 2021 viser, at den hovedbranche der har flest anmeldelser på psykisk sygdom, er inden for undervisning.

Hvis ikke opgaverne og ressourcerne hænger sammen, så må man gå til sin leder og bede om en prioritering af de opgaver, der skal løftes. Det er en leders (og politikernes) ansvar. Man kan også nå et stykke ved at inddrage prioriteringer af skolens opgaver i skoleplanen.

Stå på din faglighed. Vær den professionelle. Argumenter ud fra din pædagogiske og didaktiske viden. Det er lederens opgave at løse ubalancen og ikke læreren på gulvet.

Det er politikernes og ledernes opgave at sikre rammerne for det gode arbejdsmiljø for os, der allerede er ansatte. Så skal vi nok blive og lave god skole.

Jeg foreslår, at du gør det, du altid har gjort og været god til. Vær i det, du kan. Hold fast i din faglighed og væredygtighed!

Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.