Forslaget om afskaffelse af store bededag sætter en kæp i hjulet i forhold til kampen for det gode arbejdsliv.

 Af:  Janne Riise Hansen, næstformand

'Synspunkt' er udtryk for skribentens egen holdning. Alle kan som udgangspunkt sende debatindlæg til KLFnet.dk's redaktion. Se regler og retningslinjer for debat på KLFnet.dk. 

Jeg kan godt forstå, at mange mener, at det klinger hult, når vi i fagbevægelsen bruger så meget tid på arbejdet for de gode arbejdspladser, hvor det er muligt at fastholde og rekruttere medarbejdere, når der samtidigt bliver stillet ringere arbejdsvilkår i sigte ved afskaffelse af store bededag.

I Danmark mangler vi uddannet arbejdskraft. I København mangler vi uddannet arbejdskraft. På skolerne mangler vi uddannet arbejdskraft. Det er på dagsordenen alle steder vi mødes og diskuterer arbejdsvilkår. Og der skal ikke herske tvivl om, at hele fagbevægelsen arbejder hårdt med at finde de gode løsninger, så vi kan få arbejdspladser, hvor f.eks. arbejdsrelateret sygefravær kan blive minimeret og alle kan gå glad til og fra arbejde.

At regeringen med lovforslaget om afskaffelse af store bededag tillader sig at sætte en så gevaldig kæp i hjulet på så vigtige dagsordner som fastholdelse, rekruttering og det gode arbejdsliv er helt ubegribeligt. – Og at man samtidigt i den grad underminerer Den Danske Model, hvor arbejdsgiver og arbejdstager har mulighed for at finde løsningerne, gør det hele endnu mere uforståeligt.

I nedenstående skitseres blot nogle få af de gevaldige udfordringer, som vi står overfor i forhold til vores egne arbejdsvilkår:

  • I Børne- og Ungdomsforvaltningen forventes det, at sygefraværet er steget til over 17 dage pr. medarbejder i 2022.
  • I 2020 havde 27% af lærerne i København max 4 års anciennitet
  • 19% af de lærere, der er fratrådte deres stilling i København i 2020 var ml. 20-29 år.
  • I 2021 henvendte 200 folkeskolelærere sig til SOS international for at få krisehjælp og psykologbistand i forbindelse med arbejdsrelaterede problemstillinger

De dystre tal taler deres eget sprog og kalder i den grad på handling. De kalder på ingen måde på på et regeringsforslag, som vil betyde, at det arbejdspres, som så mange tydeligvis ikke kan holde til, skal øges.

Tværtimod har vi brug for, at vi får minimeret arbejdspresset, så vi kan fordybe os i vores kerneydelse og kerneopgave; nemlig at lave god undervisning, så alle vores elever får det bedste med sig videre fra folkeskolen.

Derfor opfordrer jeg jer alle til at deltage i demonstrationen d. 5. februar kl.14-16 på Christiansborgs Slotsplads, så vi sammen kan vise regeringen, at de har skudt helt ved siden af skiven, når de foreslår at afskaffe store bededag.

 

 

Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.