Om tyve års skolebyggeri i Københavns Kommune
Tekst: Peter Garde
Begyndervanskeligheder og nytænkning
Om tyve års skolebyggeri i Københavns Kommune 1 af 4
Indhold
Børneboom – nye skolebyggerier
Billedskolens elever forudsagde nogle af de følgende tyve års nye tendenser. Et første sprælsk forsøg med en overbygningsskole slog fejl, men tankerne lever videre. Stigende børnetal kræver flere stole og borde.
At skabe en skole
Er der én, der ved, hvad der skal være i en skole? De første nye skoler flytter ind i historiske bygninger. Den første nybyggede skole i 25 år bliver profilskole. Pædagogikken sætter præg på arkitekturen og omvendt.
Knopskydning i stedet for planlægning
Politiske intriger og beboernes kamp i årtier for at få en lokal folkeskole. Strid skaber tilsyneladende ikke en succes.
BØRNEBOOM – NYE SKOLEBYGGERIER
År 2000 er skelsættende
Eleverne på 20 københavnske folkeskoler havde travlt. De havde sammen med deres lærere meldt sig til et projekt, som Billedskolen i Tvillingehallen inviterede til at være med i – at beskrive deres ønskeskole og udføre den i plancher eller modeller.
Billedskolen udsendte oplæg til inspiration for det arkitektoniske, indretningsmæssige, funktionelle og æstetiske, og lærerne blev inviteret til forberedende møder. Det var et temmelig stort projekt med borgmesterlig opbakning. De følgende måneder var en travl periode ude på skolerne, hvor der blev diskuteret, tegnet, malet og bygget.
Elevernes færdige arbejder blev senere udstillet i Rådhushallen til de besøgendes højlydte beundring. Værkerne viste helt konkret de mange tanker og overvejelser, som eleverne havde gjort sig, og den indsigt og kreativitet, de rummer og er i stand til at give udtryk.
Året er 2000 - et på mange måder skelsættende år ikke mindst hvad angår skolebyggeri i Københavns Kommune. Udstillingen blev åbnet af skolernes daværende borgmester Per Bregengaard. Han havde et par måneder forinden præsenteret en model af vinderprojektet til den første helt nybyggede skole i København i 25 år, Utterslev Skole.
Visionære elever
Inde i Rådhushallen var der feststemning hos et par hundrede skoleelever, deres familie og andre interesserede. Borgmesteren tog udgangspunkt i eleverne:
”Børn snakker meget. Børn vil meget. Men børn har for lidt at skulle have sagt. Det skal vi gøre noget ved. Vi voksne kan lære noget om, hvad I synes er godt og skidt i de nuværende skoler. Det, vi lærer af jeres arbejde, skal bruges,” sagde han til eleverne og de fremmødte gæster på en dag med demokratisk rygvind og invitation til brugerindflydelse.
Var det mon belejlige tomme ord fra en politiker? Nej, tværtimod. Det blev langt hen ad vejen en forudsigelse om det, der kom til at indgå i de følgende års skolebyggerier. Elevernes modeller udtrykte blandt andet ønsker om mere rummelige fællesarealer, rekreative rum til fordybelse, grupperum, multimedierum, computertavler – altså smartboard, computer til alle, puderum, madkøkken, kantine med dagens varme ret, lækre toiletforhold, udendørs terrasse, havedyrkning, væksthus, planetarie, vandbassin, parkanlæg, skateboard-bane, legetårn, boldbane, svævebane, multi-klatrestativ og meget mere.
Næsten alle elevernes gode ideer kan man møde i de mange nye skolebyggerier, der er gennemført i de forløbne 16 år siden udstillingen i Rådhushallen. Ikke dem alle sammen alle steder, men flere af dem på nogle skoler.
Nogle af elevernes mest fantasifulde ideer er (endnu) ikke virkeliggjort, fx en skole udformet som en stor fisk eller den mere eller mindre svævende skole i figur som planeten Saturn. Rullende trapper, personlig tjener og cola-automat i alle klasser har ikke nydt fremme. Hvad så med en helt rund skole, som eleverne i en 5. klasse havde bygget en model af?
Jo, den forudsigelse eller vision er netop nu på tegnebrættet hos Lundgaard & Tranberg Arkitekters tegnestue, og fundamentet er lagt. Den skal i løbet af de kommende år blive til Københavns nyeste skole, Kalvebod Fælled Skole på Amager. De første elever er allerede indskrevet og startet i lånte lokaler.
Rund skole ud til naturen
Tiden er somme tider kortvarig fra fortids drømme til fremtids virkelighed. Inden længe rejser Kalvebod Fælled Skole sig fra den fugtige jordbund på Amager og skaber kulturelt modspil til den natur, som bliver dens nabo og navnebror på Kalvebod Fælled.
Skolen skal bygges på en hjørnegrund ud til fælledens store grønne område. Beliggenheden kalder på bevægelse og levende udearealer, og det var jo netop, hvad eleverne efterlyste inde i Rådhushallen. Skolens centrum bliver en visuelt åben idrætshal, der placeres inde i midten omgivet af en cirkulær skolebygning, hvis lokaler får vinduer og udsyn ud over fælleden og byen. Udearealerne ligger på ydersiden af bygningen og dermed i sammenhæng med det grønne område.
Kalvebod Fælled Skole bliver den første runde skole i Danmark og blandt de første, der har skolereformen fra 2013 som udgangspunkt. Det har givet et særligt fokus på idræt og bevægelse. Børnene på Vestamager kan se frem til en helt særlig skole fra sommeren 2018 – om alt går vel i byggeperioden.
Kapacitetsproblemer – der mangler borde og stole
Nye skolebygninger er siden årtusindskiftet skudt op i København i et tempo, som vi ikke har set i måske 100 år. Et stagnerende og senere faldende børnetal gennem 1970erne og 80erne medførte, at et større antal skoler blev nedlagt eller sammenlagt, men i 1990erne var børnetallet igen stigende, og der opstod kapacitetsproblemer.
I nogle tilfælde klarede man behovet ved at ombygge gamle bygninger til skoler og supplere med nye tilbygninger. Det skete fx med Heibergskolen i Randersgade, der fik lokaler i den tidligere Sociale Højskole, Øresundsskolen i en tidligere hospitalsbygning ved Strandvejen og HGO (Heimdals Gades Overbygningsskole) i en tidligere rugbrødsfabrik på Nørrebro – den fik dog kun en kort levetid, men bygningen rummer i dag stadig skole, Rådmandsgades udskoling.
Arkitektoniske ambitioner og pædagogisk nytænkning
Rugbrødsfabrikken havde også en farverig forhistorie som dampvaskeri, gær- og spritfabrik, og som sådan kan man sige, at den var velegnet som skolebygning – hvem har ikke i pædagogiske diskussioner prøvet at tage ordet ’uddannelsesfabrik’ i sin mund. Inspirerende var den gamle bygning i hvert fald for arkitekterne, der lagde sig i selen for at forene ombygningen med den pædagogiske nytænkning, der var central for HGO-projektet.
HGO lignede hverken ude- eller indefra en skole. Der var ingen traditionelle klasseværelser, men store rummelige lokaler til mange elever og desuden mindre kroge og nicher, hvor få elever kunne træde til side og arbejde selvstændigt. Lokalerne var fleksible og kunne indrettes til det aktuelle formål. Der var værksteder, lydstudie, fitness-lokale, dramarum, og som noget temmelig ambitiøst på det tidspunkt computeradgang i alle rum og sandelig også en tagterrasse.
Den pædagogiske idé var, at undervisningen skulle være projektorienteret, eksperimenterende og tværfaglig, hvor eleverne arbejdede med selvvalgte emner. Skoleklokken var afskaffet, og i stedet var der behovsstyrede pauser. Fagligt og indretningsmæssigt var skolen inddelt i fire temaer: det naturfaglige og eksperimenterende, det kropslige og musiske, det internationale og kulturelle og endelig det praktiske og æstetiske. Et eksperiment var det vel også, at elevdemokratiet skulle have et løft, så eleverne via en dispensation blev den største enkeltgruppe i skolebestyrelsen, dog uden stemmeret.
HGO er væk – tankerne bag lever videre
Da HGO blev indviet i 2001 var der stor entusiasme over, at så mange nye pædagogiske tanker var realiseret såvel i skolens dagligdag som i dens arkitektur. Der blev ikke sparet på de store ord i talerne ved indvielsen. Daværende overborgmester Jens Kramer Mikkelsen mente, at skolen var et flot og stærkt symbol på den udvikling og nytænkning, der kendetegnede Københavns Kommune, og skolernes borgmester Per Bregengaard glædede sig over, at eleverne var talstærkt repræsenteret i skolens bestyrelse.
De løfterige fremtidsudsigter for HGO holdt dog ikke. Allerede før starten var der modstand og advarsler. Helt grundlæggende var HGO et brud med, at eleverne principielt går på den samme skole gennem hele skoleforløbet. Som overbygningsskole skulle den alene modtage elever på 8. til 10. klassetrin. Naboskolerne i Hillerødgade, Rådmandsgade og Havremarkens Skole blev ændret til dens fødeskoler fra 1. til 7. klasse, og det var der udbredt modvilje imod. På forberedende møder med forvaltningsfolk, forældre og medarbejdere blev der skudt med skarpt – altså i overført betydning som det var sædvane dengang. Blandt andet ønskede mange lærere ikke at afgive elever, der var vokset op i deres varme hænder gennem de første syv skoleår.
På længere sigt viste det sig, at elevsøgningen til skolen dalede trods ambitionerne om at skabe byens mest attraktive ungdomsmiljø. HGO blev afviklet, men både de pædagogiske og arkitektoniske tanker lever videre og genkendes i efterfølgende skoleprojekter. Ideen med overbygningsskoler og en pædagogik, der retter sig mere direkte til de ungdomskulturelle strømninger, er videreudviklet og er senest ved at blive ført ud i livet på Højdevangens Overbygningsskole på Amager med fødeskolerne Gerbrand, Sundbyøster og Dyvekeskolen som elevleverandører.
Udvidelser, byggeudvalg og byggestøv
Hvor HGO nok var et temmelig sprælsk skoleeksperiment, så var der så småt taget fat på mere jordbundne skolebyggerier på flere andre skoler. Det stigende elevtal satte før og efter årtusindskiftet gang i nye bygninger til indskolingsklasser, der havde masser af kunder. Blandt andre blev Holbergskolen, Rådmandsgade, Kirsebærhaven og Husum Skole udvidet med fine bygninger til de yngste elever. Andre skoler havde længe banket i bordet og krævet udvidelser til de mange nye elever, men måtte ofte se deres byggeprojekter beskåret. Alle holdt vejret op til de årlige budgetvedtagelser i Borgerrepræsentationen.
Da byggerierne efterhånden kom i gang, blev der gjort en del tunge erfaringer med arbejdet i byggeudvalgene, hvor lærerne somme tider fik grå hår i hovedet. Københavns Lærerforening fandt det nødvendigt at invitere til kurser for lærere, der havde plads i udvalgene. Ikke mindst arbejdsmiljøproblemer i forbindelse med byggerierne skabte en del vanskeligheder – Arbejds- og Miljømedicinsk Klinik på Bispebjerg Hospital konkluderede fx efter en undersøgelse: ”Lærerne på Klostervængets Skole har i en længere periode måttet arbejde under ganske uacceptable forhold med voldsomme støvgener og ganske utilstrækkelig rengøring”, og byggeriet medførte mange sygemeldinger.
Al begyndelse er svær, siger man, og alle implicerede skulle lære meget i de år, hvor skolebyggeriet startede og tog fart. Men der var også en voksende optimisme over, at nu var der endelig ved at ske noget. Skolerne havde brug for opmærksomhed.
Nogle specialskoler blev de følgende år udvidet ved at flytte ind i nedlagte almenskoler. Det stigende børnetal medførte også flere specialelever, selv om inklusionspolitikken, da den kom på banen, søgte at begrænse antallet. For eksempel er Frejaskolen rykket til den gamle Valby Skole, Frederiksgård Skole til den tidligere Hillerødgades Skole, og Skolen i Charlottegården, der kom fra den allerede i 1980 nedlagte Prinsesse Charlotte Gades Skole, ind i Frederikssundsvejens Skoles rummelige bygninger. Specialeleverne har i det hele taget været flinke til at genbruge nedlagte skolers renoverede bygninger.
Ud over tilbygninger og ombygninger ved de eksisterende skoler bliver der planlagt helt nye. Debatten om, hvordan en skole skal indrettes, blev aktuel og udbredt. På alt for mange skoler var skolebygningens fysiske grundstruktur fastlagt før 1914.
AT SKABE EN SKOLE
Ved du noget om, hvad der skal være i en skole?
Faglighed var et begreb, der blev fremhævet stadig oftere i 1990erne. Resultaterne af en læseprøve i de fem nordiske lande tændte alle alarmlamper, for Danmark lå helt i bund. Skolepolitikerne i København begyndte at interessere sig for, hvad der foregik inde i klasseværelserne. Ida Kampmann, der var lærer på Christianshavns Skole, var netop blevet ansat som fagkonsulent i dansk på mellemtrinnet, oplevede, hvordan politikerne diskuterede, hvilke faglige initiativer, der kunne iværksættes inden for de eksisterende bygningsmæssige rammer. Det var usædvanligt, at politikerne nærmest trådte ind i klasseværelserne, men der var ikke tid til at vente på bedre fysiske forhold. Fra den ene dag til den anden var det slut med at sige: ’man kan ikke forhindre børn i at lære at læse, det skal nok komme’.
”Faglighed blev et indsatsområde, som der blev afsat penge til. For mig som fagkonsulent i dansk betød det, at jeg gik i gang med at få lavet læsetelte, hemse og ting og sager til stimulering af læselysten, som skolerne kunne låne og gøre sig nogle erfaringer med. Man skulle altså hverken rive ned eller bygge om. Det handlede om, hvad man kunne gøre inde i den enkelte klasse”, fortæller Ida Kampmann, der hurtigt fik nye opgaver, for forvaltningens bygningsafdeling efterlyste i den daværende udviklingsafdeling en konsulent med pædagogisk erfaring, der kunne være med til at tænke over, hvad der skal til for at bygge en ny skole.
”Den opgave fik jeg. Jeg havde ikke andre forudsætninger end, at jeg var blevet bedt om at lave de der læringsmiljøer i dansk. Men så fik jeg travlt med at tage ud og besøge skoler og institutioner, skoleledere og lærere og fik dem til at beskrive, hvad et faglokale skal indeholde, og hvad der skal til for, at det bliver godt og velfungerende.”
”Når jeg spurgte i bygningsafdelingen, hvad de syntes om mine ideer, sagde de ja, ja til det hele, for de havde ingen viden om det. Jeg følte nærmest, at det blev mit projekt alene. Men jeg havde jo garderet mig ved at snakke med en masse dygtige fagfolk – kolleger med erfaringer fra dagligdagen ude på skolerne.”
Ida Kampmanns daglige beskæftigelse var sikret et pænt stykke frem i tiden. Hun skrev pædagogiske funktionsprogrammer til de kommende skolebyggerier.
En gammel bygning har sjæl
Heibergskolen blev den første nye skole i Københavns Kommune, siden Sønderbro Skole blev åbnet 25 år tidligere. Heiberg blev indviet to måneder før HGO og var planlagt til at blive en fuldt udbygget to-spors skole på alle klassetrin. De to skoler har til fælles, at de begge kasserede skoleklokken, prioriterede de kreative fag højt, og at de begge i 2001 flyttede ind i eksisterende bygninger, der var blevet bygget om og moderniseret.
Heibergskolens bygning havde ikke kun været hjemsted for socialrådgivernes uddannelse, men også endnu tidligere for Det Kongelige Opfostringshus, så nogen pædagogisk erindring lå der nok allerede i murstenene. En gennemgribende renovering af bygningen var gennemført, mens skolens to første klassetrin havde husly på Randersgades Skole.
Etableringen af Heibergskolen foregik under bydelsforsøget, og Østerbro Bydelsråd var stærkt involveret i projektet – en situation der fik skolernes borgmester Per Bregengaard til at kaste en vist nok venlig ment finte i sin indvielsestale: ”Den ene part havde ønskerne (Østerbro Bydelsråd), og den anden pengene (BR-København).” Alligevel lykkedes det at få et centralt udvalg til at koordinere det hele.
Skønt bygningen havde mange år på bagen, blev den modtaget godt, og den lægger stadig en stemningsfuld ramme for indskolingen, administrationen og medarbejderne. Siden er en nabobygning, der havde rummet Center for Voksen special Undervisning, inddraget og en ny bygning opført med en stor nedgravet idrætssal, der for et par år siden uheldigvis viste sig ikke at være skybrudssikret. Heibergskolens souschef siden starten, Anne Marie Stahl, har været glad for de fysiske rammer, for som hun siger:
”Det er en god idé at indrette skole i sådan en fin gammel bygning, for man får noget sjæl og et rigtig godt miljø forærende og desuden lidt københavnerhistore – skolen er jo opkaldt efter Johanne Louise Heiberg, der boede på Østerbro. Det er en arkitektonisk værdi i sig selv at bevare, men ulempen er selvfølgelig, at der er nogle begrænsninger. Det har især vist sig i forbindelse med indretningen af faglokaler.”
At skabe en skoles kultur
Anne Marie Stahl husker de første måneder og år som en periode, hvor lærerne eksperimenterede for at finde frem til den retning, skolen skulle bevæge sig i. Der var ikke nogen på forhånd lagt pædagogisk skabelon, så der var mange livlige diskussioner blandt medarbejderne og med en engageret forældrekreds.
”Det var meget lilleskoleagtigt, og forældrene siger stadig, at det var nogle gode år, da vi byggede skolen og dens særlige kultur op. Vi følte det som en gave at være med til at forme noget nyt og selv føle ejerskab. Dengang kendte jeg alle forældrenes navne, men sådan er det ikke mere, nu har vi omkring 540 elever”, siger Anne Marie Stahl og tilføjer, at de fra starten var indstillet på at have fokus på det kreative og musiske sammen med bevægelse og idræt. Det har de holdt fast i, og en del af de begivenheder har med årene udviklet sig til traditioner.
Gennemsigtighed – fra enelærer til teamarbejde
”I samarbejdet med arkitekterne fra Nova5 arbejdede vi på at skabe gennemsigtighed, for et af tidens debatemner var netop opgøret med den enerådende lærer til fordel for teamarbejde. Gennemsigtigheden omfattede også kontorerne, der ligger åbne ud til gang og personalerum. Jeg tror ikke, vi har haft én MUS-samtale, hvor lærerne ikke har nævnt, hvor meget de sætter pris på, at der er den åbenhed og tilgængelighed. Nye lærere, der kommer fra andre skoler siger, at de har aldrig kunnet få fat på deres leder”, fortæller Anne Marie Stahl.
Nogle steder på skolen har det dog været hensigtsmæssigt at dække gennemsigtigheden, da eleverne følte sig forstyrret, og kontorerne får nu en glasvæg ud til gangen for at skabe lidt mere arbejdsro – men stadig gennemsigtig.
Også på Valby Skole kender de dilemmaet med åbenhed og gennemsigtighed kontra ro og afskærmning. De flyttede i 2003 fra den gamle klassiske skolebygning inde i landsbyens centrum et par hundrede meter ud ad Valby Langgade til Porcelænsfabrikken Nordens store og meget lange fabriksbygning, der var blevet ledig. Flytningen øgede skolens kapacitet fra 420 til 700 elever, men som skolens leder indtil for nylig, Margrethe Frausing, siger:
”Det var godt med meget gennemsigtighed. Vi kom fra små forhold, hvor vi kunne se hinanden hele tiden til denne kæmpestore bygning. Her fik vi 10.000 kvadratmeter at blive væk fra hinanden på.”
Når arkitekturen har pædagogiske konsekvenser
Margrethe Frausing mener også, at de transparante vægge var en omvæltning for nogle af lærerne, der var vant til at stå alene inde i klassen. De brød sig ikke om døre med store gennemsigtige ruder, og der var forslag om at anskaffe rullegardiner for af afhjælpe miséren. De var heller ikke begejstrede for, at de små klasselokaler lagde op til, at eleverne skulle flyde ud på fællesarealerne og arbejde dér. Tidens pædagogik og arkitekturen havde simpelthen rottet sig sammen mod god gammel skoletradition, Margrethe Frausing:
”Jeg har stor respekt for, at ældre lærere kan have svært ved at være to steder, men kravet i dag er nok, at man skal kunne multi-taske. Dertil kom, at vi har en del sarte elever, der har svært ved at sidde alene derude, selv om de gerne vil. Det er en pædagogisk udfordring, der både må respektere børnenes behov, men også finde løsninger hen ad vejen. Nogle gange kan læreren jo gå med og sætte sig med dem ude i fællesområdet. Jeg synes, eleverne har taget mulighederne til sig og har lært at udnytte de friere forhold positivt. Ofte er det jo sådan, at det man forventer, det får man.”
Tilbage til gennemsigtigheden, der naturligvis er en forudsætning, hvis man skal have overblik over elever både inden og uden for klassen. Men det har også været nødvendigt at dække nogle glasflader for at skabe mere ro.
”De administrative medarbejdere sad fx ud mod det åbne rum, og de var ved at få spat over at blive forstyrret, hver gang nogen gik forbi. De er blevet afskærmet med glas, så de kan have lidt arbejdsro. Det pædagogiske center bliver vist det næste område, der skal skærmes”, fortæller Margrethe Frausing og tilføjer:
”Og så vil jeg lige advare mod glasdøre fra gulv til loft. I hver ende af den lange bygning har vi et vindfang med store tunge glasdøre, og når eleverne har været ind og ud ad dem utallige gange, så hopper de af hængslerne, og så knækker de. Hvis de går i stykker, og det gør de, så er de hamrende dyre at erstatte. De ser smarte ud, men…”
Fabriksbygninger med herlighed
Før Valby Skole forlod den gamle matrikel, der siden blev overtaget af Frejaskolen, deltog medarbejderne i et omfattende forberedende arbejde af, hvordan man skulle indrette sig i den store og de to mindre fabriksbygninger, som skolen skulle overtage.
Basislokalerne blev placeret på de tre etager i den lange bygning, hovedhuset, med indskoling i stuen, mellemtrin på første sal og udskoling på anden sal. Basislokaler og administration ligger langs ydermurene. I midten er der fællesarealer, afbrudt flere steder af åbne gennembrudte dæk, så man kan kigge oppefra og ned gennem etagerne. Taget, kippen, er åbnet med en ubrudt række ovenlysvinduer hele vejen igennem huset, så der falder et fantastisk lys ned gennem etagerne.
Faglokalerne er samlet i den mindre nabobygning, Maskinhuset. De to bygninger er nu bygget sammen på 1. og 2. sal. Maskinhusets karakter af kreativt, naturfagligt værkstedshus har styrket samarbejdet i fagene, og det var netop et ønske fra medarbejderne i det forberedende arbejde. Indspark og gode ideer fra brugerne er vigtige, fastslår Margrethe Frausing.
Fra Maskinhuset fører en lang gangbro over en gade til det tredje hus, Prøvehallen. Navnet kommer af, at her blev de hvide porcelænsklokker til højspændingsmaster afprøvet i tidligere tider. Den oprindelige men lidt svagelige bygning er i dag en ydre skal, og inden i den har man bygget et nyt hus, der blandt andet rummer to mindre sale, teaterfaciliteter og en meget stor og højloftet idrætssal.
Ombygningen af Porcelænsfabrikken til folkeskole er forestået af Rådgivende Ingeniører og Arkitekter, RIA. Resultatet viser, hvilken herlighedsværdi en gammel fabriksbygning kan indeholde, og hvor store muligheder der er for at give den nyt liv og nye funktioner. Bygningerne er et smukt og værdifuldt arvestykke, men der har også været nogle hovedbrud.
Profilskolen opstår i arkitektur og pædagogik
Det stigende børnetal i Københavns Kommune gjorde det nødvendigt at sætte fart på skolebyggeriet – kommunens økonomi var også i bedring – og Bispebjerg-Utterslev området blev det første, der blev udset til at modtage en helt nybygget skole. Den blev projekteret som to-sporet, men er siden udvidet til tre spor. Forvaltningens udviklingsafdeling skulle i samklang med bygningsafdelingen og det politiske udvalg udforme oplægget til en arkitektkonkurrence.
Pædagogisk konsulent Ida Kampmann fortæller, at udarbejdelsen af oplægget til arkitektkonkurrencen var præget af det voksende fokus, der på det tidspunkt var på det naturfaglige. Faget natur-teknik var lige kommet, og fra folkeskole til universitetsniveau ønskede man at styrke naturfagene. For de helt små børn var der i Sverige gjort gode erfaringer med dagtilbud, hvor børnene var ude i naturen hele dagen. De havde mindre sygdom, bedre trivsel og ingen mobning. Var der noget at lære her? Også vores skoleforvaltnings grønne afdeling havde gode ideer og mange projekter i gang, fx naturskolerne, der kunne inspirere til en bredere og mere praktisk naturfaglig indsats, Ida Kampmann:
”Indtil da havde det meget været en politisk opfattelse, at alle kommunens folkeskoler skulle være ens og have lige meget. Sloganet var ’lige muligheder for alle’. Men nu blev politikerne interesserede i, om ikke en skole kunne have en særlig profil – og så dukkede tanken op om, at det kunne være den naturfaglige.”
”Jeg blev tovholder på det pædagogiske funktionsprogram, der alene beskrev den kommende skoles værdier og funktioner – ikke noget om kvadratmeter og antal tørreskabe. Det var ren prosa. Arkitekterne sagde, at det var et meget anderledes program, end de plejede at modtage. Jeg havde blandt andet skrevet, at vand er betingelsen for alt liv, og den lille sætning fik stor betydning.”
Markant ændring i synet på klasseværelset
Årtusindskiftet blev en milepæl i det københavnske skolebyggeris historie. I begyndelsen af året blev modellen af den første helt nybyggede skole i 25 år præsenteret i Rådhushallen. Der var spænding i luften, da Musikskolens orkester slog tonerne an, og vinderen af arkitektkonkurrencen skulle offentligøres. Det blev KHR Arkitekter, som skulle realisere det projekt, der skulle blive til den naturfaglige profilskole, Utterslev Skole.
Helt dominerende i vinderprojektet er den kanal, der skærer sig centralt ned gennem området. Forudsætningen for alt liv skulle altså i hverdagen minde alle om vandets betydning, men også give mulighed for at glæde sig over det, lege med det og som naturfaglig profilskole undersøge alt det liv, der leves i og omkring det.
På den ene side af kanalen er faglokaler, køkken, kantine, pædagogisk læringscenter og administration placeret. På den anden side ligger basislokalernes fordelt i tre huse til henholdsvis indskoling, mellemtrin og udskoling. Fra alle basislokaler er der udgang til udearealerne, der lægger op til mange mulige aktiviteter.
Om det pædagogiske oplæg til den arkitektoniske udformning af Utterslev Skole sagde arkitekt Jakob Brøndsted fra KHR ved præsentationen, at hvis man sammenligner ældre og nyt skolebyggeri, så er der sket en markant ændring i udformningen af noget af det mest fundamentale i den danske folkeskole – klasseværelset.
Devisen i dag hedder enten mindre klasserum og større fællesarealer, eller store klasserum og mindre fællesarealer. De økonomiske rammer gør det nødvendigt at vælge enten-eller, og han tilføjede: ”Vi har fået den opfattelse, at ’klassen’ som en fast enhed er ved at tone lidt ud.”
Det synspunkt er vist dukket op i alle efterfølgende diskussioner om skolebyggeri, og tendensen har været, at fællesarealer er blevet prioriteret frem for god plads i klasselokalet. Det er ikke kun synet på klasseværelset, der har ændret sig. Det gælder også synet på fællesarealer, der i dag omfatter andet og meget mere end trapper og lange gange. De nye skoler har sat skub i den udvikling.
Det var once in a life time
”Jeg kan huske, da jeg og de andre skole- og KKFO-ledere var blevet ansat, satte vi hinanden stævne ude på byggepladsen. Det var én stor mudderpøl. Der var ikke lavet terræn og gangstier, men der var store gravemaskiner og betonelementer. Jeg havde taget fire puder, fire glas og en flaske champagne med i rygsækken, og så satte vi os på kanten af en udgravning og skålede skolen ind”, fortæller Utterslev Skoles første leder, Søren Thorborg.
”Det var virkelig stort. Vi var rimeligt imponerede. Vi havde set tegninger og modeller, og byggeriet var i fuld gang. Der var lagt meget nytænkning og eksperimenteren ind i projektet. Vi var enige om, at det var once in a life time, at man får chancen for at være med i sådan en stor opgave.”
Søren Thorborg afviser, at han den følgende tid som skolens byggeleder startede dagene med at trække i lange gummistøvler og gå ud i mudderet for at tilse bygningsarbejdet. Men der var masser af andre ting at gribe i. Som han siger, så er det nemmere at rette på tegningerne end på de ting, der allerede er udført.
Kunsten at kommunikere og en masse småting
Søren Thorborg nåede blandt utallige praktiske detaljer at forbedre teaterfaciliteterne i den store sal, før det var for sent, og før gulvet var lagt. Der manglede blandt andet en lysbro, et hejseværk til bagtæppet, et multikabel fra den ene ende af salen til den anden og en brønd til elektriske tilslutninger, så man slap for at trække kabler hen over gulvet. Alle ting der var vigtige at få med, før håndværkerne gik hjem.
Der skulle blandt meget andet også ændres på en tegning, fordi en tømrer havde monteret en fast bænk foran en toiletdør – en smule upraktisk måske, men tømreren gjorde altid, hvad tegningerne viste. Omvendt bad en elektriker altid Søren Thorborg tilse, godkende og udtrykke anerkendelse, når han havde lavet noget – også håndværkere er meget forskellige. Det var helt fint, men det tog alt sammen tid.
Der er ifølge den tidligere skoleleder generelt for få stikkontakter og for lidt depotplads i skolebygninger, og det er netop her, der er brug for de ansattes værdifulde erfaringer. For eksempel havde rengøringsfolkene i god tid været fremme i skoene og sikret sig både de stikkontakter, de havde brug for og rengøringsvenlige materialer på gulvene.
Der var hele tiden mindre og lidt større problemer at forholde sig til. Også på det kommunikative plan fik skolelederen skærpet præcisionen ikke mindst i forhold til entreprenører. Da indskolingen var flyttet ind, og den første mangelliste blev gennemgået, meddelte lærerne, at håndvaskene sad lidt for højt i flere lokaler. Den oplysning kunne entreprenøren ikke bruge, for det sprog taler man ikke. Det hedder: i lokale nummer x sidder håndvask nummer x præcis så og så mange centimeter før højt. Søren Thorborg måtte finde blok og tommestok frem, og så blev det rettet.
Fleksible løsninger – flere funktioner
Utterslev Skole blev præsenteret som en helhed, men blev bygget i etaper, så byggeperioden strakte sig over et par år, samtidig med at de yngste klasser havde deres daglige skolegang i den første bygning, Søren Thorborg:
”Vi kunne lære af erfaringerne fra den første basisbygning, der allerede var i gang som skole for de yngste. Naturfagsområdet var først med i den anden byggefase, og på det tidspunkt var lærerne ansat, så vi var i høj grad med til at sætte dagsordenen for indretningen. Vi lavede en hel del om, og det forløb ret smertefrit. Vi sørgede fx for, at alle installationer i naturfagsområdet var ude langs med væggene. Der var borde på hjul, som man kunne rulle ind på midten eller ud til siden eller placere som kajer ud fra væggen, hvor det var praktisk at stå og arbejde. Fleksibilitet og flerfunktionalitet var virkelig kongstanken med den skole, og vi arbejdede os frem i et samarbejde mellem lærere, ledelse og arkitekter.”
Kommunikationen med chefarkitekten fungerede godt. Det var jo pædagogisk konsulent Ida Kampmanns prosa, der skulle omsættes til byggeri, og det indebar, at der var meget i den daglige undervisningspraksis, der skulle beskrives, Søren Thorborg:
”Vi skulle give nogle klare billeder af, hvad der skulle foregå i lokalerne, og hvordan lokalerne skulle kunne bruges, men ikke hvordan det skulle se ud, for det var arkitektens opgave. Det synes jeg i høj grad lykkedes. Tankerne bag kanalen blev også realiseret så fint, og hele det rekreative og faglige miljø omkring den fik stor betydning os alle.”
KNOPSKYDNING I STEDET FOR PLANLÆGNING
Beboerbevægelsen krævede mere skole
Allerede i 1938 var der planer om at bygge en aulaskole til beboerne på det tæt befolkede Islands Brygge. Skolen skulle ligge på Artillerivej, hvor imidlertid Politiskolen kom til at ligge. Der gik politik i sagen, og skolen blev ikke bygget. I stedet måtte Brygge-børnene krydse Artillerivej, der dengang bare var en sti, og gå over på Amagerbro Skole, den nuværende Amager Fælled Skole. Brygge-boerne var harme og følte denne ordning som nedværdigende for en bydel med selvfølelse. Først i 1971 blev der opført et lille indskolingshus til Skolen på Islands Brygge (SKIB) på en grund ved siden af Politiskolen. Tidligere skoleleder ved SKIB, Carl Bagge, fortæller:
”I 1960erne og 70erne opstod der boligbevægelser rundt omkring i København, ikke mindst på Nørrebro og Vesterbro. Også på Islands Brygge gik beboerne sammen i uofficielle selvbestaltede grupper efter italiensk model. På det tidspunkt boede den italienskfødte nu verdensberømte arkitekt Maria Indrio på Bryggen sammen med sin danske arkitektmand og deres børn. Maria havde medbragt sit flair for italiensk byguerilla-taktik, og hun kastede sig over skolesituationen i lokalområdet. I 1970erne bombarderede hun sammen med sin mand de politiske partier i Borgerrepræsentationen med forslag om udbygning af SKIB til en skole op til 7. Klasse.”
”Det skete nogenlunde samtidig med, at jeg blev ansat som skoleinspektør på SKIB, så jeg blev inddraget i deres overvejelser over, hvordan sådan en funktionel skole skulle se ud. I et vist samarbejde med lærerne havde de tegnet en skole, der mindede om Peder Lykke Skolen med store åbne fællesrum og med en bygning, hvor faglokalerne var helt integrerede i hinanden.”
”Det var et rigtig godt projekt, som vi ønskede at bære videre, men uheldigvis gik der også politik i det, som der så ofte gør. Kommunisterne i BR skyndte sig at gøre det til deres projekt, og så gik Socialdemokraterne i baglås, for det skulle jo være deres initiativ og til deres ære, hvis der kom en stor skole på Islands Brygge. Så der kom ingen udbygning af skolen ved den lejlighed”, griner Carl Bagge resigneret. I politik skal man vælge sine venner med omhu.
Pædagogiske overvejelser skulle styre arkitekturen
Kampen for en udvidelse af SKIB fortsatte, og man kæmpede for klassetrin efter klassetrin. Først fjerde, så femte, så sjette. Lokalrådet på Islands Brygge overtog initiativet fra den selvbestaltede beboerbevægelse, og det skabte lidt politisk medvind. I første omgang blev det til en lille gymnastiksal i 1981 oven på et atom-beskyttelsesrum godt pakket med asbest.
Omkring 1990 fik skolen en faglokalebygning og plads til 6. klasse med. Ifølge Carl Bagge havde han og lærerne i den grad beskæftiget sig med pædagogik, og derfor anlagde de et pædagogisk syn på byggeriet. Bygningen skulle være i ét plan og frem for alt være fleksibel. Lokalerne skulle kunne slås sammen til et større værkstedsområde med skydevægge, hvor eleverne i forskellige kombinationer kunne arbejde sammen. Et godt og flydende samarbejde med arkitektgruppen Nova5 i forberedelsesfasen koagulerede dog, da det kom til realiteterne, for kommunen fastholdt et ønske om en billig og hurtigt opført betonbygning i to etager. Bygningen er bestemt ikke uden kvaliteter, men fleksibiliteten og muligheden for at skabe et åbent værkstedsområde er svær at få øje på.
Nogle år senere blev det besluttet, at SKIB skulle udbygges med 7.-9. klasse, og der skulle laves nye rum til personale, administration, it-lokale og skolebibliotek. Lærere og ledere genoptog det, de oplevede som et frugtbart samarbejde med Nova5-arkitekterne, Carl Bagge:
”Vi delte os i faggrupper, og vi diskuterede funktioner og i høj grad udnyttelsen af kvadratmeterne med henblik på, at helheden skulle spejle den oprindelige bygning for 1.-5. klasse. Den bygning var nemlig noget af det mest funktionelle, jeg nogensinde har arbejdet i. Klasselokalerne lå med døre ud til de to store fællesrum med et bibliotek og en tumlesal. Klasselokalerne var små, og gangarealerne var inddraget i fællesrummene. De to åbne fællesrum lagde op til, at eleverne spredte sig ud fra klasselokalerne og lærte at arbejde på egen hånd i blandt andet biblioteket. Her gik skolebibliotekaren alligevel rundt og hjalp og vejledte, og skolens blotte indretning skabte meget selvstændige elever.”
Arkitektur imod skolens ånd
Lærere og ledere havde altså tænkt mange tanker sammen med Nova5, men tiden krævede nu, at det kommende byggeri skulle i EU-udbud. Resultatet af det blev, at byggeriet ikke som forventet landede hos Nova5, der havde stået for det forberedende arbejde, men hos Tegnestuen Nøhr og Sigsgaard.
”På det tidspunkt er lærerne godt trætte af skoleplanlægning og ekstra møder, og så skulle det hele starte forfra. Det skabte en del frustrationer, at vi skulle igennem den samme mølle igen, og den nye tegnestue tænkte ikke på samme måde som vi. Først og fremmest ville de dele opgaven ud i flere bygninger, mens vi ønskede sammenhæng. Det blev en svær øvelse, og selv om de nye arkitekter ikke fik så mange rosende ord fra os, så må man sige, at de holdt fanen højt”, lyder det fra Carl Bagge.
Da brugerindflydelsen blev en kikser
Skolens forkærlighed for fællesarealer på bekostning af klasselokaleareal videreføres dog i de nye bygninger. I dag mener Carl Bagge, at det var en dårlig idé, for de gode erfaringer med fællesområder skyldtes netop forholdene i den gamle funktionelle bygning, men de erfaringer kunne ikke ukritisk overføres til de nye bygninger, der var anderledes indrettet. Man inddrog altså gangarealerne i fællesarealerne, og det medførte, at klasselokalerne blev for små, Carl Bagge:
”Man ansætter 50 nye lærere, men de har ingen erfaringer med fra den gamle bygning, så de har det ikke i kroppen, at eleverne bare kan flyde ud i fællesarealerne og arbejde dér. De kommer med deres forestillinger om, at de skal kunne undervise, og for at undervise skal de bruge bøger og ikke værksteder. De har brug for, at eleverne sidder inde i klassen og bliver undervist, for ellers kan de ikke styre dem. De mange nye lærere har ikke brug for store fællesarealer.”
”Røv-til-bænk er udmærket i starten af en lærerkarriere, for hvordan tør man slippe tøjlerne? Det, nye unge lærere har brug for er et ordentligt stort klasselokale. Det var virkelig en fejl, vi gjorde”, konstaterer Carl Bagge, der har svært ved at se 28 elever inde i de små klasselokaler.
Carl Bagges væsentligste indvendig mod resultatet af nybyggeriet er, at bygningerne ikke samler, men spreder og dermed skruer ned for for både elev- og lærerdemokratiet. Lærerfællesskabet med unge og gamle fra alle klassetrin mødes ikke i frikvartererne og diskuterer pædagogik og hinandens gode ideer. I stedet er magten samlet på kontoret, og det er en fejl, mener Carl Bagge, der er tidligere formand for de københavnske skoleledere.
Den uendelige knopskydning
Skolen på Islands Brygge har vokset sig større og større gennem en lang og til tider vanskelig periode. Der har ikke været en samlet helhedsplan, som det fx var tilfældet med Utterslev Skole. Nøhr og Sigsgaard fik den uklare opgave at udbygge skolen, så den kunne være 3-sporet, men også 4-sporet hvis det skulle blive aktuelt, og aktuelt blev det først et stykke inde i byggeprocessen, så der skulle tænkes hurtigt.
Knopskydningen er siden fortsat med en også problematisk midlertidig pavillonbygning til indskolingen. Også arealmæssigt er der sket en skridt for skridt-udvidelse, der i dag danner en meget aflang grund. Den lange strækning fra den ene ende til den anden må i nogen grad tilfredsstille de ansattes behov for daglig motion, men samtidig står afstandene i kontrast til skolens oprindelige idealer om nærhed og fællesskab.
Et heftigt boligbyggeri i Brygge-området har de senere år øget børnetallet ganske betydeligt, og netop nu planlægger man at gøre Skolen på Islands Brygge 7-sporet med en ny udskolingsafdeling et pænt stykke længere ude ad Artillerivej i nr. 126, hvor Skolebibliotekscentralen tidligere havde til huse og desuden Center for Informatik. Også denne udtjente kolos af en betonbygning bærer på en traumatisk fortid, og mon ikke den skal rives ned, før matriklen får en ny chance? Det skal den, forlyder det.
7-sporede skoler? Alene elevtallet får associationen til skolefabrik til at tone frem på den indre skærm. Sjældent hører man i dag den to-sporede skole, hvor alle kender alle, forsvaret af andre end de mange forældre, der melder deres børn i privatskole. De siger, det handler om tryghed, overskuelighed og kortere skoledage.
Læs del 2 af singlen Om tyve års skolebyggeri i Københavns Kommune
Manglende vedligeholdelse medførte, at der var løse tagsten og rådne vinduer, som blev skruet fast for ikke at falde ned i skolegården. I del 2 kan du læse om de københavnske skoler i frit (for)fald gennem 20 år. Arkitekturen, skolerne og ikke mindst byggeriet skulle finde hinanden, da der kom gang i renoveringer og nybyggeri. Skolelederen blev en slags pædagogisk byggeleder. Arbejdsmiljøet kom på hårde prøver, men flere skoler fandt udveje og fik vellykkede resultater.