Fagfornyelsen

Folkeskolens fagplaner skal ændres. Den målstyrede undervisning skal ud, og undervisningen skal igen tage afsæt i folkeskolens formål. Samtidig er der en proces i gang med at lempe på de mange mål i fagene, så lærerne får mere frihed i undervisningen, mens de nye fagplaner udvikles.

Men hvordan kommer vi fra et årti med individuelle læringsmål til en undervisning, der tager udgangspunkt i formål, fællesskab, fordybelse og inddragelse?

Det gør vi ved, at lærerne drøfter fag og fagdidaktik sammen. For fagplanerne er lærernes værktøj. De hører til kernen af lærerprofessionen og er nøglen til god og relevant undervisning.

Fire møder om de nye fagplaner

Københavns Lærerforening inviterer til i alt fire medlemsmøder om de nye fagplaner. Følg med her på siden, hvor vi løbende lægger nyt om fagfornyelsen op - bl.a. datoer for de kommende møder. 

Vi holdt opstartsmøde med Lene Tanggaard, Mads Olrik og Thomas Illum tirsdag den 28. april. Her fortalte Lene Tanggaard om, hvad de nye fagplaner betyder for skolen og lærerne, og hvorfor det er vigtigt at gribe muligheden. Thomas Illum fortalte om intentionerne bag fagplanerne, og hvad den ændrede forståelse af mål og indhold kommer til at betyde i praksis. Og Mads Olrik gav et billede på lærernes unikke faglighed og pædagogiske arbejde, når det gælder om at nå og forstå eleverne. Læs artiklen fra opstartsmødet her.

Første netværksmøde den 21. maj

Det første netværksmøde - fandt sted i KLF torsdag den 21. maj. Her hørte deltagerne oplæg fra Dorte Lange, lærer og konsulent i UBU-partnerskaberne, og Thomas Ziegler Larsen, leder på Naturcenter Amager Strand, medforfatter af Manifest for et andet naturfag og vært på ‘Naturfagsdidaktiske Nuancer’. Herudover var der videndeling omkring fagfornyelsen, og deltagerne så råudkast til de nye fagplaner.

Andet netværksmøde den 24. august

Det andet netværksmøde finder sted den 24. august fra kl. 16.30-18.00. Her er der oplæg om elevinddragelse fra Ida Geertz-Jensen, Dansklærerforeningen og John Rydahl, Folkekirkens Skoletjeneste Kbh.- Frb. Mere information følger. Mødet finder sted hos KLF, Frydendalsvej 24, Frederiksberg.

Du kan sagtens deltage i netværksmødet, selvom du ikke har været med til det første netværksmøde.

Tredje netværksmøde den 19. oktober

Det tredje netværksmøde finder sted den 19. oktober fra kl. 16.30-18.00. Her er der oplæg om eksterne læringsmiljøer og teknologiforståelse fra Merete Carlson, leder af Skoletjenesten, og Lars Bo Andersen, forsker på Københavns Professionshøjskole. Mere information følger.  Mødet finder sted hos KLF, Frydendalsvej 24, Frederiksberg.

Følg med her på siden, hvor der kommer mere information om fagfornyelsen.

Læs mere om Fagfornyelsen på Børne- og Undervisningsministeriets hjemmeside