Kære Frank Jensen,  Jesper Christensen,  Anna Mee Allerslev og Carl Christian Ebbesen!

Københavnerfortællingen beretter nu også om de mindre fortryllende sider af København. Det handler om sociale uligheder og børn, der på grund af deres herkomst ikke har de samme muligheder som andre, og som derfor har brug for ekstra opmærksomhed. Det er vel også dét, der menes med, at byen skal være børnenes by, og at der skal satses på chancelighed overalt i institutioner, skoler, sundhedspleje osv. Det er vi varme tilhængere af.

I over 100 år har Københavns Kommune og Københavns Lærerforening arbejdet sammen om at sende tusindvis af børn på feriekolonier de skønneste steder i landet. For mange børn er det stadig i dagens Danmark deres eneste ferie uden for byen. I år kom 3.455 børn afsted, mens 735 kom på venteliste. Det er ikke tilfredsstillende, at der er så mange, der ikke kommer med. En forudsætning for at vi kan sende flest muligt børn afsted er, at kommunen øger sit bidrag med 1 mio. kroner ud over de bevilgede 11,2 mio. kroner. Det er et delresultat af den analyse, som BUF og vi i fællesskab har udarbejdet.

I samme analyse betoner forvaltningen den enorme betydning af skolekolonier, altså feriekolonier, hvor bemandingen består af lærere fra den pågældende skole. Det har i år været vanskeligt at rekruttere lærere på grund af den kortere sammenhængende ferie. Problemet vil sandsynligvis blive endnu større næste år, hvorfor skolekolonier med deres store betydning for sammenholdet på skolerne og lærernes kendskab til børnene – især de mest udsatte – vil risikere at blive en saga blot. BUF og KLF/Kolonierne har arbejdet med en kompensationsmodel for at engagere flere lærere. Modellen koster 1 mio. kroner og yder blot erstatning svarende til mindre end tre dage. Hvis vi ikke lykkes med at få lærerne med, skal vi i stedet bruge pengene til aflønning af ikke-lærere, hvis aflønninger er dobbelt så dyre.

Med den medvilje og forståelse for betydningen af at kunne sende flest muligt børn afsted på de livgivende feriekolonier, som vi oplever blandt politikere, appeller vi til jer om i budgetforhandlingerne at finde de 2 mio. kroner, det koster at sikre dette.

Venlig hilsen

Jan Trojaborg

 

 

Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.