KLF’s tillidsrepræsentanter var indkaldt til ekstraordinært møde mandag 28. januar med regeringens udspil til ny folkeskolereform og situationen omkring OK 13 på programmet.

DLF-formand Anders Bondo Christensen fortalte om den spegede situation, dens muligheder og risici.

Anders Bondo lagde ud med at beskrive regeringens hemmelige forhandlinger om en ny reform for folkeskolen.

Den er foregået mellem fire ministre, og et internt notat, som DLF er kommet i besiddelse af, omtaler konkret, at reformen overvejende skal finansieres af lærernes arbejdstid.

”Det er en meget direkte indblanding i vores overenskomstforhandlinger,” fastslog Anders Bondo og lagde ikke skjul på, at DLF kræver den danske model respekteret. Den går ud på, at en overenskomstfornyelse aftales mellem arbejdsmarkedets parter uden en regerings indblanding.

”Det der foregår nu, er en total afmontering af det danske aftalesystem”, sagde Anders Bondo.

Om forhandlingerne med Kommunernes Landsforening om OK 13 sagde DLF-formanden, at KL hele tiden talte om en såkaldt normalisering af lærernes arbejdstid, men det betyder i virkeligheden ’ingen aftale’.

De forhandlinger han havde været til indtil nu, havde været go’dag-mand-økseskaft. Derfor havde han bedt om KL’s forslag skriftligt, men det havde KL endnu ikke været i stand til at levere.

Trods KL’s fremfærd fornemmede Anders Bondo, at der var flere og flere borgmestre rundt om i landet, der var ved at få kolde fødder, fordi de faktisk er glade for A08-arbejdstidsaftalen og den fleksibilitet, den rummer.

Flere kommuner er da også i fuld gang med at indgå nye A08 baserede aftaler for det kommende skoleår, og han opfordrede KLF’s tillidsrepræsentanter til at fortsætte presset på politikere for at sige nej til KL’s planer.

Anders Bondo pegede også på den risiko, som en obligatorisk indførelse af heldagsskolen vil være for folkeskolens overlevelse. Mange elever vil flygte til privatskoler, hvis de får pligt til at tilbringe eftermiddagen på deres folkeskole. De velfungerende elever vil naturligvis holde fast i deres frivillige aktiviteter og småjobs om eftermiddagen.

Bondo understregede, at DLF ikke har nogen planer om konflikt, men appellerede i stedet til, at KL indgår i reelle forhandlinger.

KL’s krav om så mange undervisningstimer som muligt til eleverne afvises af den ene forsker efter den anden. De lægger ligesom lærerne vægt på, at kvalitet i undervisningen er langt vigtigere end kvantitativt mange lektioner. Og kvalitet kræver naturligvis en rimelig forberedelsestid.

Flere tillidsrepræsentanter havde lejlighed til at få spørgsmål besvaret af DLF-formanden, der også antydede nogle retninger for de strategier, der blev overvejet i det kommende forhandlingsforløb.

Gruppearbejde om aktioner

På TR-mødet var der også distriktsvise gruppearbejder om de kommende aktioner. En demonstration finder sted foran Københavns Rådhus torsdag 7. februar.

Nogle skoler har aftalt fælles mødested og følges derefter til Rådhuspladsen – spørg din tillidsrepræsentant om mødetid og –sted.

Vigtigt at du møder op - også forældre der støtter deres børns lærere er meget velkomne. På Råhuspladsen bliver der taler og underholdende indslag, og signaturerne fra den underskriftindsamling, der er i gang nu, bliver overbragt Borgerrepræsentationen, der holder møde lige efter aktionen.

Hovedkravet fra de københavnske lærere er, at vores borgmestre skal tale KL imod – vi siger nej til tvungne heldagsskoler!

pg

Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.