Gasværksvejens Skole blev vinder af ´Det Fuldendte Måltid´ og beskrevet som sindssygt megadygtige ved københavnerkøkkenernes 'Oscaruddeling'.

"At spise sammen giver fællesskab, giver glæde og nydelse, og netop nydelsen har været nedtonet", sagde gastronomisk dommer Kathrine Klinken til de 250 gæster ved Madhusets Diplomfest i festsalen på Københavns Rådhus 21. november.

Og sikke en nydelsesfuld festaften det blev for alle de dedikerede madkunstnere fra børneinstitutioner, skoler, kantiner og plejehjem.

Der blev dystet i 6 kategorier fra ´Det Bæredygtige Måltid´ til ´Den Værdifulde Vært´.

"På Gasværksvejens Skole foregår der noget helt særligt. Sammen med elever skaber kokkene Herman Fagerlund og Mikkel Hansen mere end 300 dejlige måltider dagligt, og det er tydeligt, at der her arbejdes med både udvikling af madmod, maddannelse og madkultur".

"Maden er af høj kulinarisk kvalitet med stor variation og omtanke for råvarekvalitet. Elever og lærere arbejder sammen om at skabe gode rammer for måltiderne og har skabt et livligt og rart spisemiljø med en hyggelig og inspirerende atmosfære, der summer af madglæde."

"Gasværksvejens Skole formår på beundringsværdig vis at gøre maden til en væsentlig del af skolens hverdag og har gjort skolemadsdrømme til virkelighed."

Denne flotte bedømmelse gjorde skolen til vinder i sin kategori. Lærer Lisbet Funch tilføjer, at skolen nu arbejder med emner i madlavningen og således netop nu kører et tema om opdagelsesrejser.

Maden gøres derved til en del af den øvrige undervisning, hvor opdagelsesrejsendes madlavning i 1400 tallet genskabes i kantinen, så eleverne får smagsoplevelser, der kædes sammen med viden om de forskellige lande og deres kulturer. Beskøjter får derved en helt anden nærværende betydning, og børnene lærer nyt ved at spise nyt.

Der blev sagt mange smukke ord og med god grund takket vidt og bredt. Det gjaldt også de fire borgmestre, der kastede glans og vid over det storslåede arrangement.

De blev rost for at vise mod og for skaffe penge og skabe arbejdspladser, så København er i front med en økologiprocent på 75 procent, hvilket er ikke mindre end verdensrekord. 60.000 københavnere får hver dag gode, sunde måltider på 900 forskellige arbejdspladser.

Strålende festmiddag

Festmiddagen levede helt op til skåltalerne med confiteret havtaskehale som forret, ikke færre end 4 hovedretter med bouillon som vor mormor lavede den, braiseret kalvetværreb, cornetto med svampe og pølse med surkål. Desserten var prikken over i´et, æbleterrin med mælke- og nougatiscreme. Det fås næppe bedre på en privat toprestaurant.

Alle disse herligheder stod Madhuset for med Radio Glad som assistenter, og som sædvanlig levede huset med deres høje ambitionsniveau op til de opskruede forventninger med Landbrug og Fødevarer og Økologisk Landsforening i ryggen som sponsorer.

Der er sammenhæng i madsatsningen, for ud over at hædre alle de gæve mennesker, der skaber en oplevelsesrig hverdag, er der udgivet et flot hæfte med 1.750 køkkenportrætter taget af fotografen Brian Berg. Der er også serveret en seværdig udstilling på Københavns Museum.

Formand for Madhusets bestyrelse Rasmus Kjeldahl rundede aftenen af ved at slå fast: "København er stolt af jer, og I kan være stolte af jer selv".

UG med kryds og slange til alle de mange medvirkende, der skaber visioner og realiserer drømmene.

 Troja

Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.