"I bagklogskabens klare lys kan jeg dog konstatere, at selvom man praktisk talt vakuumpakker et rum med lamineringsmaskinen og gennemtænker alt til mindste detalje, bliver man aldrig helt klædt på til at stå face-to-face med 64 syvårige børn."

Komplet og dramatisk identitetsskift! Lidt ligesom Clark Kent, der går ind i telefonboksen og bliver til Superman. Bare helt, helt...helt omvendt!

En lærer med overskud, store ambitioner, styr på årgangen, relationerne i orden, fedt samarbejde, fart på, ideer der nærmest sprøjtede ud, og i det hele taget pænt godt kørende, går på sommerferie og er - naivt fortrængende i hjertet - stadig mellemtrinslærer.

Jesus!! Man skulle måske have brugt lidt mere tid på mentalt at indstille sig på det forestående: Min nye tilværelse som indskolingslærer på 1. årgang. Ja, jeg har prøvet det før! Men der var jeg helt grøn fra seminariet og havde ikke fundet mine ben at stå på som lærer, og selvom det selvfølgelig giver én visse fordele at have nogle år på bagen, så kommer det sgu bag på mig, hvor dybt en lærer-identitet kan sidde. 

Det er den ene side af det, og den anden side er, hvor vanvittigt meget forberedelse det kræver at starte helt forfra. Her har jeg næsten savnet den lidt famlende tilgang, man har som ny-udklækket lærer, da det ikke just gør det nemmere at have en helt klar vision og veldefinerede ambitioner.

Jeg var så træt allerede efter forberedelsesugen, hvor vi i bedste skruebrækkerstil måtte sætte faglig stolthed over Forståelsespapiret og køre igennem flere dage til kl. 19.

Mandag morgen kl. 8.00 mødte alle 1. klasseelever op med deres forældre i den ene hånd og en fin potteplante i den anden. Vi var SÅ klar og på toppen over, at vi kunne præsentere et læringsmiljø, der i al sin laminerede glans brillerede med både lytte-zone og læse-zone, UgeskemaRevolution, fine værksteder, navneskilte, navneklodser, gulvtavler og hele pivtøjet.

I bagklogskabens klare lys kan jeg dog konstatere, at selvom man praktisk talt vakuumpakker et rum med lamineringsmaskinen og gennemtænker alt til mindste detalje, bliver man aldrig helt klædt på til at stå face-to-face med 64 syvårige børn.

Man får lynhurtigt et usigeligt anstrengt forhold til sin egen stemme, og det er lidt svært at tage sig selv seriøst, når man står og klapper som en andel jubelidiot ti gange i træk for at få ro. Et godt gammeldags pift, af de helt skingre, kan i mange situationer virke som en bedre løsning, omend det pædagogiske argument for metoden er tvivlsom. MEN man får sgu en del street-credit ud af det, og det skal man ikke undervurdere. 

Er i skrivende stund ydmyg helt ind til benet over opgaven og træt ud i yderste led.

Seriøst!! Vi er derude i underskudspuljen, hvor spelt-boller, kunstfærdig fondantkage og den vildeste skattejagt for at fejre min otteårige søns fødselsdag blev til 11 stk. Happy Meals på McD., ”flaskehalsen peger på” og gaver pakket ind i sølvpapir.

14 dage er nu gået, og det, som for kort tid siden virkede som et kaos-inferno af ukendte børn med snotnæser, der var helt og aldeles upåvirkelige over for klap og andre krumspring, er blevet til en flok velkendte, søde og sjove unger.

Jeg har fået 1000 kram af små arme og har fået lov til at hive Lausts tand ud. Det kan noget.

En ny identitet er under opbygning. Det bliver skide godt.

Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.