Er du også blevet i tvivl om, hvad en MUS-samtale egentlig er? Har du styr på, hvilke ord under Æ, Ø og Å en lærer bør kende? Klaus Møller har lavet første udkast til en overlevelsesguide for lærere.

Folkeskoleparlør for begyndere, del 1.

Ny i skoleverdenen? Forvirret? Fortvivl ikke – KLFnet bringer hermed første del af et opslagsværk, der kan være forskellen på succes og fiasko.

I fagterminologiens frodige jungle farer selv erfarne globetrottere nemt vild. Forkortelser, lokale særpræg, indforstået slang og antikviteter i stedet for værktøj. Det er ikke dig, der er noget i vejen med. Det er svært.

A

ADHD Bredspektret forståelsesmodel for elever, der ikke har de tomme øjne, man typisk ser hos marcherende, nordkoreanske soldater.

B

Bevægelse i undervisningen Uimodsigeligt god idé, der i praksis forvandles til ustandselige afbrydelser af læringsflow og en galaktisk strøm af elevkonflikter.

C

Cooperative Learning Nyreligiøs bevægelse fra sidste århundrede med klare præg af hjernevask. Kendetegnet ved medlemmernes umættelige behov for at udbrede budskabet til de vantro. I dag tvunget i knæ af nyere buzzwords som læringsmålstyret undervisning og Ugeskemarevolutionen.

D

Dannelse Svær at måle i kvantitative undersøgelser og derfor lydløst afviklet som skoleopgave over en årrække.

E

Elevråd Alibi for elevdemokrati, der effektivt luller eleverne ind i den illusion, at en vælger har indflydelse på sin hverdag og omverden. Fornemmelsen vil føles bekendt, når de senere deltager i rigtige folkeafstemninger.

F

Fleksibel Det, man er, hvis man er indstillet på at kaste faglighed, værdighed, stolthed og ambitioner overbord for at tækkes stadigt skiftende krav, hvoraf ingen beviseligt gør positiv forskel.

G

Google Søgemaskine, der gør det muligt for elever at aflevere opgaver, som de har stjålet på internettet. Samtidig gør den tyveriet utroligt let at opklare, og er på den måde et ideelt eksempel på informationssamfundets ubøjelige vilje til hver dag at blive et lille hak dummere end dagen inden.

H

Hån Den følelse, der manifesterer sig i øjenkontakten med din borddame, når du fortæller, at du er folkeskolelærer.

I

IT i undervisningen Tiårige børn med mobiltelefoner til 6.000 kr. distraheres med få minutters mellemrum af Snapchat, Facebook, Instagram og forældre, der ringer og sms’er i skoletiden. Jeg kan virkelig ikke se, hvad problemet er.

J

Ja-hatten Beklædningsgenstand, der signalerer ringe modstandsdygtighed over for meningsløse diktater fra mellemledere. Forveksles ofte med det hvide snit.

K

Kontaktforældre Kodeord, der øjeblikkeligt skaber ro på forældremøder i kombination med sætningen ”Er der nogen, der melder sig til at være…?”

L

Læringsmålstyret undervisning Denne sæsons hippeste buzzword og dermed dømt til snart at ligge øverst i bunken på de pædagogiske idéers mødding.

M

MUS-samtale Vandtæt alibi for topstyring, der sætter dig skakmat i enhver diskussion med skolelederen, som altid kan referere til MUS, hvor du i et øjebliks uopmærksomhed kom til at smile nervøst og nikke lidt, mens han sagde noget om Lucia-optog, skolepatrulje og tysk i 9. klasse.

N

Nationale test Meningsløs skoleaktivitet med minimalt fagligt udbytte og samtidig såkaldt ”gode timer”, hvor læreren uden overanstrengelse kan overskue en pacificeret masse af elever, der er skrækslagne for at dumpe i skolens vigtigste fag: Test.

O

Ordensduks Elev, der en uge ad gangen møder hver morgen til bebrejdelse fra klassekammerater, rengøringspersonale, pedel og klasselærer, fordi han ligesom klassens øvrige elever har glemt at lukke vinduerne og gå ned med skraldeposen i et øjebliks euforisk lettelse over, at den otte timer lange skoledag er slut.

P

Printer Gammelt indiansk ord for storskrald. I visse myter og sagn beskrevet som apparat, der udskriver papir. Af videnskaben opfattet som overtro. 

R

Refleksvest Beklædningsgenstand, der med lige stor succes kan anvendes af gårdvagter og lockoutede lærere.

S

Skemakit Kristendomskundskab.

T

Den Tværfaglige Støttefunktion (Tidl. PPR/Pædagogisk Psykologisk Rådgivning) Kommunalt organ, hvis fornemste opgave er at forhale enhver proces i en sådan grad, at ingen impliceret part fristes til at henvende sig igen. Som maskinen, der er beregnet til at slukke sig selv. (Se video for eksempel)

U

Ugeskemarevolutionen – se Læringsmålstyret Undervisning.

W

Wi-fi Uomgængelig forudsætning i alle aspekter af skolens drift. Virker ikke.

X

Xanthippe Hustru til Sokrates i antikkens Grækenland, hvis vigtigste egenskab er evnen til at optræde i alfabetiske fortegnelser under bogstavet X.

Z

Ziegler, Michael Dansk politiker. I ledtog med Bjarne Corydon og den bukkefodede selv. 

Æ

Ændring af opgaveoversigt Stort no-go i skoleledelse. Det anbefales oppefra blot at ændre opgaverne; ikke oversigten. 

Ø

Øvrig tid Forældet betegnelse for udmålingen af en lang række opgaver, der ikke længere honoreres, men fortsat løses.

Å

Årsplan Velformuleret og flot layoutet oversigt over en række undervisningsforløb, der aldrig kommer til at finde sted. Lærerens vigtigste våben i den kolde krig, der kaldes skolehjemsamarbejdet.

 

Er der ord, som du mener mangler i 'Ordbog for lærere'? Skriv dem ind i kommentarfeltet – enten her på siden eller på Facebook. Tak for input! 

Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.