Om sommeren er Københavns Lærerforenings Kolonier fyldt med børn og voksne fra de københavnske skoler. Resten af året plejer kolonierne også at være lejet ud til private arrangementer, med nærmest fuld belægning i alle weekender.
Sådan har det selvsagt ikke været det seneste års tid. Mange kolonier har stået tomme i lange perioder, lige siden nedlukningen af landet sidste forår.
I 2020 kostede det 6,1 millioner kroner i tabte indtægter. Indtil videre i 2021 har det kostet knap 1,9 millioner kroner. Altså cirka otte millioner samlet.
“Fra at have haft en rigtig god økonomi, er koloniernes økonomi nu hårdt presset. Det er vores kassekredit, der står for skud lige nu,” siger forretningsfører Søren Freiesleben.
Bliver kun kompenseret for udgifter
Sidste sommer forløb ellers nogenlunde normalt for kolonierne. Cirka 3200 børn var afsted på sommerkoloni, hvilket ikke er meget langt fra det normale antal. Det lykkedes nemlig at afholde de fleste kolonier med under 50 personer, inklusive voksne, som var den maksimale forsamlingsstørrelse i sommer.
Men udlejningerne, som er et bærende element i koloniernes økonomi, styrtdykkede i løbet af året. Forsamlingsforbud og sundhedsmæssige retningslinjer holdt de fleste fra at leje en koloni. Det løb altså op i tabte indtægter sidste år på cirka seks millioner kroner. I kompensation modtog kolonierne sidste år godt 600.000 kr.
“Vi bliver kun kompenseret for de faste udgifter. Det er langt fra det beløb op til, hvad vi ville have tjent. Vi kan heller ikke få nogen lønkompensation, fordi alle er timelønnede. De få, vi har fastansat, har vi stadig brug for, for eksempel vores tømrer. Der skal stadig laves reparationer, selv om kolonierne ikke bliver brugt,” siger Søren Freiesleben og tilføjer:
“På kolonien på Thorø har vi også fastansatte, fordi der er dyr. Og dyrene skal jo passes, så der kan vi heller ikke sende folk hjem.”
Kan blive nødt til at sælge
Det er før set, at kolonierne har været nødsaget til at sælge en koloni på grund af dårlig økonomi. Det ville være rigtig ærgerligt, siger forretningsføreren.
“Der er allerede 4000 børn skrevet op til sommerkoloni i år. Det er faktisk endnu flere, end der plejer at være. Børnene har brug for at være sammen med deres kammerater på koloni. Og så ville det jo være rigtig kedeligt, hvis vi blev nødt til at sælge kolonier,” siger han.
Han er også bekymret for den onde spiral, som det kan ende ud i, hvis kolonierne fortsat taber indtjening på udlejning.
“Så har vi ikke råd til at lave reparationer, og så fremstår kolonierne ikke flotte. Den slags har folk ikke lyst til at leje, hvilket fører til endnu færre udlejninger.”
Mange af de 29 kolonier rundt omkring i landet er nemlig gamle og kræver reparationer. Den seneste tid har der for eksempel været en del problemer med huller i tagene, og den slags skal man helst lave med det samme, så det ikke skaber yderligere skader og bliver endnu dyrere.
I 2020 fik kolonierne dog en hjælpende hånd i form af momstilbagebetaling og tilbagebetalte elafgifter, der i alt løb op på 3,6 millioner kroner. Det sørgede for, at bunden ikke blev slået helt ud af økonomien sidste år. Men forretningsføreren håber snart på bedre tider.
“Det ser ikke godt ud med det tab, der allerede har været i 2021, og det ser ikke ud til at blive anderledes i de nærmeste måneder. Men jeg håber meget på, at der er styr på vaccinationer til efteråret, så vi kan begynde at udleje normalt igen,” siger Søren Freiesleben.
Denne artikel og tilhørende indhold udtrykker ikke nødvendigvis KLF´s synspunkter. Læs mere.
Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.
Vær den første til at kommentere