Studieværtsnisserne inviterer elever i studiet, spiller banko med hele skolen, sender julemusik og brun-kage-aroma ud gennem højtaleranlægget. Men juleradioen har også en faglig profil.

Tekst og foto: Peter Garde

Christian, Preben, Svend-Åge og nissepige Mette alle iklædt nissehuer afstår fra de bløde møbler på lærerværelset og sætter sig til rette i venteværelset til kontoret, der er indrettet som julestudie med brunkager, clementinere og stearinlys på bordet.

Jujleradioen sender direkte hver dag klokken 11.15 til 11.30 ud i alle lokaler gennem skolens velfungerende højtaleranlæg. Gennem de store ruder til studiet skæver skolesekretærerne ind, og skoleinspektør Leif Gudman Rasmussen er også med på en diskret kigger. Det er her, det foregår.

Direkte fra studiet

En bjældeklang-jingle indleder, og så tager studieværten fat:

”God rigtig hjertelig velkommen. I lytter til Kirsebærhavens juleradio. Den gode julestemning er ved at brede sig. Det er blevet så hyggeligt at komme i skole, selv om stormen rasede. Vores gode gamle skole står endnu”, lyder det fra nissevært, skolebibliotekar og it-vejleder Christian.

Dagens tema er mandelgaven, der netop er nissepige Mettes speciale, idet hun skrev bacheloropgave om mandelgaver, og hendes sagkundskab fremgår tydeligt af de detaljerede forklaringer.

En særlig udfordring og en bacheloropgave værdig er det jo, at mandelgaver skal kunne falde i god jord hos både unge og gamle, med mindre der fifles med vinderchancerne.

Preben leverer en reportage fra den forfærdelige storm, som han var ude i den foregående dag. Et voldsomt uvejr spreder sig gennem højtalerne ud i alle hjørner af skolen med de uendeligt lange gange.

Preben beretter råbende midt ude i det frådende uvejr om grene og andre genstande, der fyger i luften. Cykler og skraldecontainere flyder overalt, beretter Preben, mens han forsøger at overdøve blæstens piven og rusken.

Mette har derefter et lyrisk indslag om julestjerner i alverdens farver. Der er en skandalehistorie fra 9.u, hvis klasselærer er mistænkt for julebestikkelse i en penibel juleskandale.

Og til sidst er der besøg af to piger fra 4. klasse, der trækker bankotallene – og hvis der er vindere ude i klasserne, må de straks ringe til kontoret, så kommer de direkte igennem.

Nye veje for fagligheden

Juleradioen har sat skolen på den anden ende, ikke mindst den dag, hvor der blev udstedt forbud mod musetrapper og guirlander, og en lærer derfor brød hulkende sammen i studiet, nedbøjet over at møde så meget ondskab i julemåneden.

Det måtte være en drillenisses værk, og det var noget, der satte sindene i kog og skærpede engagementet blandt de 600 elever.

Det med banko-tallene er heller ikke helt nemt, og flere elever har måttet lære tal og spilleregler the hard way for åben mikrofon, men nisserne sørger for, at det bliver et positivt fagligt løft, så de medvirkende går fra studiet i julehumør.

Netop den faglige vinkel har optaget pædagogisk afdelingsleder Hanne Møller Pedersen:

”Man kan jo videreudvikle julekonceptet til formidling på mange områder. Eleverne kan sende deres rap-numre, indskolingen kan fortælle historier og mellemtrinnet kan læse eventyr. Der er mange muligheder”, siger Hanne Møller Pedersen, der er optaget af, hvordan faglighed kan udvikles ad nye veje, som vi ikke lige tænker på i dag.

Hun har fx bemærket, at alle medvirkende i radioudsendelserne gør sig virkelig meget umage, så set up’et forstærker elevernes motivation og kvaliteten i deres præstation.

”Teknikken er med til at udfordre elevernes kreativitet, og de mange små opgaver, som produktionen indeholder, fx at producere en jingle, gør dem glade og stolte”, fortæller hun.

”Roller og opgaver kan gå på skift, og eleverne udvikler deres færdigheder i at formidle. Der ligger mange gevinster at hente med en teknik, som det kun kræver få midler at komme i besiddelse af.”

Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.