Forårssolen skinner skarpt, men venligt ned på Christiansborg Slotsplads onsdag formiddag, mens aktionerende lærere fra de københavnske skoler indfinder sig med bannere og skilte. I dag er der ingen stivfrosne fingre.
Skolerne fra Indre By og Østerbro er på skift på pladsen. Lærerne skal forsøge at komme i snak med politikere, når de passerer forbi, og allerede ved 11-tiden kommer et kendt ansigt fra Christiansborg og styrer over mod Finansministeriet.
KLF spotter centrale ministre
Margrethe Vestager smiler bredt, da hun bliver passet op af lærer Camilla Westtoft fra Den Classenske Legatskole.
”Hvornår stopper I lockouten?”, spørger Camilla, men det ved økonomi- og indenrigsministeren ikke, så Camilla giver hende nogle gode argumenter for at gøre noget.
Camilla forklarer, at lærerne er rigtig kede af det, og nu vil de altså gerne se deres elever igen. Faktisk er det her jo spild af tid.
Da skatteminister Holger K. Nielsen toner frem på Finansministeriets trappe, sætter Kjell Nilsson fra Den Classenske Legatskole og KLF’s bestyrelse fuld fart på sine lange ben.
”God dag. Hvad mener du om, at Kommunernes Landsforening vil afskaffe vores forhandlingsret?” spørger Kjell.
”Det tror jeg ikke, der er noget om”, svarer skatteministeren, mens han skuer ud over pladsen fra Finansministeriets trappe. Kjell følger op:
”Jo, KL vil afskaffe forhandlingsretten og arbejdstidsaftalen, og Moderniseringsstyrelsen har skrevet til gymnasierektorerne, at de ikke må bruge deres ledelsesret til at indgå lokale aftaler med gymnasiernes tillidsrepræsentanter. Hvad synes du om det?”
”Det har jeg ingen kommentarer til,” svarer Holger K.
”Men har du en holdning til det?”
”Jeg har masser af holdninger,” svarer Holger K.
”Men hvorfor må vi ikke høre din holdning til det?”. Kjell giver ikke op.
”Fordi jeg skal videre til noget andet,” svarer Holger K. og sætter sig ind i ministerbilen.
”Jamen, så hører vi gerne en dag, når du har tid,” når Kjell lige at råbe, før døren smækker.
Rundvisninger på Christiansborg
Onsdag 17. april til fredag 19. april er der dagligt flere rundvisninger på Christiansborg for lærere, der ikke har et arbejde at passe. Det er især MF’ere fra Enhedslisten, der stiller op, og de gule bånd med ’LOCKOUT’ pynter på de lange gange.
Der er plads til 30 personer på hver rundvisning, der varer en times tid.
Rosa Lund, Enhedslisten, fortæller stort og småt om de malede portrætter af tidligere statsministre. Vi kigger ind i Landstingssalen, grundloven beundres i Vandrehallen, og nogle kendte ansigter søger at smyge sig forbi de ret mange grupper af besøgende.
Vi når lige et kvarters tid i Folketingssalen, hvor Rosa fortæller om arbejdsgange, partiernes placering og MF'ernes placering i salen.
Lockout-orkesteret
Efter rundvisningen modtages holdet af Lockout-orkesteret, der har taget opstilling ude på pladsen. Orkesteret spiller hver dag kl. 13 på pladsen.
En pæn stor gruppe lærere er mødt frem i dag. Musikerne spiller nye numre og lægger som sædvanlig en festlig stemning om aktionen.
pg
Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.
Vær den første til at kommentere