Den svære samtale

”Vi har en opmærksomhed på det.” Det er en vending, der går igen, når man taler med Camilla Semlov om, hvad skolen og lærerne kan signalere over for familier, der står midt i noget af det sværeste, der kan ske: skilsmisse. Betydningen af, at skolen og lærerne har blik for den vanskelige situation, eleven og elevens familie står i, kan ikke overvurderes, mener hun. ”Det er en svær samtale,” medgiver Camilla Semlov, ”og som lærer kan man føle, man blander sig utidigt i noget. Det, der er tricket, er bare at gå ind i det, at turde sige det højt og stille de svære spørgsmål. Jo sværere det er at spørge, desto sværere bliver det også at svare,” fortæller Camilla Semlov, der er familierådgiver og har arbejdet med skilsmissefamilier siden 1999.

Lærernes håndsrækning skal helst komme så tidligt som muligt. For selv om forældrene måske ikke selv har rakt ud efter skolens hjælp, så betyder det diskrete signal om, at læreren er bevidst om situationen og opmærksom på barnet, ”at forældrene bliver mere trygge tidligt i forløbet og ved, at lærerne har skabt en åbning, som gør det lettere at kontakte dem senere, hvis det bliver svært,” siger Camilla Semlov. Det lyder jo nemt nok – men at det er sværere end som så, oplevede hun selv, da skilsmissen ramte hendes egen kernefamilie og hun pludselig stod over for at skulle bryde sin søns hverdag og faste rammer op. Den smertelige erkendelsesproces, der fulgte, har hun beskrevet i bogen ”Det næstbedste,” hvor hun kombinerer sine egne oplevelser med sine professionelle erfaringer med, hvordan man skaber en helstøbt tilværelse for sit delebarn, når nu det bedste ikke længere er muligt.

I forsøget på at finde den bedst tænkelige løsning for sin dengang 4-årige søn, Emil, satte Camilla Semlov sig for at forsøge at finde ”den gode historie med de positive eksempler”, og dem ser hun heldigvis mange af i sit arbejde. Rigtig mange familier bliver i dag ”skilt på den gode måde,” som hun siger, men derfor kan der godt komme en reaktion hos børnene alligevel. Og her bliver samarbejdet mellem skolen og hjemmet vigtigt. ”Jeg ved godt, det lyder lidt klichéagtigt, men det er så utrolig vigtigt at få talt med børnene og forældrene, så snart man ser barnet reagere – også hvis forældrene ikke selv har taget ansvar for at kontakte lærerne,” siger Camilla Semlov.

De typiske signaler hos et skolebarn, der er tynget af bekymringerne om forældrenes skilsmisse kan være, at de trækker sig og falder lidt hen – ”og det synes jeg faktisk, de skal have lov til, for de er jo i en sorgproces,” understreger Semlov – eller det kan også være kortere lunte og flere konflikter med andre børn eller lærere. ”Børn er forskellige og kan klare forskellige ting. Det vigtigste er ikke at problematisere, at barnets adfærd ændrer sig, men at se det som noget naturligt,” siger hun.

Når skolen så tager initiativ til et samtaleforløb mellem skilsmissefamilien og en familierådgiver som Camilla Semlov, drejer det sig om at finde nogle konstruktive løsninger, der kan bringe barnet i trivsel. ”Det, jeg tit tager udgangspunkt i, både når jeg snakker med lærerne, med forældrene og med barnet, er: Hvad fungerer egentlig? Hvad er barnet glad for midt i alt det, der er svært? For i de spørgsmål finder man ofte svarene på, hvad man kan sørge for at fokusere på og holde fast i og gøre mere af,” forklarer familierådgiveren. ”Jeg siger ofte til forældrene, at børnene har opskriften på, hvad der skal til, for at det bliver nemmere. Vi kan selvfølgelig ikke ændre, at barnets forældre er gået fra hinanden, men vi kan somme tider ændre måden, de samarbejder på og det fokus, der er på barnet i skolen.”

Camilla Semlov oplever, at langt de fleste lærere er gode til at få øje på børnenes reaktioner, lige som flertallet af skilsmissefamilierne tager godt imod hjælpen. ”Måske kan de godt være lidt forbeholdne i starten, men så er min fornemste opgave at gøre dem trygge i at have den kontakt. At være ydmyg over for deres problemer og rumme dem, også selv om de handler barnligt og måske er så meget i krise, at de fuldstændig mister fokus på deres barn. Forældrene hører en eventuel kritik bedre, hvis de mærker den omsorg, der ligger i at man siger: ”Vi ved godt, det er svært for jer lige nu, men det duer bare ikke, at I gør sådan. Kan vi hjælpe jer til at gøre det på en anden måde?”. Hvis man signalerer en forståelse af deres situation, så lytter de,” fortæller Camilla Semlov.

Center for Familieudvikling har lavet nogle kurser, der henvender sig til lærere og sætter dem i stand til at lede samtalegrupper med skilsmissebørn i skolerne, lige som der også findes kurser for forældrepar, der ønsker et bedre samarbejde efter skilsmissen. ”Men min kæphest er at få både forældre, børn og lærere med i samme samtale, fordi man lettere kan ændre nogle ting for børnene, når forældrene inddrages direkte. Min oplevelse er, at når forældrene har styr på det, så bliver der styr på det,” siger Camilla Semlov og understreger, at det nogle gange bare er små logistiske ændringer, der skal til.

Lærerne kan eksempelvis bakke op om, at barnet får lov til at lade sin gymnastiktaske hænge fra den ene dag til den næste fordi den anden part henter, give plads til at der kommer flere forældre til arrangementer eller opfordre forældrene til at bruge eksempelvis Google Docs til at skrive detaljer fra dagligdagen ind mellem de to hjem. ”Generelt må man bare have øje for, at barnet bor i to verdener og at give besked begge steder,” siger Camilla Semlov.

Men uanset indholdet er tilbagemeldinger fra lærere og pædagoger vigtige, understreger Camilla Semlov og illustrerer med en historie fra sin egen skilsmisse, hvor pædagogerne i hendes søns børnehave fortalte, at de mærkede, at hendes søn opførte sig anderledes, end han plejede. ”Det var egentlig meget rart, at de lige gav en melding om, at de havde øje for, at han reagerede, og at det var okay,” fortæller Camilla Semlov. Hun sænker stemmen og begynder, tydeligt berørt, at fortælle om en episode, der ikke uden grund er et kært minde: ”På et tidspunkt var der så en pædagog, der trak mig til side og viste mig et billede, Emil havde lavet. Alle børnene havde tegnet selvportrætter, og han havde bare tegnet det største, smilende ansigt, der fyldte hele papiret. Pædagogen sagde til mig: ”Ved du hvad; han har det godt.” Jeg tror ikke, hun var klar over, hvor stort det egentlig var,” smiler Camilla Semlov. ”Det var en rigtig fin gestus, for hun havde selvfølgelig gennemskuet, at jeg gik og var lidt bekymret for ham. Og det er også vigtigt at huske at gøre opmærksom på det gode, når barnet faktisk trives,” siger hun.