Det, der ikke slår mig ihjel

Det er en kold februarnat i en flygtningelejr på grænsen mellem Syrien og Tyrkiet, 2018. Den danske lærer Maren Elise Skjerlie Gilling og fotograf Lars Schmidt kravler ind på bagsædet af en gammel, sølvgrå Kia sedan.

De to har brugt hele dagen på at lave vinterbilleder fra flygtningelejren og interviewe børn og voksne. Flygtningenes historier fra krigen i Syrien er rystende. Deres forhold i lejren elendige. Det regner meget kraftigt.

Maren og Lars er stille, da bilen bumper ud ad den hullede asfaltvej. Tolken og chaufføren på forsædet snakker sammen, måske bander de lidt over det elendige sigte og den strømafbrydelse, der gør, at hverken gadelygter eller områdets få huse lyser op. Pludselig lyder der et brag.

Chaufføren har overset, at asfaltvejen drejer til venstre. Han er kørt lige ud, og nu kurer bilen hen ad en mark. Maren registrerer, at chaufføren forsøger at bremse, måske at rette bilen op. Det lyder som om, han træder bremsepedalen ned gennem bunden af bilen og slipper igen. Flere gange.

”No, no, no, no,” råber Lars, og i næste øjeblik letter Maren fra sædet. Hun bliver kastet fremad mod sædet foran. Hun mærker bilen tumle rundt og blive trykket sammen om sig.

”Nu dør jeg. Nu er det slut,” tænker Maren, og alt omkring hende bliver hvidt.

Men bilen er stoppet, og hun trækker stadig vejret. Det er svært at vurdere, hvad der er op og ned. Maren forsøger at vende sig om.

I det samme opdager hun, at vandet begynder at trænge ind i bilen. Bilen er kørt ud over en skrænt på seks-otte meter og er landet på taget i en lille flod.

Det ved Maren ikke på det her tidspunkt. Hun kan bare registrere, at hun sidder fast, og at der kommer vand ind i bilen. Og vandet stiger.

Som svømmelærer har Maren altid betragtet drukning som den værste måde at dø på. Maren strækker sine arme ud efter sine tre børn, men stopper sig selv igen, for hendes sønner er her jo ikke. De er langt væk, hjemme i trygge Danmark. Vandet bliver ved med at stige. Maren tager en dyb indånding og venter på, at døden skal indtræffe.

* * *

Maren var en passioneret lærer og havde været det i syv år, da flygtningekrisen ramte Europa i 2015. Hun havde en tendens til at skifte kanal, når alt for triste billeder gled hen over tv-skærmen hjemme i Frederiksberg-lejligheden.

Men da hendes elever spurgte, hvorfor der gik flygtningebørn på de danske motorveje, kunne hun ikke ignorere problemet længere. Hun kunne heller ikke give eleverne et godt svar.

Maren begyndte at sætte sig ind i sagen og blev lidt klogere. Hun begyndte at lede efter undervisningsmaterialer om børn på flugt, men fandt intet. Hun fandt avisartikler og dramatiske pressebilleder, men de var svære at bruge i undervisningen.

Ved en tilfældighed mødte Maren en dag faderen til nogle af hendes tidligere elever. Lars var til daglig reklamefotograf, men havde erfaring med at rejse ud i verdens kriseområder og fotografere, senest i Afghanistan.

Lars kunne se behovet og kendte Maren som et menneske med ”et kolossalt drive,” som han siger. De to blev enige om, at de måtte lave det undervisningsmateriale, der manglede. Ni måneder efter tog de afsted.

Maren betegner sig selv som en ”happy go lucky-person”, der kaster sig ud i alt muligt, fordi hun har lyst. Det gjorde hun, da hun flyttede til København fra bygden Blomsterdalen ved Bergen for at læse til lærer. Hun kom til at elske sit nye fag, sin nye by og blev forelsket i sin introvejleder, der siden blev far til hendes tre børn.

Hun kastede sig ud igen, da første rejse i 2017 gik til grænseområdet mellem Tyrkiet og Syrien. Hun tænkte ikke over faren for kidnapning, selvom Islamisk Stat var til stede i området. Eneste forholdsregel var, at hun farvede sit hår brunt for ikke at vække så megen opsigt.

”Det var en rystende rejse på mange måder,” fortæller hun og refererer til de forfærdelige skæbner, hun og Lars mødte undervejs i de midlertidige lejre, der var blevet mere eller mindre permanente. Disse uofficielle lejre husede – og huser stadig i dag - en stor del af flygtningene fra krigen i Syrien.

Maren så, at lejrene var så beskidte, at de mest af alt lignede lossepladser. Børnenes hjem var hjemmebyggede telte bestående af presenninger.

De fleste af børnene havde forfærdelige historier bag sig. De berettede om, hvordan deres trygge, velkendte verden var blevet ødelagt af missilangreb og skudvekslinger. Nogle fortalte om IS-krigere, der tvang dem ud af deres hjem, andre beskrev, hvordan de var flygtet om natten og havde set andre flygtninge blive skudt.

Børnene i lejren havde ikke ordentlig adgang til lægehjælp og gik ikke i skole. En del af dem arbejdede under slavelignende forhold, ofte for lokale landmænd. Nogle af dem samlede skrald og fik tæsk, hvis ikke de havde samlet nok.

VIDEO: Hverdagen i en flygtningelejr

Men det var ikke bare børnenes forhold, der rystede Maren. På den første rejse blev hun og Lars arresteret to gange, den ene gang tilbageholdt i op mod ti timer. Selve anholdelsen blev foretaget af civile agenter og mindede påfaldende meget om en kidnapning. Det fik Maren og Lars til at tro, at de var blevet taget af IS.

Det viste sig dog, at myndighederne var ude efter nogle af de folk, der havde hjulpet Maren og Lars, og de to danskere gik fri. Oplevelsen fik dem til at være langt mere påpasselige, men ikke desto mindre rejste de tilbage til området i februar 2018. På rejsens anden dag kørte de af vejen og ned i den kolde flod.

* * *

Maren mærker nogen gribe fat i sin gennemblødte uldtrøje. Hun bliver trukket ud af bilen og står nu i vand til navlen i en beskidt, ildelugtende flod. Hun bløder fra hovedet og ryster over hele kroppen. Ved siden af hende ligger Kia sedanen med hjulene opad. Den klikker og laver nogle lyde, som om der er noget, der er ved at kortslutte. Det regner stadig og er bidende koldt.

”Er du ok?” spørger Lars, der med kraftigt rystende hænder undersøger Marens ører for at se, om Marens blod stammer herfra. Det kunne være tegn på en alvorlig blødning i hjernen.

Maren er ok. Forslået, men ok.

”Du har reddet mit liv,” Lars. ”Du har reddet mit liv,” siger hun, mens hun registrerer, at der kommer rallelyde fra bilen. Chaufføren, der er den eneste med sikkerhedssele i bilen, står ved siden af dem. Han har ligget med hovedet under vand, men har formået at klikke sig ud af selen og er kommet ud af bilen ved egen hjælp. Tolken er den eneste, de mangler. Det er ham, rallelydene kommer fra. Maren er sikker på, at der vil blive stille om et sekund, og at tolken vil dø, men chaufføren handler hurtigt. Han når at hive tolken ud, og nu kæmper de fire sig op ad den stejle, mudrede skrænt.

Da de fire kommer op ad skrænten, er det tydeligt, at tolken er alvorligt forslået. Lars har en vandtæt lygte, som virker, så han tjekker Maren og de andre igen. De tjekker sig selv, nervøse for, at der er sket dem noget, som de ikke har bemærket på grund af chokket og adrenalinen i blodet. Maren er stille, det samme gælder tolken og chaufføren. Lars har taget kommandoen og forklarer især Maren, hvad hun skal gøre.

Pludselig skal Maren tisse noget så forfærdeligt, så hun sætter sig midt i det hele og tisser.

Så udbryder hun:

”Men vi skal ikke hjem, vel Lars? Vi tager ikke hjem på grund af det?”

***

Maren havde tabt seks kilo, da hun kom hjem fra første to-ugers rejse til den tyrkisk-syriske grænse i 2017. Hun lå ofte vågen om natten, og når hun sov, drømte hun om de børn, der var tilbage i flygtningelejrene.

Da hendes egne tre drenge eller skoleeleverne i hendes klasse bad hende berette om flygtningebørnene, fortalte hun livligt, men begyndte ofte at græde. Hun græd også en hel del derhjemme. Faktisk husker hun den første måned efter rejsen som gråd, gråd, gråd.

”Men jeg havde alligevel lyst til at gøre mere. Til at komme afsted igen. For dernede kunne jeg jo virkelig gøre en forskel,” lyder det fra Maren, der havde fået flere positive indsigter med sig fra flygtningelejren. Hun havde lært noget om sig selv.

”For det første var jeg god til at være ved den syriske grænse. Jeg var god til at være sammen med børnene, lege med dem, tegne, lytte og møde dem på deres egne præmisser. Men jeg kunne også eksekvere, skrive interviews rent, bevare overblikket, sove tre timer, tage af sted igen og have mange bolde i luften. Lars og jeg virkede ekstremt godt dernede som makkerpar.”

Alle de evner, Maren bragte i spil i flygtningelejren, havde hun lært på seminariet og i sine ti år som folkeskolelærer.

Da hun godt en måned efter sin første rejse fik chancen for at springe til et seks måneders job med formidling af flygtningebørns historier, sagde hun farvel til lærerjobbet. Selvom hun var meget glad for sit job og sine elever, havde skolereformen og lockouten været hård ved Maren. Det nye fagfelt gav så meget mening. Nu skulle hun forsøge at stykke et liv sammen som formidler af truede børns historier.

* * *

”Fuck nu det udstyr, Lars,” siger Maren, men lige lidt hjælper det.

Vi er tilbage på marken oven for floden den iskolde februarnat i 2018. Lars har kameraer for mange tusinde kroner liggende i bilen i floden. Selvom det er koldt og ulækkert, vover Lars og Maren sig tilbage til bilen. Maren er utryg ved de lyde, bilen giver.

Det lykkes Lars at fiske tasker og kameraer ud og række dem til Maren, der lægger dem op på skrænten. Udstyret er ødelagt på nær et memory-kort med dagens billeder. Lars finder også sin vandtætte taske med lygte, telefon og lidt førstehjælpsudstyr.

Da de kommer op ad skrænten, samles de fire igen og får tørret det værste blod væk fra hinandens ansigter. Lars har fået et voldsomt sæbeøje, Maren en blodtud af dimensioner. Tolken skal på hospitalet.

Da de andre skal til at ringe efter en ambulance, afviser tolken dog blankt. Han vil ikke have en ambulance. Formentlig fordi han frygter myndighederne mere end de skader, han har fået.

I stedet ringer de tilbage til flygtningelejren, hvor de netop har været. Flygtningene har meget lidt at gøre med, men lover alligevel at forsøge at skaffe hjælp.

”Vi døde sammen. Jeg slog jer ihjel,” siger chaufføren, men Lars og Maren afviser hans undskyldninger.

”Vi kender risikoen ved at køre hernede,” siger Maren.

Maren og Lars finder i stedet ind i en taknemmelighed over, at de er overlevet. De fire samles og snakker om det. De føler alle sammen, at nogen fra et højere sted har holdt hånden over dem. Lars bekræfter Maren i, at de ikke skal stoppe deres arbejde i flygtningelejren på grund af uheldet. Tværtimod.

Da bilen kommer en halv time senere, fryser de alle kraftigt. Tolken er den, der er hårdest ramt, så han har lånt Marens sorte Gore-Tex-jakke med den hvide skrift på lænden: Udeskoleambassadør, står der. Lars har bedt Maren om at tale med ham, så han ikke falder hen. Hun kan godt holde kontakten med ham. Det tyder på, at han ikke er så hårdt såret, som de tidligere har troet.

De fire kravler ind i bilen og bliver kørt mod den lejlighed, de har lejet i den nærliggende by. Det viser sig, at deres kontaktperson fra lejren – som de har tilbragt en del af aftenen sammen med - har lånt en bil af en beboer fra lokalområdet. De fire takker ham.

”Det skal I ikke tænke på. Det er min pligt at hjælpe mennesker i nød,” siger han.

Han tænker nok ikke over, at rollerne er vendt helt på hovedet. Og at de er vendt forbavsende hurtigt. Men det gør Lars og Maren.

* * *

Du kan fjerne Maren fra lærerfaget, men du kan ikke fjerne lærerfaget fra Maren.

Det er den korte konklusion, man kan drage efter de seneste turbulente år i Maren liv. Som selvstændig projektmager, skribent og foredragsholder laver hun i dag undervisningsmaterialer, udstillinger og holder oplæg i Åben Skole om flygtningebørnenes vilkår.

”På en måde kan man jo godt blive lidt afhængig af det, selvom det er nogle hårde oplevelser. Dernede kan jeg virkelig gøre en stor forskel. Så det skal jeg bare,” siger Maren.

Frustrationen over de elendige forhold i flygtningelejrene har Lars og Maren omsat til en forening, der bygger skoler i de flygtningelejre, som har så meget behov for det.

”Det handler om en hel generation af børn, som vi er ved at tabe på gulvet. Mange af dem har aldrig prøvet at gå i skole,” siger hun.

Foreningens første skole, der netop er blevet bygget, kan tages med, hvis flygtningelejren bliver flyttet – hvilket de jævnligt gør. Derfor er skolen indrettet i et stort telt, der kan rumme ca. 25 børn. Idet børnene har arbejde, kan de kun komme i skole hver anden dag, cirka tre-fire timer ad gangen. Derfor er hver skole ramme for 100 børn i fire klasser, som benytter skoleteltet på skift.

5skoler, som foreningen hedder, har til mål at samle penge til fem skoler, og er i skrivende stund i gang med at bygge skole nummer to. Foreningen har en lokal ankermand, der har licens til at opføre skolen. Børnene hjælper med at skabe skolen, så alle føler en del af ansvaret.

”Det er vigtigt for mig, at det er deres skole, ikke vores projekt. Men omvendt møder vi ikke så meget modstand: Du kan ikke finde et menneske i den flygtningelejr, der synes, det er en dårlig idé at sende børnene i skole,” siger Maren, hvis faglighed som folkeskolelærer nu er sat i spil på en helt anden måde.

I de seneste måneder har hun og de lokale samarbejdspartnere nemlig lagt principperne for skolen fast. Herunder at lighed er et princip for eleverne, så der ikke gøres forskel på etniske grupper eller socialgrupper. Desuden er det vigtigt, at lærerne ikke slår børn, sådan som de gør på nogle skoler i regionen.

”Børnene skal opleve, at det er trygt og rart, når de tager over i skolen: De skal vide, at I skolen tegner, leger og griner de med de andre og kender dem, de går i skole med. Og at deres lærer godt kan lide dem.”

”Det er børnenes stemme, der skal høres. Det er dem, der skal gøres robuste,” siger hun.

”Børnene betaler ultimativt den allerstørste pris i sådan en krise. De mister deres land, hjem, håb, drøm og ikke mindst fremtid.”

Selv skal hun ikke undervise, men fortsætte med at rejse penge til de fem skoler, med at lave undervisningsmaterialer og holde foredrag.

”Jeg er jo stadig lærer. Bare for nogle andre børn. Og på en helt anden måde,” siger hun.

_

Maren Elise Skjerlie Gilling tilbyder foredrag for alle klassetrin om ”Mennesker på flugt” via Åben Skole. Det er gratis for københavnske folkeskoler.