Tekst og foto: Morten Jensen
- Velkommen til Edison og det interaktive teater ’Solens folk’. Spillet kommer til at løbe over to dage, og I vil opleve diskrimination, hvad der får folk til at diskriminere andre, og hvad det gør ved folk at være udsat for diskrimination, kickstarter skuespiller og leder af C:NTACT, Remi Lewerissa, workshoppen fra scenen i det gamle el-værk på Frederiksberg.
Sekunderet af danser og rapper Lior Foighel og den politiske rapper Ali Sufi fører han eleverne ind i et apokalyptisk univers, hvor 3. verdenskrig næsten har udslettet menneskeheden.
De få overlevende er inddelt i stammer med hver deres maskefarve og hver deres faste plads i et hierarki, der styres af Solgudens præster.
Hvad gør diskrimination ved jer?
De spændte elever fra 8. klasse på Amager Fælled Skole og Tingbjerg Skole stiller op stammevis på scenen; nogen bliver herskerfolk og andre underfolk.
Alle stammer skal forberede en dans, en rap eller et skuespil til ære for Solguden, som har diskrimination som tema.
To timers intensivt rollespil sættes i gang, hvor herskerfolkene må diskriminere underfolkene og sætte dem i arbejde, så de ikke har så meget tid til at forberede den forestilling, som ellers kan skaffe dem en bedre plads i hierarkiet.
- Husk at det er en leg, og at vi spiller roller. I skal prøve ligesom skuespillere både at mærke inden i jer selv, hvad det gør ved jer, men I skal virkelig forsøge ikke tage det personligt.
- Måske bliver I lidt vrede, frustrerede eller måske kede af det undervejs, men spil på følelsen, og husk den til bagefter. Den snak, vi skal have, når vi er færdige, er næsten det vigtigste, minder Remi Lewerissa om, inden de maskeklædte stammer forsvinder ud i alle afkroge af teatret.
Ord bliver til fordomme
Hvid stamme indtager scenen som de øverste i samfundet, mens Regnbuefolket med harlekin-maskerne føres ned i det bagerste, dunkle kælderrum.
Magtmisbrug og diskriminerende ord florerer, alliancer indgås og brydes; herskere paraderer rundt, mens underfolk gør sig umage for at liste ubemærket omkring.
- Diskrimination starter nok altid i det små med nedsættende ord sagt for sjov. Ord bliver til fordomme, og i sidste ende kan det blive til vold og hate crimes.
- Formålet med at lave rollespil om diskrimination er at sætte fokus på de dynamikker, der får os til at diskriminere. Vi kan jo alle sammen blive enige om, at diskrimination er dårligt, men alligevel findes den overalt.
- Når vi spiller rollespillet med de unge, får de muligheden for at erkende, hvordan diskrimination fungerer – og måske tænke og handle anderledes bagefter, forklarer Remi Lewerissa.
Elevernes egne erfaringer
Rollespillet ’Solens folk’ slutter med en stor ceremoni, hvor de kutteklædte instruktører og lærere sammen med ypperstepræsten i Remi Lewerissas skikkelse overværer de forskellige stammers optrædener.
Pludselig smider flere af stammerne deres masker samtidig, gør oprør mod ypperstepræsten og kræver lighed for alle i spillet.
To dages interaktivt teater rundes af med en diskussion af elevernes egne erfaringer med diskrimination, der spilles som små improviserede sketches på scenen, inden de opstemte og ivrigt snakkende tumler ud i virkeligheden og regnvejret på Gl. Kongevej.
- Mine elever har været vildt optagede af spillet, og de har virkelig diskuteret de forskellige former for diskriminerende situationer, der opstod undervejs, fortæller lærer på Amager Fælled Skole, Niels Due Bærendsen:
- Vores elever har både prøvet systematisk at diskriminere og selv at være udsat; de har været vrede, følt underlegenhed, afmagt, uretfærdighed - og dårlig samvittighed over, at det var sjovt at have magt og ret til at diskriminere i spillet.
- Det krøb virkelig ind under huden på dem, hvordan diskriminationen forplantede og spredte sig. Den erkendelse har for alvor rykket noget, så vi har i klassen haft diskussioner om fordomme og diskrimination på et helt andet niveau og med et helt andet engagement end før workshoppen på Edison.
Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.
Vær den første til at kommentere