Det er vigtigt, at eleverne føler, at Vanløse Skole er deres skole, mener skolens leder. Hun tror på, det lærer dem at tage ansvar for både skolen og området.

I april fylder Vanløse Skole 100 år. Det har alle dage været en skole, som er dybt forankret i lokalsamfundet, fortæller skoleleder Pia Dalsgaard – og sådan skal det blive ved med at være, mener hun. Derfor er den meget runde dag blevet markeret med en emneuge, der trak tråde til både skolens og bydelens historie, og som samtidig skulle give eleverne ejerskab for skolen, så den også fremover vil være en vigtig del af lokalsamfundet.

”Vi har rigtig mange elever, hvis forældre og bedsteforældre også har gået på Vanløse Skole, så på den måde har mange et meget tæt forhold til skolen. Det er vigtigt for os, at vores elever bliver ved med at have den nære tilknytning, for det gør en forskel, når de føler, at det er ”deres” skole,” siger skoleleder Pia Dalsgaard.

Hun mener, eleverne tager mere ansvar for skolen, når de får ejerskab for den. Derfor havde emneugen titlen ’Min skole – ejerskab’. Eleverne var opdelt i forskellige værksteder med alt fra spil og lege fra gamle dage og en teatergruppe, til både sang, dans og idræt gennem tiderne. Der blev optaget film og lavet forestillinger – og i avisværkstedet dykkede eleverne ned i det lokale arkiv for at finde frem til de gode historier om skolen og dens lærere og elever. 

Eleverne har sat deres aftryk på skolen

I det kreative værksted blev der blandt andet fremstillet en mosaik af skolens logo og en ti meter lang frise, som skal hænge i skolegården. Frisen viser historiens gang i de sidste 100 år – med krige, Elvis og sejren i ’92 – og selvfølgelig med Vanløse Skole i centrum. Det var en stor succes, fortæller lærer Ann-Louise Fischer.

”Eleverne gik meget op i at finde de mest karakteristiske elementer fra alle årtierne og få dem med på frisen. Den bliver hængt op i skolegården, og på den måde har de været med til at skabe noget, som bliver her. De har sat deres aftryk,” siger hun. 

Netop det med at lave noget på skolen, som varer ved, er vigtigt, mener skoleleder Pia Dalsgaard. Hun håber, eleverne om tyve år vil tage deres egne børn i hånden og vise den frise, de var med til at lave på skolen, og på den måde har emneugen også været med til at sikre, at skolen også fremover betyder noget for bydelen, siger hun. 

’Nudging’ til oprydning

I emneugen blev der også talt med eleverne om, hvordan man bedst kan ’nudge’ hinanden til at passe godt på skolen. Det er et udtryk, som betyder, at man påvirker folk til at ændre deres adfærd gennem simple metoder. Det kan for eksempel være ved at lade fodsporsmærker på gulvet lede hen til skraldespanden eller klistre en målskive fast i toiletkummen, som får mænd til at sigte og dermed tisse mindre ved siden af.

”Vi nåede desværre ikke så langt med det i løbet af ugen, fordi der var travlt med alle værkstederne. Men vi har tænkt os at arbejde videre med det, for eleverne var meget opsatte på, hvordan vi sammen kan få hinanden til at rydde op efter os selv og passe godt på skolen. Det var fedt at se, hvor meget de gik op i, at det skulle være et fælles ansvar,” fortæller lærer Ann-Louise Fischer.

Emneugen blev afsluttet med et åbent hus-arrangement, hvor forældre og andre kunne se de mange opvisninger og åbne værksteder. Der blev også lagt gamle fotos frem til stor begejstring for de af de fremmødte, som selv har gået på skolen. Der var rigtig god stemning og mange besøgende, fortæller skolens leder.

Skolens runde dag bliver også markeret med et magasin, som man kan læse på skolens hjemmeside, samt en gallafest for personalet i april.

Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.