En ihærdig indsats af forældre til elever på Friluftsskolen gav politisk medvind. Både børne- og ungdomsborgmester Pia Allerslev og overborgmester Frank Jensen blev inviteret til at besigtige det golde udeareal, som skolens elever med primært fysiske handicap havde uden for skolebygningen. Det gjorde indtryk. Med ikke mindst de længere skoledage som følge af folkeskolereformen var der stærkt brug for bedre muligheder for ny inspiration og fysisk udfoldelse for eleverne.
Forleden blev den nye legeplads indviet, og Pia Allerslev komplimenterede forældrene, fordi de så vedholdende og insisterende har kæmpet for denne store forbedring af skolens udeareal.
”Det var tidligere et kedelig og ujævnt stykke asfalt med huller, og jeg er meget glad for i dag at indvie den sejeste og bedste legeplads i byen. Den inviterer til at sætte fantasien i gang og til at bruge sin krop”, sagde Pia Allerslev, og så blev det røde bånd klippet efter højlydt nedtælling fra 10.
Forskellige udfoldelsesmuligheder
Den nye legeplads giver mulighed for alle mulige udfoldelser. Den er planlagt i samarbejde med elevrådet, lærerne, skolens ergoterapeuter og forældrene og giver udfoldelsemuligheder for alle elever, hvoraf flere er kørestolsbrugere. Iøjnefaldende er kørestolsgyngen, som eleverne selv kan betjene. Gyngen er indrettet, så den ikke kræver andres medvirken til fx at spænde kørestolen fast. Eleverne kan selv sænke en rampe, føre kørestolen op på gyngen, lukke lugen og trække gyngen i gang med et rødt tov, der hænger ned. Der var smil på læben, da de første prøvede den.
Et længere sandbord med vandtilførsel i en lille meters højde over grundplan gør det muligt, at flere blandt andet kørestolsbrugere kan bygge og være sammen om at lave noget. På en hængebro skal elever bruge både arme og ben for at komme hele vejen igennem, og netop træningen af balance er vigtig, hvis man har bevægelsesmæssige udfordringer. Og i et boldbur er der allerede gang i en fodboldkamp.
En karrusel kan bruges af alle elever, for her er der plads til hjælpemidler, og dem der kan sparke den i gang, gjorde det med lyst. Der er bordfodbold, små hyggehuse af træ og et hænge-ud-område med flere muligheder, som elevrådet har ønsket.
Se flere billeder herunder. Du skal klikke på pilene i siderne, eller swipe med fingrene på mobil og tablet.
Udfordringer, bevægelse, refleksion og dufte
Hele området er inddelt i forskellige sektioner, der hver har deres eget præg. Arkitekterne Lene Nielsen og Maj Pedersen fra BUF har tegnet og projekteret legeområdet.
”Hver del af området har sit eget præg gennem forskellig beplantninger. Årstiderne vil vise deres karakteristika i farver og dufte. Der er åbne og mere lukkede rum, og en sti fører gennem hele området. Også belægningerne er forskellige. Der er afvekslende områder med fliser, brosten og stødabsorberende underlag med små bakker, så de også giver en motorisk oplevelse for ikke at sige udfordring”, fortæller de to arkitekter.
Afdelingsleder Frank Selch er lykkelig for det fine resultat, som hans elever får stor gavn af. Det vellykkede projekt viser, at når forældrene går i aktion, så er der lydhørhed. Politikere ved kun det, de får fortalt. Det er ikke første gang, at en ihærdig forældreindsats for bedre udearealer bærer frugt.
Skolens sang blev naturligvis sunget på denne fejringens dag – med et omkvæd som alle elever, medarbejdere, forældre, en skoleborgmester og vi andre gør klogt i at tilslutte os:
”Man er, som man er, det kan ikke laves om,
man går rundt og ser ud, som man gjorde, da man kom.”
Friluftsskolen er en specialklasserække på Skolen ved Sundet for elever med bevægehandicap og ofte med specifikke faglige vanskeligheder. Eleverne tilbydes skolegang i hele undervisningsforløbet fra 0. til 10. klasse.
Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.
Vær den første til at kommentere