Det var et fremskridt af de helt store, og det betød, at elever i København kunne glæde sig længe før elever i resten af landet. Men sådan så Københavns Kommunelærerforening, Københavns Kommunelærerindeforening og Danmarks Lærerforening ikke på det. De var ikke blot utilfredse, de var rasende, og de argumenterede voldsomt imod. Den 30. maj 1951 var slaget tabt.

”Lærerne kæmpede til det sidste for spanskrøret”, stod der på forsiden af avisen, Social-Demokraten, dagen efter vedtagelsen. Og det var egentlig en ret præcis beskrivelse – blot med den tilføjelse, at lærerorganisationerne og en hel del andre fortsatte med at kæmpe for retten til ”legemlig revselse” i skolen, og selv da undervisningsminister K. B. Andersen i 1967 forbød spanskrøret på alle skoler i hele Danmark, var der stadig lærere og andre, der var imod.

En vigtig skole- og lærerforeningshistorie

Det er en vigtig skole- og lærerforeningshistorie at få fortalt, mener Københavns Lærerforenings formand, Lars Sørensen. ”De københavnske skolepolitikere og Københavns skolevæsen var markant nytænkende pædagogisk i forhold til resten af landet. Og det er tankevækkende, at de to københavnske lærerforeninger, den mandlige og kvindelige, dengang kæmpede for at bevare retten til at straffe fysisk,” siger han. 

Men lad os kigge tilbage i historien:

Da skoledirektionen i 1951 forbød lærerne at bruge spanskrøret, blev det i aviserne Social-Demokraten, Politiken og Information betragtet som et fremskridt, mens det blev beklaget i Berlingske Aftenavis, Kristeligt Dagblad og Nationaltidende.

Og lærernes blade, KK og Folkeskolen, delte de største verbale øretøver ud. 27 gange skriver KK om legemlig straf i 1951, og Folkeskolen omtaler problemet endnu oftere under rubrikker som for eksempel ”Tæv i skolen”, ”Lydighed og straf i kristelig og psykologisk betydning”, ”Frihed og tvang” og ”Spanskrøret”.

”Farvel til våbnene”, stod der over Social-Demokratens tegning dagen efter vedtagelsen. Da Folkeskolen ugen efter bragte tegningen, var overskrifen ændret, så der nu stod: ”Social-Demokratens hån mod lærerne”.

Skyldig i pligtforsømmelse

Den lange forhistorie er kort, at selv om lussinger havde været forbudt i skolen siden 1814, blev der hevet i hår og ører, og skolehistorien er fyldt med beretninger om børn, der er kommet hjem fra skole med ildrøde kinder og forrevne ører. Der fortælles også om sprængte trommehinder, blodige baller og hjernerystelser. Fra at være en metode mod arvesynden, var øretæver og brugen af spanskrør blevet disciplineringsmidler, som mange lærere og forældre anså som nødvendige. Men som stadig flere også tog afstand fra.

I lærerinstruksen, der blev udsendt sammen med kong Frederik den 6.’s skoleanordninger i 1814, står der, ar læreren måtte straffe elever under ti år med ”et lidet Riis”, og de større med ”en tynd Tamp uden Knuder".

I København blev det i 1844 bestemt, at lærerne måtter slå "med en tynd Tamp uden Knuder eller med en Rotting, men ikke med Riis, og kun med Slag paa Ryggen". Fra 1860 var kun brugen af rottingen - "et tyndt Spanskrør" - tilladt, og fra 1938 måtte det kun bruges på bagdelen og uden på tøjet med "Slag — ikke over 3".

I bogen, Praktisk skolegerning, fra 1933, skelnes der ikke på denne måde. Der står blot, at en lærer ”gør sig skyldig i pligtforsømmelse, såfremt han af slaphed eller fejhed undlader at revse et barn, som efter hans overbevisning har tugtelse behov”. Den ene af bogens to forfattere var Hans Anton Svane, som havde en fortid som formand for Danmarks Lærerforening.

Men tiderne skifter, og efter afslutningen af Anden Verdenskrig tog de stemmer til i styrke, som siden århundredeskiftet havde talt for undervisning og opdragelse uden fysiske og psykiske straffeformer. Men traditionen var stærk, og mange ville beholde spanskrøret. I 1947 advarede den kendte skolemand C.C. Kragh-Müller i tidsskriftet Unge Pædagoger om, at ”prygl stadig tilladt”, selv om man havde ”besættelsesmagtens terror og koncentrationslejrenes rædsler i frisk erindring”, og selv om alle var rørende enige om, at ”pisk og næveslag kun avler modstand”. Det fik han ikke megen tak for.

Én på kassen, så hun segnede

I skolens hverdag blev der nemlig stadig delt mange lussinger ud, og på læreruddannelsen blev der givet gode råd om, hvordan man undgik at give eleverne høreskader, når man stak dem en flad. Men spanskrøret blev ikke brugt nær så meget som tidligere, og da Gallup i 1949 spurgte befolkningen om børn skulle ”have klø i skolen”, svarede cirka halvdelen ”afgjort nej”, mens den anden halvdel mente, at det var i orden.

Når det gjaldt hjemmefronten, var tallene derimod anderledes. 30 procent var imod at slå deres egne børn, mens 62 procent gik ind for det. Modstanden mod klø var størst blandt kvinder og yngre mennesker - og i København.

Hvordan holdningerne fordelte sig blandt lærere og skoleledere, har vi desværre ikke tal på. Men den socialdemokratiske undervisningsminister Hartvig Frisch slap ikke godt fra det, da han på et lærerkursus samme år fortalte, at han gerne ville forbyde ”korporlig revselse” og kaldte det ”en falliterklæring”, hvis man som lærer følte sig presset til at dele lussinger ud.

Ministeren var ovenikøbet så åbenhjertet, at han indrømmede, at han i sine 23 år som gymnasielærer en tre-fire gange havde ”tabt hovedet og delt lussinger ud”. Det fik fagbladet Folkeskolens redaktør Henrik Bahne Jensen til hånende at minde Hartvig Frisch om, at lussinger havde været forbudt siden 1814. Ved siden af redaktørhvervet var Bahne Jensen leder på Randersgade Skole i København, og det næste halve år fyldte han bladet, som dengang kom hver uge, med lange indlæg om, hvor vigtigt det var, at lærerne kunne straffe eleverne korporligt.

Fra Berlingske Tidende citerede Folkeskolen den kendte litteraturprofessor Hans Brix, som i en kronik havde fortalt, hvordan han som gymnasielærer havde stukket en elev ”én på kassen, så hun segnede ned på gulvet”. Det var godt, mente den hårdtslående Brix; ti år senere havde han nemlig mødt pigen igen. Hun var nu ”en nydelig ung frue”, der kom hen og sagde tak: ”De stak mig en på kassen. Ih, hvor havde jeg godt af det; og hvor har jeg haft godt af det lige siden”.

Selvfølgelig skal lærere kunne slå, argumenterer professoren:

”Der er vel her i landet tredive tusinde lærere, og man synes at ville fordre af dem, at de samtlige i tallet skal være rene Pestalozzier. Det er for meget forlangt. På lærermøder grasserer idealisterne, og sandelig, den danske lærerstand er så nidkær og så beredvillig, som nogen med rimelighed kan forlange”.

Fra Kristeligt Dagblad nøjes Folkeskolen ikke med at citere. ”Efter mange læreres opfordring” optrykker redaktøren nemlig en hel kronik, der kobler gode arbejdsvilkår for lærerne sammen med retten til at slå eleverne.

”Skrivebordspædagogik og -psykologi er ét, praktisk skolegerning er noget andet og mere”. Man må erkende ”nødvendigheden af hemninger, hvor mennesker skal leve og færdes sammen. Hverken lærere, forældre eller børn er engle”, skriver magister Immanuel Jeppesen og advarer om, at forbud mod legemlig afstraffelse ”vil gøre den danske lærerstands arbejdskår endnu ringere og dens arbejdsrisiko endnu større. Kun for de dårligste elementer vil det være en vinding”.

Da lærerforeninger fra alle skoleformer gik sammen og forlangte at beholde spanskrøret, opgav ministeren forbuddet. Så ”Hartvig Frisch var en klog mand”, skrev Folkeskolens redaktør. Julius Bomholt derimod var ”mindre klog”, mente han, da Bomholt som ny undervisningsminister året efter meddelte, at han ville forbyde legemlig afstraffelse.

Der kunne dog spores lidt bevægelse i fronterne, da lærerorganisationerne erklærede, at spanskrøret sjældent blev brugt og kunne udfases over tid. Men DLF var fortørnet over, at Bomholt havde meldt sin holdning ud i et forslag til bekendtgørelse, inden han havde talt med foreningen, og i Folketinget anmeldte en række Venstrefolk, blandt andre den senere statsminister Erik Eriksen, en forespørgsel. De ville vide, hvad ministerens begrundelse var for at ændre skolens disciplinære regler ”uden forudgående drøftelse med lærerne”, og til Social-Demokraten nåede Bomholt at sige, at han glædede sig til at svare.

Det kom han aldrig til, for regeringen faldt på en uenighed om smørpriser og ophævelse af smørrationeringen. I den nye, borgerlige regering blev den konservative Flemming Hvidberg undervisningsminister. Han erklærede, at et forbud mod at slå børnene i skolen var ”en krænkelse af lærerstanden”, så Venstrefolkene trak deres forespørgsel tilbage, og alt forsatte uændret.

Ikke tilladt under nogen form

Dog ikke helt. For Københavns Kommune kunne selv fastsætte skolernes ordensregler, og socialdemokraten Astrid Skjoldbo havde i årevis arbejdet engageret for ændringer af folkeskolen. I 1920’er havde hun været aktiv i forhold til de såkaldte Vanløseforsøg. I 1934 var hun blevet medlem af skoledirektionen, som dengang var den højeste myndighed for hovedstadens skolevæsen. Her repræsenterede hun forældrerådene, og i 1951 var hun den drivende kraft, da Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre i København foreslog, at der i et nyt ”ordensreglement og disciplinære bestemmelser” kort og godt skulle stå, at: ”Legemlig straf er ikke tilladt under nogen form”.

Mens Københavns tidligere skoledirektør, Thorkild Jensen, gik ind for straf med spanskrør, havde den nye direktør, Oluf Petersen, en noget anden holdning. Ved sin tiltræden i 1947 blev han i KK omtalt som en ”moderat, reformvenlig, stærkt pædagogisk interesseret skolemand”. Han støttede ønsket om et forbud.

Ondsindet adfærd, vold eller råhed

Men Københavns Kommunelærerforening, Københavns Kommunelærerindeforening og Fælleslærerrådet strittede voldsomt imod. De to foreningers ledere var klar over, at det var umuligt at opretholde de gamle regler, så de forslog en femårig overgangsordning med en del flere ord:

”Har formaninger, irettesættelser og eftersidning vist sig frugtesløse, kan legemlig revselse anvendes over for særlige og alvorlige forseelser, fortrinsvis over for børn, der udviser ondsindet adfærd, vold mod kammerater eller råhed. Som legemlig revselse må kun anvendes indtil 3 slag med et tyndt spanskrør uden på tøjet. Straffen skal tildeles med besindighed og alvor og så vidt muligt umiddelbart efter forseelsen – og kun når læreren ikke har håb om ved andre midler at kunne formå det pågældende barn til at ændre sin adfærd”.  

Smitte fra København

At der ikke var fuld enighed, afslørede Skolepsykologisk Kontor indirekte i et langt høringssvar. De københavnske psykologerne slog her fast, at ”legemlig straf kun er et disciplineringsmiddel, ikke et egentligt opdragelsesmiddel”. Men, forsatte de, ”også dens disciplinerende virkning kan betvivles, når man betænker, at det ofte er de samme elever, der må straffes korporligt”.

Skolepsykologerne fremhævede, at ”sarkasme og hån kan virke mere uheldig end mangen legemlig straf”, og de advarer imod, at et forbud kan ”resultere i en anvendelse af midler, som i realiteten kan være værre”.

På de mandlige københavnerlæreres generalforsamling den 30. marts siger formand Alfred Larsen i sin beretning, at både eftersidning og legemlig straf er ”af vital betydning for det daglige arbejde”, og på de kvindelige læreres generalforsamling samme aften er formand Dina Christjansen helt på samme linje. Skoledirektionens forslag er ”vendt mod læreren” og fjerner ”de effektive disciplinærmidler”, siger hun. Det ”må håbes”, at der opnås et ”akceptabelt resultat” af hensyn til ”skolen, dens arbejdsfred og -muligheder”, slutter lærerindernes formand.  

I Folkeskolens leder bruger redaktøren anderledes store ord som ”kaos” og ”opløsning”. Han håber, at forbuddet mod spanskrøret ikke bliver til noget. Ikke blot af hensyn til den københavnske skole, men også ”for hele den øvrige danske skoles skyld, som ingen skolemand kan ønske udleveret til kaos og opløsning gennem smitte fra København”.

I KK’s spalter giver redaktør Kai Dose den heller ikke for lidt. I en næsten to sider lang leder advarer han den 6.april mod, at forbud mod brug af spanskrøret kan nedbryde demokratiet.

Forslaget om nye ordensregler har fremkaldt en ”følelse af bitterhed og skuffelse hos den almindelige københavnske lærer”, og det afspejler ”en pædagogisk og menneskelig mistillid, som vist hidtil er uset for den danske skole”, skriver Dose.

”Flertalsforslaget markerer et brud og skaber et spændingsmoment, som ved sin karakter kun kan være skadevoldende for samspillet mellem barn, skole og hjem. Man slapper eller slipper tøjlerne overfor børnene og giver læreren og opdrageren spændetrøje på, så der knapt levnes plads for jævn menneskelig konduite”. Forslagets ”teoretiske, socialpædagogiske ønsketænkning” ligger så langt fra dagliglivet virkelighed, at den kun vil være til glæde for de kræfter, ”som gerne ser opløsningsnormen øve sit nedbrydende virke ved demokratiets rod: skolen”, lyder københavnerredaktørens dom.

Den 20. april er sagen igen på KK’s forside. Det er endnu engang forslaget om en femårig forsøgsperiode, der argumenteres for. Kompromisset skulle være, at læreren kun må bruge spanskrøret ”efter drøftelse med skolelederen”, og KK’s redaktør minder om, at skolen ”i øjeblikket befinder sig i den arbejdsmæssige og disciplinmæssigt måske vanskeligste periode, den har oplevet”.

Han ku’ ha’ givet mig en på skrinet

I samme blad bringes et langt afsnit fra en reportage fra Politiken. En journalist har været vikar på en skole i København i to dage. Han er rystet og misunder på ingen måde lærerne den korte arbejdsdag:

”Tiden går hurtigt, fordi arbejdet er interessant. Men den tapper alligevel sin mand. Det kræver koncentration. Og så er der endelig det, at arbejdsdagen slet ikke er forbi, fordi skoletiden er det. Jeg skal rette 30 stile og et væld af regnestykker til i morgen”.

Læreropgaven ”kræver mere end et gennemsnitsmenneske kan klare”, mener Politikens journalist.  ”En idealistisk stræben kan komme til at virke naiv”, og alligevel er der mange, der påtager sig opgaven. ”Det er beundringsværdigt”.  

Og så er der det med disciplinen: I en femte klasse har journalisten oplevet ”åbenhjertig og grænseløs foragt” for en ung vikar. Et af ”vidunderbørnene”, Karl, sagde ”hold kæft” og skraldgrinede over den eftersidning, han fik, så vikaren gik til inspektøren.

Det var at gå for langt, mente Karl: ”Han behøvede da ikke at fedte. Han ku’ ha’ givet mig en på skrinet, så havde en sag været ude af verden. Men han sladrede, gjorde han”.

Hos nogle lærere er ”idealerne måske slidt blanke i dårlig økonomi og forringede arbejdsforhold”, vurderer journalisten. Der findes dog også lærere, der er uegnede til opgaven, mener han.

”Men der er stadig mange af de rigtige, som bliver ved – ud fra den erkendelse, at lærergerningen er en af de vigtigste i samfundet. Bare forældrene også vil forstå det. Stil bare store krav til skolen og lærerne. Jo større jo bedre. Men sørg for, at de kan opfyldes”.

Mærkedag i dansk skoles historie

Og så, onsdag den 30. maj 1951, går det - målt med datidens vurderinger i lærerforeningerne - værre end galt, da ”den selvrådige københavnske skoledirektion” vedtager et forbud mod legemlig revselse, som det hedder i Folkeskolen ugen efter.

Med fem socialdemokratiske stemmer og en radikal for vedtager man et nyt ordensreglement for Københavns folkeskoler. Det Konservative Folkepartis to medlemmer stemmer ligesom Fælleslærerådets formand imod.

”De sejrende skoledirektionsmedlemmer forstår næppe alvoren”, mener Bahne Jensen i en halvanden side lang leder, hvor han langer kraftigt ud efter Socialdemokraten, som i månedsvis har skrevet kritisk om straf med spanskrør og om læreres ulovlige uddeling af lussinger.

”»Social-Demokraten« proklamerer endog dagen for forbuddets vedtagelse som en historisk dag. »Den betydningsfulde vedtagelse i går,« skriver bladet, »gjorde onsdagen den 30.maj til en lille mærkedag i dansk skoles historie,« og der tales om »den længe ønskede reform.«”

”Ventet og ønsket af hvem”, spørger Bahne Jensen. For lærerne i København har nemlig ”i pagt med tidens pædagogiske udvikling” allerede ”indskrænket brugen af legemlig afstraffelse til et minimum”, så det ”praktisk talt ikke anvendes mere”, skriver han og fremhæver det gode ved spanskrøret, som er den ”hemningsopbyggende virkning, som afholdt visse elementer fra at skeje helt ud”, fordi de vidste, at straf ”måske kunne blive den yderste konsekvens”.

Folkeskolens redaktør advarer mod, hvad den ledende socialdemokrat, Astrid Skjoldbo, kan finde på. Hvis ”fru Skjoldbo og hendes lille fanatiske garde fremover får lov at regere med den københavnske skole, skal vi længere ud endnu”. Men, slutter Bahne Jensen:

”Der kommer vel også en dag, da forældrene gør oprør mod at ledes ud i skolereformer, som lader hånt om den virkelighed, de selv har måttet tilpasse sig. Én ting ved vi i alt fald: den københavnske lærerstand svigter ikke skolens samfundsopdragende opgave, selv om ledelsen svigter den”.          

Den 8. juni udkommer KK. ”Mistilliden beseglet” står der med versaler på bladets forside. ”Når den københavnske lærerstand må gå imod flertallets forslag, som nu er vedtaget, skyldes det afgørende principielle uoverensstemmelser”, indledes artiklen, hvor der fortælles, hvad Københavns Kommunelærerforenings og København Kommunelærerindeforenings bestyrelser har fortalt ”de københavnske morgenblades skolemedarbejdere” en time efter, at skoledirektionen har besluttet at forbyde brugen af spanskrør.

Vedtagelsen ”er sket på trods af sagkundskaben”, hedder det i KK. Skoledirektionen valgte ”den politiske afgørelse og viste mistillid, til skade for forholdet mellem myndighederne og den københavnske lærerstand”.

Information, der dengang udkom om eftermiddagen, skrev allerede om forbuddet den 30. maj, og avisen mente, at ”spanskrørets afskaffelse burde være en detalje i en virkelig indsats for forbedring af skoleforholdene”. Men det er ikke nok, understreger lederskribenten, for mange forældre giver deres børn ”en totalitær opdragelse og anvender klø”. Den leder bliver indirekte kommenteret i Folkeskolen, der ugen efter fortæller, at Information har mistet 300 abonnenter. Det skyldes udelukkende, skriver Bahne Jensen, avisens ”tåbelige skolejournalistik”, som er ”en daglig udæskning af almindelig sund fornuft”.

Politiken skrev ikke leder om vedtagelsen, men en lang artikel dagen efter vedtagelsen slutter sådan:

”Det kan sikkert i denne forbindelse være af interesse at nævne, at man i Sverige – for øvrigt også mod lærernes modstand – diskuterer spanskrøret afskaffelse. I Finland har legemlig straf været forbudt siden1914. I Norge er der også forbud, ligeså i Island og Holland, mens der i England er en række bestemmelser, som forøger en straffende lærers ansvar”.

De oplysninger bliver hverken refereret eller kommenteret i KK eller Folkeskolen, mens aviser, der udtrykker forståelse for lærerforeningernes synspunkter, refereres fyldigt begge steder.

Berlingske Aftenavis (som nu er blevet til Weekendavisen), skriver samme dag, at ”det er billigt at erhverve sig ry som fremskridtets ridder på bekostning af spanskrøret”, og kalder det ”dristigt”, at skoledirektionens flertal ”opkaster sig som bedrevidende i forholdet til dem, der står midt i arbejdet”.

Kristeligt Dagblad minder den 2. juni på lederplads om ”de fortvivlede lokaleforhold” og et ”stærkt øget børnetal”, som betyder, at københavnske skoler kæmper med ”betydelige disciplinære vanskeligheder”. Forældre ved ikke, om de tør ”betro den offentlige skole” deres børn, og ”unge lærere og lærerinder flygter fra storbyen ”efter smertelige vikaroplevelser”.

Der er altså stadig brug for spanskrøret, mener Kristeligt Dagblads lederskribent: ”Tror man, at mennesket virkelig trænger til op-dragelse”, så er man heller ikke bange for ”i ekstreme tilfælde at gribe til midler, der synes hårdhændede”.

Dagen efter er det Nationaltidendes tur. Både lærerne og forældrene er blevet svigtet, mener den konservative avis:

”Man tænker sig en ung vikar stillet ansigt til ansigt med en overfyldt klasse af larmende skolebørn, der ved, at »legemlig afstraffelse er ikke tilladt under nogen form«. Alene dette, at der foreligger et totalforbud, kan være en fristelse for visse rebelske typer af børn”.

Pædagogisk nyorientering

Kort før 70-årsdagen for de københavnske forbud mod at slå elever minder formanden for Københavns Lærerforening, Lars Sørensen, om, at årtierne efter Anden Verdenskrig var en brydningstid.

”Den reformpædagogiske tilgang kom til at fylde på skolerne, og jeg tror, at der i store dele af lærergruppen var voldsom modstand mod fysisk afstraffelse”, siger han. ”I mine øjne er det tydeligt, at lærerforeningen - både centralt og lokalt - i den efterfølgende periode gik fra at være nationalkonservativ, hvor man holdt fast på de gamle dyder, til en slags pædagogisk nyorientering. I København har det nok også været betydningsfuldt, at skolen ændrede sig fra stort set kun at være for arbejderklassens børn til også at skulle rumme middelklassens børn og - ikke mindst - deres familiers opdragelsesmæssige værdier”.

Fra den 1.august 1967 forbød daværende undervisningsminister K.B. Andersen brugen af spanskrør i alle danske skoler. I Københavns Lærerforeningen ville de gerne have nogle af de gamle ordensregler tilbage, men de ønskede ikke at få revselsesretten tilbage!

Forældres ret til at slå deres egne børn, blev først forbudt 30 år senere.

Denne artikel og tilhørende indhold udtrykker ikke nødvendigvis KLF´s synspunkter. Læs mere.