Formandskabet i KLF kommenterer på det netop fremlagte kommunale budget for 2016.

Politisk kommentar:  Kommunen havde med en kassebeholdning på over 1 mia. kr. en enestående mulighed for at prioritere flere ansatte til at løse kerneopgaverne i kommunen. I stedet går der mange penge til anlæg og reduktion af gebyrer for byens erhvervsliv.

Først det positive: Vi har fået 70 mio. kr. – 35 mio. kr. i 2016 og 35 mio. kr. i 2017 til vikardækning med mere på skolerne, Ungdommens Uddannelsesvejledning har fået 3,5 mio. kr. på grund af den store gruppe af ikke uddannelsesparate unge i København, og der kommer penge til at arbejde med demokrati og medborgerskab til folkeskolen. Pengene kan række til ansættelse af 1 læreruddannet  pr. skole, der bl.a. kan fungere som vikar. Det er vi naturligvis glade for.

POLITIKEN: Skoleelever, fodboldbørn og socialt udsatte må betale i København

Desværre kan vi se, at med de budgetbesparelser der de kommende år gennemføres på skoleområdet, så mister vi flere lærerstillinger – og det er vel at mærke faste lærerstillinger, og det er bevillinger af ganske få års varighed, vi får.

Overborgmester Frank Jensen udtaler: ”Jeg er superglad for, at vi her i København kan stå sammen om at prioritere børnene”. Der er ret beset ikke grundlag for denne positive melding ved læsning af Budget 2016 forliget. Der er sket en omfordeling af midlerne, idet skoleområdet på forhånd har bidraget med besparelser på godt 50 mio. kroner til effektiviseringspuljen, så vi alt i alt går i minus.

Børne- og Ungdomsborgmester Pia Allerslev, som snarere burde forholde sig til børne- og skoleområdet, udtaler sig med tilfredshed om fordelene for byens erhvervsliv og om de bedre parkeringsforhold for byens borgere.

Budgetforliget er indgået fredag 11. september af alle partier undtagen Enhedslisten.

Det er meget svært at se, at det er et budgetforlig der, som flere ledende københavnske politikere havde markeret ønske om, prioriterer folkeskolen. Med mindre vi altså snakker om skolerenovering og skolebyggeri, der til gengæld er flot prioriteret.

PRESSEMEDDELELSE: Borgmestre er glade for budget 2016

Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.