Så starter et nyt skoleår, hvor der traditionen tro er mange mulige forandringer for medlemmerne af Københavns Lærerforening:
På folkeskoleområdet nåede KLF efter lange forhandlinger i mål med en lokalaftale om arbejdstid, der som det væsentligste element betyder, at der nu er sammenhæng mellem undervisning og forberedelse. Vi er godt klar over, at aftalen ikke løser alt, og den giver ikke flere penge til folkeskolen. Aftalen er et skridt i den rigtige retning, og vi forventer, at den nye aftale vil give lærere og børnehaveklasseledere bedre mulighed for at lykkes med velforberedt undervisning. Samtidig håber vi, at aftalen vil få positiv betydning i forhold til fastholdelse og rekruttering af lærere.
Københavns indsats overfor kommunens børn, unge og ældre er presset til det yderste på grund af mange år med regeringsdikteret minusvækst i den økonomi, som kommunen har til service. Det er min forventning, at den nye regering med statsminister Mette Frederiksen, der i valgkampen har markeret sig som ’børnenes minister’, vil styrke de økonomiske rammer for den kommunale velfærd. Regeringens forhandlinger med Kommunernes Landsforening/KL, der snart indledes, vil vise, om jeg har ret i min vurdering.
To helt store dagsordener med betydning for den københavnske folkeskole vil dels være ændringer i indsatsen for det stigende antal børn, der visiteres til et mere vidtgående undervisningstilbud, og dels overvejelser om ændringer i skolestrukturen – eksempelvis skolesammenlægninger. Eventuelle ændringer vil skulle besluttes politisk af Børne- og Ungdomsudvalget i København. Foreningen er repræsenteret i følgegrupper på begge områder – vi har i følgegrupperegi mulighed for at komme med forslag og blive holdt orienteret. Ændringer på specialområdet og skolestrukturen har som et væsentligt mål, at der skal spares penge.
På landsplan afsluttes lærerkommissionens arbejde om lærernes arbejdstid inden årsskiftet. Kommissionen blev nedsat i forbindelse med overenskomsten i 2018. KL og DLF er enige om, at arbejdet skal have fokus på folkeskolen som det naturlige førstevalg, rekruttering og fastholdelse af lærere og rammer, der understøtter vores mulighed for at lykkes med vores opgaver. Kommissionens anbefalinger skal så danne rammen for en såkaldt ’periodeforhandling’ og afsluttet inden OK 21, så vi ikke fortsat skal have vores arbejdstid reguleret ved arbejdstidslov/Lov 409.
Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.
Vær den første til at kommentere