Farvel folkeskole

I foråret 2016 annoncerede Forskningsafdelingen ved Professionshøjskolen UCC efter lærere og andre ansatte, der havde forladt folkeskolen i perioden 2013-2016. Formålet var at undersøge bevæggrundene bag de seneste års lærerflugt fra folkeskolen. Et link med fem åbne spørgsmål blev bragt på folkeskolen.dk og Facebook, og i løbet af den første uge havde over 600 åbnet linket, og heraf kom der 405 besvarelser. At to tredjedele vælger at besvare viser tydeligt, at der er tale om en målgruppe, der har noget på hjerte, tolker forfatterne Nana Vaaben, Pia Böwadt og Rikke Pedersen.

Lærerne blev bedt om at forklare hvilke faktorer, der havde fået dem til at forlade folkeskolen som arbejdsplads. Langt størstedelen af de 405 respondenter er fortsat undervisere, og heraf flest på fri- og privatskoler. Ingen af lærerne i undersøgelsen havde frivilligt søgt væk fra folkeskolen, men formulerer det som et meget svært, men nødvendigt fravalg af folkeskolen. Forfatterne ser denne pointe understreget af, at en ret stor gruppe sagde op uden at have fundet nyt eller bedre job. Af svargiverne er 49 gået på pension eller efterløn, men også for dem gælder det, at de stopper før, de egentlig havde tænkt sig. Hele 325 lærere har direkte svaret, at de selv har truffet beslutningen om at forlade folkeskolen, mens 29 fortæller, at de er blevet opsagt.

Alle aldersgrupper og et bredt spektrum af erfaring er repræsenteret blandt de 405 deltagere, så lærerflugten kan ikke blot forklares med, at seniorerne ikke kan følge med tiden, eller at de nyuddannede får realitetschok, når de starter job. Forfatterne udleder, at størstedelen af deltagerne er medarbejdere, som skoleledelserne gerne ville have beholdt, og netop derfor er deres bevæggrunde værdifulde til at forstå problemet med lærerflugt og rekruttering af kompetente lærere. Problemet er altså generelt for folkeskolen i dag og kan ikke adresseres en enkelt, snæver ’problemgruppe’, konkluderer de.

Når tiden ikke rækker

Lærerne i undersøgelsen betegner tid som et af de største problemer efter folkeskolereform og lov 409. Ordet tid er det mest brugte navneord i besvarelserne med 289 søgehits. Og med tid menes der overvejende, hvad man kunne kalde fri tid eller det professionelle råderum. Lærerne nævner lov 409 og fuld tilstedeværelse på skolen som en af hovedårsagerne, men ikke kun fordi det påvirker lærernes egen familielogistik og fritid. Langt flere svarer, at det er den manglende fri tid, der frustrerede. Altså råderummet og tiden til at prioritere kernen i lærerarbejdet, der beskrives som en gensidig afhængighed mellem faglighed og relationsarbejde. Lærerne understreger, at de ikke vil være ’socialpædagoger’, men at tid til at arbejde med relationer og inklusion er en forudsætning for, at undervisningen og det faglige kan fungere:

- Når man kigger samlet på, hvad der siges om de mellemmenneskelige relationer, så fremgår det, at der er tale om en balance forstået på den måde, at relationen til eleverne og formidlingen af af fagstoffet hænger tæt sammen. Der er således ikke tale om, at lærere hellere vil arbejde med relationer end at undervise og beskæftige sig med faglig kvalitet. Tværtimod vil de netop gerne have det faglige i højsædet, men kan ikke lykkes med det, hvis der ikke også er tid til at tage sig af de problemer, som løbende opstår mellem børn, udleder forfatterne.

Lærerne oplever også, at den manglende tid og fleksibilitet går ud over de løbende vurderinger af elevers og klassers trivsel, som de foretager hver eneste dag. Vurderingerne  kunne lærerne ikke længere udmønte tilfredsstillende i konkrete handlinger på grund af tidspres og fastlåst arbejdstid, forklarer forfatterne:

- På den måde brænder de ind med deres professionelle vurderinger af, hvad der er vigtigt, og står tilbage med en følelse af forpligtelse til at gøre det nødvendige, men uden mulighed for faktisk at gøre det. Det er på den baggrund, vi mener, at lærernes professionelle vurderinger er blevet tilovers eller hjemløse.

Nødvendig exit

Lærerne i undersøgelsen er overvejende stoppet i folkeskolen for at blive ved med at være lærere og finde glæden ved lærerarbejdet igen. Ordet arbejdsglæde nævnes af 193 lærere i besvarelserne, der kredser om samspillet mellem respekt, anerkendelse og arbejdsglæde. Rigtig mange svarer, at de har fundet arbejdsglæden igen ude i deres nye lærerliv i fri- og privatskoler og begrunder med forhold som større albuerum, fleksibilitet og tillid.

Ifølge forfatterne er det at kunne være til stede for sine elever og have tid til forældresamarbejde og kollegial sparring tæt forbundet med arbejdsglæde og trivsel for lærerne. Når der ikke er tid til at fastholde disse relationer, svinder arbejdsglæden. Lærerne har kæmpet med følelser af at svigte børnene, at blive bedt om at være lærer på en måde, de ikke kan stå inde for, og oplever derfor dårlig samvittighed eller moralsk stress over ikke at kunne gøre deres arbejde ordentligt:

- Moralsk stress opstår, når man ved, hvad der er det rigtige at gøre, men er forhindret i at gøre det, og det er faktisk ret præcist sådanne situationer, lærerne beskriver, når de forklarer, at de bare ikke kunne blive i folkeskolen, men var nødt til at sige op, fordi de ikke kunne se sig selv i øjnene, forklarer forfatterne.

Lysten til at være lærer forsvinder, når der er for mange opgaver, der ikke taler direkte ind i vigtigheden af at relatere til eleverne og øve god undervisning. Rapporten fremhæver, at lærerne oplever, at deres professionelle og personlige integritet er truet:

- Når lærerne stoppede i folkeskolen, og betragtede det som noget, de var nødt til at gøre, var der tale om, hvad man kan kalde et eksistentielt valg og en form for overlevelsesstrategi, der ganske vist havde at gøre med deres arbejdsmiljø, men som først og fremmest handlede om, hvilken form for skole de som lærere og mennesker kunne stå inde for af hensyn til eleverne.

Topstyring og dårlig ledelse

Dårlig ledelse er en af de hyppigste årsager til, at lærerne i undersøgelsen gik. Dårlig ledelse nævnes af 145 lærere, og utilfredsheden går især på topstyring på alle niveauer lige fra ministeriets politikker, kommunale tiltag og rammer til ledelse ude på de enkelte skoler. Mange af lærerne nævner dog også spontant, at skolelederne trods urimelige krav fra politisk hold kæmper en brav kamp for at drive god skole. Forholdet mellem den enkelte skole og kommunen understreges, og der er en tydelig oplevelse af, at kommunerne er blevet for styrende på bekostning af skolernes selvbestemmelse.

Når lærerne i undersøgelsen kritiserer deres skoleledelse direkte, er det overvejende fordi, der er blevet skaltet og valtet med kerneopgaven, uden at lærerne er blevet hørt eller blevet støttet i vanskelige situationer. Svarene handler ikke om, at lærerne hellere ville gøre som de plejer, men tydeligvis om at mange omrokeringer, opsigelser, udskiftninger, sygemeldinger og vikarløsninger opleves som kaotisk, hvis ikke ledelsen har overbevisende overblik. Når lederne rykker rundt på lærere, klasser og fag uden at anerkende, at det har betydning for lærernes professionalisme og arbejdsliv, dræber det arbejdsglæden, konkluderer forfatterne:

- De efterspørger ledelse, der retter sig mod skolen og dagligdagen i stedet for mod medier og forvaltere, og de efterspørger ledere, der løser problemer i stedet for at sende dem retur til lærerne. De efterspørger ledere, der bliver på posten, og som har erfaring og ved noget om skoler. De efterspørger også ledere, der kan passe på lærere og på folkeskolen. Mange af lærerne har også benyttet undersøgelsen til at understrege, at deres egen lokale leder enten har gjort det fantastisk eller forsøgt at gøre det godt, men ikke har haft mulighed for det, fordi vedkommende selv var underlagt kommunal styring.

Bekymring for folkeskolen

Lærerne i undersøgelsen har forladt folkeskolen for at være lærere i andre fora, men de har ikke lagt bekymringen for folkeskolen fra sig, konkluderer UCC’s rapport. Bekymringerne går på flere ting: et ønske om at værne om folkeskolen som institution, en solidaritet og respekt overfor de kolleger, der fortsætter opgaven i folkeskolen, og vigtigst en stærk medfølelse med børnene i folkeskolen og de forhold, de undervises under. Rapportens tre forfattere taler om, at lærerne udtrykker sorg over det forliste arbejdsforhold og folkeskolens forfatning, og de fremhæver en enkelt lærers besvarelse:

”Jeg vil bare gerne sige, at jeg før var folkeskolelærer med stort F. Mit hjerte græder for folkeskolen, for jeg synes den er blevet skamskudt.”