I snart to år har de københavnske folkeskoler haft mulighed for at få hjælp fra forvaltningens Faglige Implementeringsteam, FIT. På de to år har teamet nået at rådgive omkring halvdelen af kommunens skoler i implementeringen af en bred række elementer fra folkeskolereformen, fortæller Thomas Bisgaard, der har en baggrund som både lærer og afdelingsleder og i dag er ansat som en af FITs syv konsulenter.
”Skolerne har enormt mange ting at forholde sig til. Derfor hjælper vi med at implementere alt det, de alligevel skal have løst. Det er ting, de sagtens kunne gøre uden os – men ved at få FIT ind over, får skolen nogle gode redskaber til at få reformelementerne implementeret godt fra start,” siger han og tilføjer:
”Vi kan godt opleve, at ledelse eller medarbejdere på skolerne giver udtryk for, at de ikke har tid til at implementere de ændringer og justeringer, vi foreslår, men når de gør det, erkender de, at det er en hjælp, for processen skulle de igennem uanset hvad – vi er bare med til at sikre, at det sker på en god måde.”
Skræddersyede forløb til skolerne
De folkeskoler, som er på faglig handleplan, er forpligtede til at skulle have hjælp fra forvaltningens supportmedarbejdere, herunder FIT, men også mange andre skoler bruger teamet. Der bliver FIT typisk inddraget, når en skoleleder eller områdechef definerer et område, skolen skal blive bedre til. Der bliver aftalt et indledende møde med et par af FITs konsulenter, som efterfølgende finder ud af, hvem i teamet der har de rette kompetencer til at hjælpe skolen. Herefter skræddersyr konsulenterne et forløb inden for lige præcis det udviklingsbehov, skolen har.
”Vi laver individuelle løsninger til den enkelte skoles kontekst, men trækker naturligvis på viden fra lignende forløb på andre skoler. På den måde sikrer vi, at skolerne får den mest kvalificerede hjælp, som tager højde for de behov og udfordringer, de står med, men at vi også bruger den viden og erfaring, vi har i hele organisationen” siger Thomas Bisgaard.
Når FIT sætter gang i et forløb med en skole, forpligter det ledelsesteamet og skolernes ressourcepersoner til at følge forløbet til dørs. Implementeringen kommer nemlig langt fra på plads, imens FIT er tilknyttet skolen, fortæller han.
”Vi møder meget kommentarer som: ”Jamen, vi troede, I ville ordne det”. Men sådan er det ikke. Vi sætter rammerne, organiserer og klæder skolerne på til at kunne implementere det nye på en god måde. Så de skal kunne selv, når vi går ud af døren, men arbejdet slutter ikke der,” siger Thomas Bisgaard.
Forskellige specialer og brede emner
Thomas Bisgaard fortæller, at konsulenterne i FIT løbende er endt med at specialisere sig inden for de forskellige områder, skolerne har brug for hjælp til. Selv er hans fokus på udvikling af faglig ledelse og skolernes teamsamarbejde. Han har blandt andet udviklet en teamkoordinatoruddannelse, som 18 skoler allerede følger nu, og som han forventer, flere vil slutte sig til næste skoleår.
Uddannelsen består af nogle generelle elementer om teamsamarbejde, som skræddersyes til den enkelte skoles organisering og udviklingspotentialer. Derudover hjælper han en række skoler med fleksibel skemalægning, som han sammen med en ansat i forvaltningen blandt andet orienterer om på områdemøderne.
”Da vi blev ansat i sin tid, blev vi tænkt som et samlet team, der alle kunne nogenlunde det samme. Men efterspørgslen fra skolerne har krævet, at vi specialiserer os inden for nogle felter, så vi kan fokusere på hele tiden at være opdateret på ny viden inden for det felt ” fortæller han og uddyber:
”En af mine kolleger i teamet understøtter skolerne intensivt i værktøjet ’Beregneren’, mens to andre laver tætte forløb med at koble skolepædagoger godt ind i skolerne. Når det giver mening, samarbejder vi med øvrige supportmedarbejdere i forvaltningen, så vi udnytter al den viden, der ligger her, og får lavet en helhedsorienteret support til den enkelte skole.”
Gerbrandskolen fik sparring på teamsamarbejdet
En af de skoler, som selv har henvendt sig for at få rådgivning fra FIT, er Gerbrandskolen. I foråret 2014 fik skolen en ny skoleleder, Jesper Larsen, som sammen med skolens øvrige ledelse besluttede, at de sammen med FIT ville lave en strategi for udviklingen af teamsamarbejdet og uddanne teamkoordinatorer.
”Vi lagde hovedvægten på udviklingen af teamsamarbejdet, fordi vi mener, det er gennem det gode, velfungerende teamsamarbejde, reformens elementer kan blive båret godt igennem. Og sammen med FIT arbejdede vi også for at få teamsamarbejdet til at handle om det, vi synes, var vigtigst; elevernes læringsprocesser,” siger skoleleder Jesper Larsen og uddyber:
Før var skolen opdelt i klasse- og afdelingsteams, der fungerede på ligeså mange måder, som der var teams, som skolelederen formulerer det. I dag arbejder de i stedet i årgangsteams – et oplagt valg til skolens fem spor, som giver gode muligheder for ret lukkede årgangsteams, fortæller han.
Derudover er otte af skolens lærere gennem FIT blevet uddannet til teamkoordinatorer. Det er sket på fire kursusgange af 2-3 timers varighed fordelt over det seneste år. Undervejs i forløbet var der én fælleskursusgang for hele lærerkollegiet. Her blev det defineret, hvilket ansvar man har på skolen som henholdsvis teammedlem, teamkoordinator og leder. Det var med til at få alle godt engageret i teamsamarbejdet, fortæller Thomas Bisgaard fra FIT.
Skoleleder: FIT kender skolernes virkelighed og muligheder
For skoleleder Jesper Larsen er der ingen tvivl om, at det har været godt for skolens udviklingsarbejde at have FIT med på sidelinjen.
”Konsulenterne har været rigtig gode til at hjælpe os med at sætte ord på, hvad vi ville udvikle, og lave en plan for, hvordan det skulle foregå. De var lydhøre overfor, hvad vi gerne ville, og stillede os spørgsmål, som fik os til at reflektere. Det opkvalificerede helt klart vores proces at bruge dem som sparringspartnere,” siger han og tilføjer:
”Folkene fra FIT har en forståelse for skolens virkelighed, og hvad der kan lade sig gøre. Andre eksterne konsulenter kan godt mangle forståelsen for, at man ikke bare kan vende rundt på det hele midt i et skoleår eller holde 12 møder straks. Det oplevede jeg som en fordel ved FIT.”
Han opfordrer andre skoler til også at benytte sig af FITs hjælp til de implementeringsopgaver, skolerne alligevel skal igennem med reformen:
”Det har ikke været en ekstraopgave at få hjælp fra FIT, fordi de har hjulpet os med at tilrettelægge noget, som allerede var en opgave for os. Derfor giver det god mening at koble dem på, så man får kvalificeret noget af det, man alligevel skal igennem,” siger han.
Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.
Vær den første til at kommentere