Hvilket verdenshjørne kommer vinden fra? Hvilke dyr kan man fange i havet? Og hvad lever fuglene på stranden af? I det nye Naturcenter Amager Strand kan indskolingseleverne få svar på disse – og mange flere – spørgsmål i undervisningsforløb om fugle, vind, sten, krible-krable-dyr og meget andet.
Naturcenteret er et nyt undervisningstilbud til daginstitutioner og indskolingselever i København og Frederiksberg. Centeret er drevet af Skoletjenesten fra Københavns Kommunes Børne- og Ungdomsforvaltning, som har tilrettelagt forløbene, så de inspirerer og aktiverer børnene og samtidig understøtter skolernes læringsmål.
Eleverne bliver undervist ude i naturen, hvor undervisningen tager afsæt i observationer og aktiviteter. Indenfor er der landskabsakvarier og vandborde, hvor man blandt andet kan undersøge krabber og andre smådyr fra havet.
Eleverne bliver nysgerrige på naturfag
Der har allerede været daginstitutioner og skoleklasser på besøg på Naturcenter Amager Strand før den officielle åbning. Og det har været en stor succes, fortæller leder af Skoletjenesten Poul Vestergaard.
”Børnene dykker ned i naturens fænomener på stranden, og vi oplever, at de er både nysgerrige og engagerede, når de deltager i undervisningen herude. Hvert forløb fokuserer på et emne eller begreb, eksempelvis vind. Gennem naturfaglige undersøgelser lærer de at aflæse vinden ved at betragte naturens tegn, og vi undersøger, hvordan vind kan bruges i vores hverdag. På den måde kombinerer vi leg, oplevelse og læring,” siger han.
Borgmester: Børn skal kende verden uden for skolen
Børne- og ungdomsborgmester Pia Allerslev var med til at indvie naturcentret. Hun er begejstret for de mange tilbud, de københavnske elever har uden for skolens fire vægge:
”Børn har brug for at kende verden uden for skolens fire vægge, og i Københavns Kommune lægger vi stor vægt på, at skolen skal være meget andet end lærerens undervisning ved tavlen,” siger hun og fortsætter:
”Naturcenter Amager Strand er et godt eksempel på de mange muligheder, de københavnske elever har for at få undervisning mange andre steder end i klasseværelset. Her kan eleverne lære om naturen i naturen, og det giver børnene et helt andet perspektiv på det at lære om for eksempel vind og vejr.”
Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.
Vær den første til at kommentere