Salen kogte, da bugtaleren Peter Nørgaard afleverede et forrygende show for et medlevende ungt publikum. ´Louis Armstrong´ sang What a wonderful world og ´Elvis´ brølede ´You ain't nothin' but a hound dog´, mens eleverne ellevilde klappede takten. Peter, der er kendt fra ´Danmark har talent´, demonstrerede sine artistiske færdigheder med sproglige og fysiske finesser, humor og timing, så alle måtte overgive sig. Selv om lærere ikke skal leve af ´edutainment´, var der absolut inspiration af hente. Men skolens stærke lærerband stod absolut distancen og var et stærkt ønske fra eleverne, der gerne ville høre ´dem der spillede til sommerferieafslutningen´.
Borgmestre og balloner
Overborgmester Frank Jensen var selvfølgelig på pletten og ønskede tillykke og takkede alle de involverede, der har gjort skolen så flot. Han glædede sig over, at eleverne om morgenen ved håndsoprækning havde lovet skoleleder Anja Helmbæk Horst, at de vil passe godt på skolen. Det kunne ses på de mange sedler på væggen, som blandt andet fortalte: ´Smid ikke tyggegummi´, ´Lad være med at tegne på væggene´ og ´Tænk på at det er dit eget hjem, så rod ikke´. Frank Jensen glædede sig som jyde over sangen ´Æ Vesterhaw´, som Kvidrekorets 50 smukt syngende korister under ledelse af Signe Trude Møller Nielsen og Heidi Hansen underholdt den store forsamling med ude på græsset.
Elevrådsformand Lea Kvist inkasserede et bragende bifald for sin tak for de fine lokaler, idrætssalen og de flotte toiletter med ønsket om at bruge alle de mange redskaber og muligheder, som skolen nu råder over.
Børne- og Ungdomsborgmester Pia Allerslev ønskede også tillykke med de fine omgivelser, hvor man kan se, at der virkelig er tænkt over tingene. Sammen med Lea sendte hun 600 balloner – svarende til skolens elevtal – til vejrs som tegn på indvielsen og med budskab til hele byen om, at VAS er noget helt særligt.
Samarbejde i top
Både nuværende skoleleder Anja Horst og forhenværende leder Eva Mortensen roste arkitektfirmaet Nøhr & Sigsgaard for deres eksemplariske inddragelse af skolen, hvor alle har fået lejlighed til at komme med bud på både renovering og tilbygningerne. Arkitekt Berit Thorup kvitterede ved at takke for det konstruktive samarbejde, for den store gave fra kommunen, og for at ambitionerne og visionerne holdt. Hvilket både økonomi og tid i øvrigt også gjorde. Hun forærede skolen en hængekøje til Sanserummet øverst oppe, for der kan nok blive brug for en slapper fra tid til anden.
Den nye skole
Skolen, som også har gennemgået en helhedsrenovering, rummer nu 3 spor og har dermed plads til de mange børn, der kommer fra det omfattende nybyggeri i kvarteret. Projektet bygger videre på skolens oprindelige pavillonstruktur med 6 fritliggende murede bygninger. Det bærende element er det pædagogiske center indrettet i den tidligere drengegymnastiksal. I bygningerne omkring er der indrettet faglokaler og hjemklasser, som er organiseret årgangsvis i grupper af tre omkring et fællesrum. Der er også etableret et særligt område for de kreative fag. Der er lavet en ny tilbygning til udskolingen med 6 nye basislokaler, fællesrum og diverse faglokaler.
Slaraffenland hedder den eksisterende integrerede institution, og dét er det, for der er kun dette fritidshjem med en ny fin tilbygning knyttet til skolen. Skolen er også begunstiget af at have én klub tilknyttet til mellemgruppen. Der er gjort meget ud af udeområderne, tilbage står kun etableringen af´Kamæleonen´, en sti der skal koble skolens områder sammen.
Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.
Vær den første til at kommentere