Det hele begyndte på et afdelingsmøde i oktober. ”Og hvad gør 5. klasserne så med juleteater i år?”, spurgte ordstyreren ganske uskyldigt. Det er sjovt, hvordan en voldsom, pulserende hovedpine kan komme ud af det blå fra det ene øjeblik til det andet. Måske fik jeg lige sagt noget hurtigt der, inden jeg nåede at tænke mig om. I hvert fald udbrød en kollega fra 6. klasse forfærdet: ”Men det er jo en tradition!”.
Traditionsargumentet svarer i folkeskolen til bomben over Nagasaki. Al modstand forstummer. Fjenden giver simpelthen op, for der er ikke noget at gøre. Det handler bare om, hvem der bruger det først, og denne gang blev det så ikke mig. Altså juleteater. Med hele 5. årgang. Årets højdepunkt. Skolens stolthed. Fik jeg sagt, at jeg hellere vil sætte ild til mit hår og slukke det med en hammer end at tage hul på julen inden 23. december?
Sidste gang, jeg prøvede kræfter med genren juleteater, var det med den nyuddannede lærers naive ambitioner på elevernes vegne og en dristig satsning i form af Jul i Nøddebo Præstegård. Det er 9 år siden nu, men folk taler stadig om det, og jeg vågner stadig med et skrig ind imellem; badet i sved, hyperventilerende og utrøstelig. Siden har jeg skadefro nydt at iagttage skiftende kolleger år for år vakle skamskudte, viljeløse og ulykkelige gennem november, velvidende, at sammenbruddet er uundgåeligt. Nu smager jeg min egen medicin, og den er bitter. Fik jeg sagt, at jeg hellere vil falde ned ad en trappe med en flaske i munden end at lave teater med børn?
Og sådan er der så meget i december, når man er lærer. En hel måned eller mere, hvor du kun ser dagslys, når du har gårdvagt. Børn, der grådigt og uværdigt slås om vulgære mængder af æbleskiver fra frost og industrielt fremstillede pebernødder. Wham i radioen. Følelsen af at være lærerværelsets tarveligste nisseven, fordi du hverken har fantasi eller overskud til mere end at pakke parallelimporterede dåseøl ind i MetroXpress og få elever til at aflevere dem. Tiden, der tilsyneladende går langsommere end normalt, materialiseret i kalenderlys, der kommer længere og længere bagud for hver dag, der går, og dermed udgør det perfekte symbol for dit sociale- og professionelle liv.
Mere Wham i radioen. Madlede. Overtræk. Selvhad. Wham igen. Den årlige julefrokost, hvor helt almindelige menneskers umotiverede, sæsonbetonede begejstring for Rød Aalborg, parret med deres svigtende evne til at tåle den, ledsages af ridsede cd’er med julemusik fra 90’erne, fantasiløs og ringe udført catering, fordrukne pakkespil om værdiløse impulskøb fra Søstrene Grene, mysli overhældt med billig, varm rødvin, blå polyesternissehuer med Tuborg-logo og blinkende kvast og, fandeme, mere Wham.
Glædelig jul!
Denne blog og tilhørende indhold udtrykker ikke nødvendigvis KLF´s synspunkter. Læs mere.
Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.
Vær den første til at kommentere