Usædvanlig mild oktoberluft ligger over Nørrebro fredag eftermiddag, og lærere fra hele byen stiller cyklerne og forsvinder ind i Korsgadehallens græsklædte kæmpetue. KLFnet’s udsendte står en tid udenfor og betragter strømmen af smilende folk, der hilser højlydt på hinanden; både stemning og lokalitet leder tankerne hen på Tolkiens hobbitter på vej til markedsdag. Men hér ophører sammenligningen også; indenfor i hallen hersker en tyst og mere alvorlig stemning. På repos’en lige ved døren venter Ole Borch, der har været lærer på skoler i Københavns Kommune i 38½ år. Som han står der med sine godt 190 cm, forsvinder den sidste rest af hobbit-associationen; han er kommet i god tid og virker ikke helt bekvem ved situationen. Ole Borch har deltaget i utallige generalforsamlinger i KLF, men det er første gang, han er blevet bedt om at give interview om sin egen oplevelse af GF ’14:

”Jeg var faktisk lidt nervøs, da jeg cyklede herind. Jeg er vant til at udtale mig om alt muligt mange steder, men denneher situation med et interview, hvor jeg skal tale om mig selv, ved jeg faktisk ikke rigtig, hvordan jeg har det med”, siger han, efter vi har hilst kort på hinanden. Ole drejer samtalen hen på lærernes arbejdstid – eftermiddagens nok allervarmeste kartoffel:

”Min kone er også lærer, og hun er da en gang i mellem kommet trist hjem på grund af forholdene med den nye arbejdstidslov. Det virker, som om skolerne selv skal opfinde den dybe tallerken. Men skolerne er også meget forskellige, så jeg er spændt på at se, hvad der bliver sagt om arbejdsforholdene, for det er da revolutionerende, dét der foregår lige nu.”

Ole Borch forsvinder ned ad trappen til salen og scanner rækkerne af borde for at få øje på de kolleger, han har glædet sig til at gense. KLFnets udsendte holder vagt ved døren og spejder efter den anden interviewperson til indeværende artikel, Maria Winding fra Amager Fælled Skole. Generalforsamling 2014 er måske én af de vægtigste i nyere tid, og KLFnet har derfor sat to helt forskellige lærerpersonligheder i stævne for at høre, hvordan de oplever at deltage i fagforeningsarrangementet, og hvordan de vurderer relevansen af talerne og det fagpolitiske indhold: Ole der nu er pensionist, med nogle enkelte timer ugentligt på Engskolen, der har et helt lærerlivs erfaring inden for KLF’s rækker at sammenligne med, og nyuddannede Maria, der lige er begyndt i sit første lærerjob for tre uger siden.

Præcis kl. 15.30 kommer Maria halsende ind af døren og er på vej til at kaste sig ned ad trapperne – i den tro at dagsordenen er ved at blive sat i gang. Hun både sukker og smiler forpustet, da hun finder ud af, at klokken ikke ringer før kl. 16. Marias kolleger har spærret en plads til hende ved et af de bagerste borde, og det lykkes hende ikke helt at skjule sin overraskelse over, at der kun er en håndfuld af hendes nye kolleger til stede:

”Først og fremmest er jeg her af nysgerrighed, og fordi jeg troede, at der kom flere af mine nye kolleger, så det var en mulighed for at lære dem lidt bedre at kende. Jeg troede egentlig, at det var noget, en stor del af skolen deltog i som en selvfølgelighed, så der er jeg lidt skuffet. Men der var da faktisk også et par af kollegerne, der så lidt overraskede ud, da jeg sagde på lærerværelset, at jeg skulle med til generalforsamling.”

På den anden side af midtergangen har Ole slået sig ned med sin tidligere, nærmeste kollega fra specialrækken på Lykkebo Skole, og de er allerede helt fordybet i at få indhentet tiden siden sidste skoledag i juni:

”Det er faktisk at møde mine tidligere kolleger, jeg har glædet mig mest til ved dagens arrangement, det må jeg indrømme”, siger Ole med undskyldende mine og vender sig igen med et skævt smil mod sidedamen.

Snakken falder med det samme på deres fælles elever, der lige er begyndt i 8. klasse. Selvom Ole ikke er på skolen mere, er begges engagement i de unge mennesker i specialrækken åbenbart. Det har været svært for nogle af eleverne, at Ole ikke længere er et af de faste holdepunkter i skolelivet. Især én af drengene i klassen har svært ved at acceptere, at Ole er stoppet, fortæller ex-kollega Signe:

”Det er ligesom gået lidt i stå for ham, og jeg talte med ham om, at han ikke skulle lade det hele falde på gulvet, fordi Ole ikke er her mere. Så kom han en dag ud fra kontoret og så helt forkert ud i hovedet. Jeg spurgte ham, hvad der var galt. På vej ud af døren vendte han sig og nærmest råbte til svar: ’Hvordan tror du egentlig, det er, når ens yndlingslærer stopper?’

Ole slår anekdoten hen med en afværgende latter og drejer sig på stolen for at forklare:

”De elever, der kommer i læserækken, har alle sammen fået en masse personlige og faglige knæk, der hvor de kommer fra, så der skal bygges noget selvtillid op. Det kræver, at man som lærer får et godt forhold til dem, for at der opstår den tillid. Det arbejde har vi været fælles om i syv år, så du forstår nok, at vi har meget at tale om”, siger han lige sekundet før, der kaldes til orden i salen.

Formandens beretning går i gang, og kollegasnakken må vente, til der fløjtes til pause senere i programmet.

Maria fra Amager Fælled Skole er efter generalforsamlingen godt tilfreds med at have fået et indblik i foreningens arbejde, om end en del af procedurerne kom lidt bag hende undervejs:

”Man kan jo ikke snakke under talerne uden at forstyrre, så det bliver en lidt ensom fornemmelse at sidde og lytte til alt det nye og føle sig temmelig blank. Jeg har været til mange generalforsamlinger i foreningslivet, men her er der megen intern snak. Og hvad er en resolution? Som man pludselig skulle stemme om … men det var jo vildt interessant at høre om, hvordan forholdene er på de andre skoler. Én af vores naboskoler, hvor teamets lærere skal vikardække en teamkollegas første sygedag – det rystede mig lidt, og så kan man jo se, at den ikke er helt så gal på éns egen skole”, fortæller hun.

Også nogle af de mere politiske indlæg tiltrak sig opmærksomhed, fordi ordvalget nærmest kom til at overbyde indholdet, fortæller Maria:

”Jeg må indrømme, at jeg af og til kom til at trække på smilebåndet. Jeg har været aktiv i ungdomspolitik i mange år, men jeg er ikke vant til så bombastisk retorik. Den dér med at Lov 409 blev kaldt et altødelæggende missil og tæppebombning og alt muligt, det overraskede mig altså lidt”, siger hun og klukker uvægerligt ved at gentage ordlyden.

”Retorikken gør det jo ikke nødvendigvis forkert, dét der bliver sagt, men jeg tænker også på, om det hjælper, hvis man bliver ved med at tale om, hvor meget politikerne har svigtet lærerne. Det er måske vigtigere at fokusere på, hvad vi skal gøre fremover, tror jeg”.

Maria ærgrer sig en lille smule over, at informationen fra de andre skoler og talernes pointer ikke kommer direkte ud til alle kollegerne:

”KLF bliver meget fjern fra hverdagen, hvis det kun er TR og AMR, der møder op. Det er helt fint, at de er bindeled mellem foreningen og skolen, men det ville være godt, hvis flere deltog selv. Det kunne vi faktisk godt, synes jeg, for generalforsamlingen virker som et rigtig godt talerør for lærerne. I mine øjne var der ingen debat som sådan, nok fordi der er så mange mennesker til stede i salen, men den grundlæggende funktion er vel netop at være et talerør”, afslutter Maria sin oplevelse af generalforsamling 2014.

Middagen er godt i gang, og køen til buffeten synes endeløs. Ole fra Engskolen bruger ventetiden til at gøre status over dagens arrangement. Det overordnede indtryk er, at de ansvarlige politikere og forvaltningen lader skolerne om at fumle sig frem, uden at der er en overordnet plan:

”Skolerne er jo lige som øde øer, og det virker ikke, som om lederne formår at dele deres erfaringer med hinanden og bruge dem til noget. Det er vældig smart af Pia Allerslev at sige, at alting løses bedst lokalt, så hele ansvaret flyttes fra de virkelig ansvarlige over på den enkelte skole – det er jo del-og-hersk”, siger han med en hovedrysten.

”Problemet består i, at KL har udregnet lærernes arbejdstid uden at have forståelse for, at jobbet har en særlig rytme”, forklarer Ole; en rytme som nu er ændret radikalt:

”Det fede ved lærerjobbet var da netop det dér flow mellem at være på og så fordybelsen. Undervisning, pause med kollegerne og forberedelsen, som man kunne lægge, når inspirationen var der. Man er jo helt brugt op i hovedet, når man har undervist i mange timer, og så forventes det, at man sætter sig direkte hen og forbereder dødinspirerede undervisningsforløb”, siger han og tilføjer lakonisk:

”Vi lærere ved jo, at det kræver overskud at undervise godt - at man er en slags performer – men det forstår andre ikke nødvendigvis. Jeg plejer at spørge folk, om de kunne forestille sig at holde børnefødselsdag seks timer om dagen – fem dage om ugen?!”