Der blev heppet, grint og stegt, da Københavns Madhus i dag afholdt konkurrence i Madhåndværk. Duften af fiskefrikadeller og pandekager blandede sig på finurlig vis, mens elever fra hele landet dystede på madlavning og samarbejde.

Der var fuld tryk på gasblussene og de ivrige børnefingre, da Københavns Madhus afholdt madlavningskonkurrencen ´Cooking Kids 2014´. 12 skoleklasser fra hele landet dystede i forskellige madhåndværksdiscipliner, fra de helt traditionelle retter til en lækker dessert med syrlige nuancer og frisk frugt.

Det er andet år i træk, at Københavns Madhus afholder konkurrencen, hvis formål blandt andet er: ”at skabe madglæde, maddannelse og madmod”, som projektleder Rasmus Gøtsche udtrykker det. Det var der mange muligheder for på gårdspladsen foran Madhuset i Ingerslevsgade ved den gamle Kødby. 

Soundslide: Cooking Kids 2014

Kendte dommere med god smag

Til at bedømme elevernes præstationer var nogle af landets bedste kokke inviteret til konkurrencen, heriblandt Anita Klemmesen og Francis Cardenau, der begge er Michelin-kokke. Derudover deltog madskribent og kok Katrine Klinken og GO’ Morgen Danmarks TV-kok Martin ’Guf’ Becker Rasmussen.

De fire kokke fulgte nysgerrigt med i elevernes madlavning og noterede ivrigt undervejs. Udover at holde et vågent blik på håndteringen af fødevarerne var elevernes evne til at samarbejde også i fokus.

Eleverne dystede i fire discipliner: ’Fiskefrikadeller med hjemmerørt remoulade’, ’Gazpacho med fladbrød og friske urter’, ’Grønne sager’ og ’Pandekagelagkage’. På gårdspladsen var opstillet forskellige madlavningspavilloner, hvor eleverne roterede mellem de forskellige opgaver.

Til at holde styr på tiden og holde eleverne til panderne, spækbrædder og røremaskinerne, var Rasmus Gøtsche, projektansvarlig for Cooking Kids. Med mikrofonen i hånden satte Rasmus gang i aktiviteterne og talte ned, når eleverne skulle afrunde deres madlavning. Det effektive tidspres satte ekstra engagement i elevernes arbejde med madretterne og sikrede. at eleverne kunne blive færdige med deres madlavning, inden H.K.H. Prinsesse Marie ankom til konkurrencen, hvor hun sammen med de øvrige dommere skulle bedømme elevernes præstationer.

Københavnerbørn var også med

I alt 45 skoler havde søgt om deltagelse i konkurrencen, men kun 12 skoler fik mulighed for at deltage, heriblandt 5.b fra Gerbrandskolen, der sammen med deres natur-/teknologilærer Snerle Jannsen, var mødt frem på Vesterbro. Udvælgelsen af klasser foregik efter ’først til mølle’ princippet, og Snerle var hurtig på tasterne før sommerferien, da klassen skulle meldes til.  For Snerle er der ingen tvivl om, at Madhusets filosofi, om at børn lærer bedst, når de udforsker og afprøver, går rent ind hos eleverne. Samtidig er der også en masse at hente i det sociale sammenspil. ”Når eleverne samarbejder og får en fælles oplevelse, som Cooking Kids, så smitter det af på miljøet i klassen – både fagligt og socialt.”

Sejren gik udenbys

Kl. 13 blev vinderne af konkurrencen kåret og H.K.H. Prinsesse Marie overrakte præmierne til de stolte elever. 1. præmien gik til Trællerupskolen fra Roskilde, som blandt andet vandt en dag for hele klassen i Københavns Madhus.

Arrangementet er et samarbejde mellem Københavns Madhus, Copenhagen Cooking og Nordea Fonden. 

Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.