Elever på Højdevangens Overbygningsskole bliver trænede journalister, studieværter og teknikere, når de laver den ugentlige tv-udsendelse.

Tekst og foto: Morten Jensen

Et blegt morgenlys falder skråt ind over redaktionsbordets enorme oval. Tv-redaktionen på Højdevangens Skole er lige kommet fra formiddagspause, og de fire elever fra 7. klasse går hjemmevant i gang med at fordele opgaverne til denne uges HVS-tv.

Siden første udsendelse for halvandet  år siden har redaktionen hver uge produceret 6-10 minutters skolenyheds-tv, der onsdag eftermiddag lægges på skolens hjemmeside.

Frida, Mathilde, Rebecca og Lucas fra 7.f bliver hurtigt enige om, at ugens udsendelse skal bestå af to interviews, den faste brevkasse og en vittighedsfortæller.

– Frida, du har været redaktør før. Var det ikke en idé, at du tager dig af oplæggene til indslagene? Og hvem er vært i dag … Mathilde?, spørger Marck Tønnesen, lærer i 7.f og ankermand på tv-projektet, fra sin plads på sidelinjen.

– Ja, Mathilde er vært, for det var jeg i sidste uge. Men så kan jeg tage brevkassen, siger Rebecca og griber ud efter en   ipad. Hvis vi laver interviewet med skolesekretæren – er det ikke Jette, hun hedder? – så kan I lave spørgsmålene til hende Justin Bieber-fan’en i 6. klasse.

Interveiwspørgsmålene bliver lynhurtigt noteret ned på mobilerne, og de to hold reportere forsvinder ned ad hver sin gang for at få indslagene i kassen.

Hele skolens tv

– Jeg synes, at det er en succes. Det lykkes at lave tv til hele skolen, selv om det er en enkelt årgang, der kører projektet, vurderer Marck Tønnesen, der er den ene af initiativtagerne bag HVS-tv, ansvarshavende redaktør og teknisk blæksprutte.

– Vi optager alt på ipad og bruger fire simple redigeringsprogrammer, som eleverne selv kan betjene. Det er det fede ved projektet, at det i bund og grund er lavpraktisk og overskueligt både for eleverne og for mig. Jeg synes, skolen får meget ud af det. Og eleverne føler virkelig, at de kommer ud over rampen, fortæller Marck Tønnesen.

Ideen til skole-tv på Højdevangens Skole blev til på en pædagogisk weekend. Efter sammenlægningen af de fire Amagerskoler og et nystartet overbygningsmiljø med fire forskellige tema-linjer i 7. klasse var der nok at diskutere for lærerne.

Ret hurtigt blev der stemning for at prøve tv-produktion – både som en samlende faktor og som en mulighed for at brande skolen på en god måde.

HVS-tv er på pletten, hvis der sker noget spændende på skolen i løbet af ugen, for det er en af målsætningerne, at skolens liv er omdrejningspunktet i udsendelserne. Flere af de små klasser har fået det som fast tradition at se og diskutere ugens nye udsendelse.

Forældrene er også glade for at kunne følge med blot ved et par klik med musen. Mange har tilkendegivet, at det giver indblik i børnenes hverdag og er en positiv tilføjelse til kommunikationen mellem skole og hjem.

Interview med ipad

Mathilde og Rebecca hilser pænt på skolesekretær Jette, der skal interviewes til et indslag om hendes arbejde. Interviewet er tænkt som en del af en serie, hvor forskellige personer og faggrupper på skolen bliver præsenteret på HSV-tv.

Souschefen overlader beredvilligt sit kontor til optagelsen, og journalist og fotograf vurderer scenevant lyset i lokalet og foretager en lydprøve, før de går i gang med interviewet.

Studievært Mathilde læser spørgsmålene op fra mobilskærmen med kyndig stemme, mens fotograf Rebecca filmer med ipad’en kun få centimeter over værtens skulder.

Skolesekretæren er en velegnet interviewperson. Hun virker ikke nervøs, svarer godt på spørgsmålene, giver eksempler og taler langsomt og tydeligt. Reporterne tjekker, om optagelse, lyd og lys er i orden på indspilningen, inden de rejser sig fra interviewet.

Alt er i orden, og de takker Jette for hendes deltagelse. De lover, at udsendelsen er klar som vanligt onsdag eftermiddag, og haster op ad trapperne til redaktionslokalet.

At skabe den gode historie

Skole-tv er en enorm god idé, siger leder af læringsmiljøet på Højdevangens Skole, Lars Nielsen.

– Eleverne er med til at fortælle skolens historie som aktive deltagere og formidlere. Når de skaber den gode historie om deres egen skole, er det altså noget andet end ledelsens nyhedsbreve. HSV-tv er et seriøst produkt, som er blevet en del af skolens kommunikation, fortæller han.

Branding er ikke hovedformålet med de ugentlige udsendelser på HSV’s hjemmeside. Fagligheden er i top i mange aspekter af tv-produktionen, fx er elevernes spørgeteknik og kritiske sans over for de givne svar skærpet betydeligt, siden projektet gik i gang.

De fire elever i den nuværende redaktion er alle fra 7. klasse-linjen ’Fortællinger 2,0’, hvor fokus er på formidling, medier og kreativt udtryk. Linjens dansklærer kan se, at erfaringen med at lave journalistik i praksis giver eleverne en ny og reflekteret forståelse af genren.

– Vores projekt rammer bredt, og det er en stor gevinst. Eleverne bliver trænet i at sætte sig ind i nyt stof, behandle det med sikkerhed og konduite, være kritiske og formidle det til andre.

– Det er ikke top professionelt, for der er ikke indkøbt dyre maskiner til det, kun et par programmer til redigering. Jeg oplever, at de tager ansvar, er seriøse, kommer til tiden, afleverer til tiden og har nogle fornuftige diskussioner.

– Som ansvarlig for skolens læringsmiljø, er det afgørende for ham, at tv-projektet i sit udgangspunkt er et undervisnings-forløb. Projektets faglige gevinst ligger netop i, at eleverne skal producere for at lære.

Det giver dem en øget bevidsthed om at vurdere og forholde sig kritisk til eget arbejde, til at lade sig inspirere og føre det ud i livet i samarbejde med andre, vurderer Lars Nielsen.

Når deadline nærmer sig

I redaktionslokalet er stemningen mere løftet end for en time siden; måske fordi de to bærende interviews til ugens udsendelse er i kassen. Der skal nu laves introduktion samt op- og nedlæg til de enkelte indslag.

Studievært Mathilde har svært ved at holde masken, og introduktionen må tages om og om, fordi tungen slår knuder. Derefter er det fotograf Rebecca, der forhaler processen med hænder, der ryster af indestængt latter. Til sidst skærer dagens redaktør, Frida, igennem og foreslår at udskifte studieværten, fordi deadline nærmer sig.

Den professionelle tilgang indfinder sig igen, og på ingen tid er de forskellige små-optagelser klar til at blive klippet sammen med interviews og brevkassebesvarelser.

Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.