Formandens beretning blev enstemmigt vedtaget. Det blev bestyrelsens tre resolutioner også, men de uafklarede spørgsmål fra salen om fremtiden i den københavnske folkeskole forblev uafklarede.
Forvaltningen har indkaldt til rundbordssamtaler om de påtrængende og uafklarede spørgsmål, men vi må have tålmodighed og vente på svarene, lød det fra formand Jan Trojaborg.
Omkring 350 medlemmer mødte frem til generalforsamlingen, der blev efterfulgt af fælles middag og underholdende indslag af standupper Audrey Castaneda. Derefter spillede Rockorkesteret.dk op til dans.
Fortsæt kampen
Den Gyldne Pegepind blev i år givet til foreningens aktive medlemmer, der havde kæmpet kampen under lockouten og som fortsat må kæmpe for at vende udviklingen.
Det skete ved, at prisen på 25.000 kroner blev brugt til at købe en ny bog af to socialdemokrater, viceborgmester Simon Pihl Sørensen fra Lyngby-Taarbæk og MF Rasmus Prehn: ’ Frihed til fællesskab – Vejen til mere demokrati’.
De aktive medlemmer var på denne dag symboliseret ved dem, der deltog i generalforsamlingen. De fik alle et eksemplar af bogen med hjem.
Simon Pihl Sørensen holdt tale og opmuntrede lærerne til fortsat kamp mod en udvikling, hvor økonomiske kalkuler styret af Finansministeriet lægger linjen for den pædagogiske udvikling i folkeskolen.
Og DLF-formand Anders Bondo Christensen glædede sig som dagens gæstetaler over gensynet med Korsgadehallen – om vi vil bøje nakken? ’Gu’ vil vi ej’, lød beskeden.
Bifaldet til de to talere var stort.
pg
Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.
Vær den første til at kommentere