Hvordan forebygger vi radikalisering?

”Mange unge er virkelig vrede på systemet, og det er der konkrete grunde til”, fastslog Line Lerche Mørck, lektor ved DPU. Hun mente, at vi selv er med til at skabe polarisering, hvis vi bare kommer med løftede pegefingre og forlanger, at de unge skal følge vores værdier. Vi skal i stedet gå i dialog med dem, være nysgerrige og forstå deres problemer i en bred sammenhæng. Vi skal handle hurtigt og inddrage nogle af de mennesker, der kender de her lukkede miljøer, for de kan ofte skaffe sig adgang til dem.

Personligt ansvar

Geeti Amiri, født i Kabul, nu kommentator ved Berlingske, kender de radikaliserede miljøer gennem et familiemedlem. Hun understregede, at man ikke bliver radikaliseret af at leve i en ghetto, men at det er et personligt valg. Hun tog afstand fra de unge, der passivt klager over, at de ikke er en del af vores samfund – det samfund som deres forældre i sin tid flygtede til. Deres passivitet løser ingenting, løsningen er, at den enkelte tager ansvar for sig selv.

Politisk ordfører Lars Aslan Rasmussen, BR for S, pegede på den negative påvirkning, som nogle imamer har på truede unge ved at puste til konfliktpotentiale omkring Gaza, ligestilling og homoseksuelles rettigheder. Han omtalte, at mange imamer fx giver udtryk for, at det er ok at slå kvinder. Det er et mindretal, der har ekstreme holdninger, men alt for mange har, mener han, og i øvrigt er der både danske og nydanske familier, der er så smadrede, at de bliver udnyttet af kyniske personer.

Tag ansvar – også for skolen

Også børne- og ungdomsborgmester Pia Allerslev (V) fremhævede nødvendigheden af at tage ansvar. Forældre har et stort ansvar gennem hele førskolealderen, og når børnene kommer i skole. Og i skolen mente hun, at lærerne ikke helt har levet op til deres ansvar.

”Vi har desværre i mange år set, at der har været den der misforståede blødsødenhed blandt lærere, at det er synd for dem, der har en anden etnisk baggrund, så derfor behøver de ikke at lave deres lektier,” sagde hun og fastslog: ”Vi skal forvente det samme af alle unge i samfundet i stedet for at sige, at det er synd for nogle.”

KLF-formand Jan Trojaborg beklagede, at mens der relativt nemt skaffes midler til politi og militær, så skæres der samtidig voldsomt ned på antallet af de offentligt ansatte, der udøver en social og præventiv indsats. Han medgav Pia Allerslev, at skolen måske har været lidt upræcis og slap, men den har afspejlet det samfund, vi har haft.

Jan Trojaborg understregede, at man skal stille de rigtig krav, og det kræver faglig indsigt. Den indsigt savnes i folkeskolereformen, hvis mål er reduceret til at måle børnene på at læse og regne.

”Lærerne gør, som samfundet har bestemt, og derfor taler man efter reformen mindre om demokrati, inklusion og integration. Det er politikerne, der har nedprioriteret dannelse. Det betyder, at de grupper, der har brug for god tid, som skal have social omsorg, bliver ladt i stikken”, sagde han.

Indsats i virksomheder og boligområder

Pia Allerslev ville gerne i højere grad inddrage erhvervslivet og foreslog, at halvdelen af Socialforvaltningens budget for udsatte unge anvendes som løntilskud på 80 procent af udsatte unges løn i virksomheder, der vil påtage sig ansvar for, at de unge lærer at passe et arbejde.

En række boligforeninger har fundet ud af måder, hvor de kan inddrage truede beboere positivt og forbedre områderne. Det sker dels gennem fysiske forbedringer i bygningerne, dels gennem samarbejde med lokale skoler og foreninger. Det har betydet et kraftigt fald i unge uden uddannelse og en halvering af ungdomskriminaliteten i udsatte områder, fortalte direktør i AAB, Christian Høgsbro.

En følge af at føle sig uønsket

Fra salen kom der flere indlæg, og beskæftigelseskonsulent Birger Mosholt, der i årtier har arbejdet med truede børn og unge, fremhævede på baggrund af skuddramaet ved Krudttønden og synagogen i februar, at børn bliver ikke født onde, det kommer ikke over 14 dage, det er en lang proces”.

”Allerede sundhedsplejerskerne ved, hvad det er for børn, der ikke får den kærlighed og omsorg, de har brug for. Det kan tage år at nå ind til at tale om disse unges smerte. Smerten af de tæsk, de har fået af deres familie – som jo ikke skyldtes ondskab, men ren afmagt”, sagde han og rundede af:

”Samfundet har en pligt til en helhedsorienteret indsats. De her unge føler altså en ligegyldighed, og fødekæden til radikalisering og ekstremisme er dybest set skabt af en følelse af at være uønsket.”

”De, der føler sig ønskede og nødvendige i det her samfund, går ikke den vej.”

Konferencen om antiradikalisering var arrangeret af Skolen Sputnik.