Hvordan ved man, om en vandmand i virkeligheden er en dame?

Det er tidlig formiddag på Kolonien Vesterborg på Thorø. De sidste søvndrukne børn og unge slæber sig halvdovent ud fra deres værelser mod bænkene foran den runde hovedbygning.

De knap 40 københavnske børn og unge i alderen ni til femten år er midt i deres koloniophold på den lille landfaste ø i Lillebælt tæt ved Assens. De er alle afsted som skolehold på en af Københavns Lærerforenings sommerkolonier. Normalt ville formiddagen på en koloni blive brugt til leg og aktiviteter, som børnene kender og er vilde med. Men i dag skal de prøve noget uvant.

Det er naturvejleder Helen Holm fra NaturligVis på Koloni, der står for dagens første igangsætning af aktiviteter.

Foran hende sidder alle børn og voksne fra kolonien spredt rundt ved borde og bænke. Bag Helen Holm er opstillet en perfekt udstyrskulisse af net, sorteringsbakker, bestemmelsesduge, skovle, opslagsbøger og skrigorange vandkikkerter. Effekter, som snart skal skal tages i hånden og bringes med ud i naturen på opdagelse.

Efter en kort præsentation af udstyr og materialer bliver kolonibørnene delt i hold. De næste timer skal de lave undersøgelser i naturen omkring kolonien. Flere af børnene har svært ved at beslutte sig for, hvilket udstyr de skal have med som udrustning til mødet med naturen.

Og sådan skal det helst også være, hvis man spørger Helen Holm. Børnenes nysgerrighed og umiddelbare tilgang til naturen skal helst være drivkraften i deres undersøgelser, mener hun.

Naturvidenskab i børnehøjde

”Børnene skal få oplevelsen af, at det er dem, der undersøger naturen, og dem, der kan finde svar på deres undringer. Det er den naturvidenskabelige og undersøgende metode, hvor det netop er det med selv at finde svaret, som vi rigtig gerne vil have, de kommer hjem med.” Således opsummerer Helen Holm essensen af NaturligVis på Koloni-projektet, der er støttet af Novo Nordisk Fonden.

”Her er der ikke en facitliste, og det er hele meningen, for hvis man bare kan slå svaret op i en bog, så pirrer man ikke børnenes naturlige nysgerrighed for selv at undersøge naturen nærmere”.

Ved at styrke børnenes science kapital gennem aktiviteter i naturen, understøttet af materialer og udstyr fra projektet, håber Helen Holm, at langt flere børn udvikler en større nysgerrighed for naturvidenskaben, og måske også kigger i den retning, når de senere i livet skal vælge uddannelse.

”Vi har brug for at flere børn bliver nysgerrige på naturen, hvis vi skal bevare den.”

Selvom kombination af sommerkoloni og naturvidenskabelige undersøgelser kunne lyde som en utidig blanding med skoleaktiviteter midt i ferien, så er det på ingen måder hensigten, fortæller Helen Holm.

”Det er klart adskilt fra klassisk undervisning på den måde, at der er ikke en bestemt viden, børnene skal finde frem til og have med hjem. Der er ikke et bestemt spor, de skal følge. Vi vil rigtig gerne lave det så åbent og undersøgelsesbaseret som muligt. Derfor er det faktisk heller ikke nødvendigt, at der står en voksen og instruerer det,” forklarer hun.

NaturligVis på Koloni er et foreløbigt to-årigt projekt støttet af Novo Nordisk Fonden. Projektet har gjort det muligt at udvikle hele konceptet og indkøbe udstyr, som nu er en integreret del af de 29 kolonier, som Københavns Lærerforening ejer rundt om i Danmark.

Konkret betyder det, at alle københavnske skolebørn, der tager på sommerkoloni, har mulighed for at pirre deres nysgerrighed for naturen med ekstra gode forudsætninger. Sådan er det også for Jonathan, Silas og Atakan, der har vovet sig ud i bølgerne ved stranden på Thorø.

Havets guld

”Wow, det er vildt, det vand der,” lyder det fra Jonathan. Han har begge hænder knuget omkring håndtagene på den store vandkikkert, der hopper op og ned taktfast med bølgerne tæt inde ved strandkanten. Det er næsten umuligt at observere noget gennem vandet. Sand og hvirvlende vand blendes omkring benene på de tre drenge, der i deres iver har mistet fornemmelsen af, hvor langt de er ude i vandet. De opsmøgede bukser kan ikke længere holde sig over vandet, der skvulper op på dem.

Men drengene er optaget af deres nyeste projekt; at finde havbundens hemmeligheder.

”Du skal holde den stille,” råber en af de andre drenge, men hans bemærkning fyger med vinden ind over stranden. Der er i hvert fald ingen af de andre, der opfanger det gode råd. I stedet bevæger de sig ind på det tørre sand.

En af de voksne på kolonien foreslår drengene, at de kan lede efter liv og ’havets guld’ i den tang, der er skyllet op på stranden. Det er ikke meningen, at vandkikkerten skal bruges til det, men sådan giver det bedst mening for drengene, der hurtigt på skift løfter ubestemmelige totter af søgræs, tang og træstykker op foran Atakan, der med kroppen som flitsbue sigter vandkikkerten opad for at indramme, de fremviste naturobjekter.

Tæt på drengene er to piger i færd med at indsamle vandmænd fra vandkanten. ”Hvordan ved man egentligt, hvilket køn vandmanden har,” spørger den ene, mens hun betragter den i udstrakt arm. Ingen på stranden kan give pigen et sandsynligt svar.

En lille, nuttet vandmand kommer ned i en høj linsedåse, som gruppen har taget med blandt de mange udstyrseffekter.

Den tilfangetagne yngling skaber hurtigt stor interesse fra flere børn på stranden, der ilende kommer til for at se på. Enkelte begynder straks at hente vand med samlede hænder for at hælde det ned til den tørlagte vandmands nye habitat. Den blævrende skabning kommer dog ikke med retur til kolonien, bliver pigerne enige om. Men nu har de noget, de skal have undersøgt nærmere.

Fysiske og sanselige oplevelser i naturen

Svarene på de mange spørgsmål i naturen kunne sikkert nemt findes på en medbragt mobiltelefon, men sådan er det ikke, når man er på sommerkoloni. Her er telefoner, tablets og andre digitale hjælpemidler ikke inden for rækkevidde, og det er faktisk godt. Det gør nemlig, at man selv må søge svarene på andre måder – enten via undersøgelser eller ved at dykke ned i fagbøgerne.

”Børnene får nogle fysiske og sanselige oplevelser i naturen, som man ikke får bag en skærm. Vi har prøvet at lave et koncept, hvor vi netop frigør os lidt fra det elektroniske, fordi det skal kunne passe ind i kolonilivet, hvor de ikke har adgang til at søge på nettet – i hvert fald ikke hele døgnet,” forklarer Helen Holm.

Udstyrspakken fra NaturligVis på Koloni er omfattende og imponerende ved første øjekast. Der er masser af undersøgelsesmaterialer, opslags- og fagbøger, bestemmelsesduge, undrings- og videnskort. Det hele er tænkt således, at børnene selv skal kunne gå til materialerne uden nogen videre introduktion.

”Vi tror på, at det er godt, at det er en voksen, der introducerer udstyret for børnene, men børnene kan gøre meget af det her på egen hånd. Det kan vi faktisk også se, at man på flere kolonier er lykkedes med. Der står udstyret fremme, så børnene selv kan kigge og finde det, de lige skal bruge til at undersøge noget med. Så bliver det til en leg, for de kan sagtens undersøge nogle af de spørgsmål, de selv stiller. De skal måske bare hjælpes lidt på vej,” fortæller Helen Holm.

Ofte har børnene allerede en viden og forforståelse om naturen, som kan være udgangspunktet for undersøgelser på egen hånd. Sådan er det også for Zoi, der ved noget særligt om sommerfugle.  Derfor har hun kastet sig ud i en eftersøgning i skovkanten omkring kolonien med et slagnet fra udstyrskassen i hånden.

Et tusindben med kun 200 ben at gå på

Zoi søger efter insekter og sommerfugle med et slagnet langs buske og væltede træer i kanten af skoven et lille stykke fra kolonien. ”Citronsommerfugl, Admiral, Dagpåfugleøje … Blåfugl,” opremser hun. Hun går med lange, forsigtige skridt og svinger langsomt med nettet i store buer. Hun kan navnene på sommerfuglene, fordi hendes mor har en plakat med sommerfugle derhjemme. Men det er ikke sommerfugle, der kommer i nettet. I stedet må en flok lyssky bænkebidere indtage pladsen i bunden af nettet. Bænkebidere ved hun til gengæld ikke meget om, eller hvad hun skal gøre med. En gruppe af drenge er ved at bygge flere små landsbyer med kriblende og krablende dyr fra jordbunden. De vil hellere end gerne aftage Zois fangst til deres sorteringsbakker, der er dækket med blade, græs, jord, sand og små grene. Et slaraffenland for bænkebidere og tissemyrer, skulle man mene.

Drengene har til gengæld ikke set en eneste sommerfugl, fortæller de, men en anden dreng skulle vist have fundet et tusindben, dog kun med 200 ben at gå på, forklarer en af drengene. Det havde han lige læst i en af bøgerne, så den er god nok, proklamerer han.

Et stykke væk fra gruppen har en af de ældre piger fundet den mindste tudse, børnene nogensinde har set. Og i den størrelse er alt både sødt og nuttet. Mindre end én centimeter sidder den lille, skræmte tudse i håndfladen til skue for de nysgerrige og beundrende børneblikke.

”Hvordan kan den være så lille?” ”Ork, de er meget mindre, når de bliver født som haletudser,” lyder det prompte fra en af de mindste drenge, der knap kan få øjnene til at nå op over den udstrakte håndflade med hovedpersonen siddende i midten. ”Hvad spiser den,” spørger en. ”Hvor er dens mor,” kommer det fra en anden.

Voksne behøver ikke kende svarene

Det ene spørgsmål må gerne føre til det næste og det næste igen, og svarene må gerne være uden rigtigt eller forkert som facit, forklarer Helen Holm.

Det vigtigste er faktisk, at børnene i mødet med naturen forbliver nysgerrige. At de får lyst til at undersøge, forsøge og eksperimentere, sammenfatter hun.

”Nogle voksne kan have en oplevelse af, at det at være med børnene ude i naturen kræver en masse viden og forberedelse. Men en af de ting, der er centrale i projektet, er, at de voksne netop ikke skal svare på spørgsmålene, som børnene stiller. Ved at lade være med at servere svarene giver vi nysgerrigheden tilbage til børnene, ved fx at spørge ”Hvad tror du”, eller ”Hvordan kan vi mon finde ud af det?”

Og så sender hun en beroligende hilsen til de voksne, der selv kan føle sig usikre på det naturvidenskabelige område:

”Nogle gange er det faktisk en barriere at kende svarene i naturen, fordi vi jo faktisk hellere vil have, at det er børnene, der undersøger det. For nogle voksne er det lige frem en befrielse, at man ikke skal kende alle svarene.”

De voksne kan i stedet hjælpe med, at materialet fra projektet er nemt tilgængeligt på kolonierne, så børnene overskueligt kan finde det udstyr, som skal bruges til undersøgelser i naturen. Nogle gange kan det være sorteringsbakker eller forstørrelsesglas, og andre gange skal man bare bruge en god opslagsbog.

”Det er en pige!”

Oppe foran den runde kolonibygning har flere af børnene fra strandholdet sat sig omkring to borde. Pigerne med den lille vandmand bladrer hurtigt, og lidt utålmodigt, frem og tilbage i en opslagsbog om ”Fund på stranden”. På en af siderne er der specialviden at hente om vandmænd.

”Læs højt,” bliver der kommanderet fra veninden på modsatte side af bordet.

Monotont læser Alma op fra afsnittet om vandmænd, eller gopler, som de hører under som art. Nogle linjer nede bliver oplæsningen til mumlen og så et udbrud: ”Hvis vandmanden har rødlige ringe, så er det en pige,” konkluderer Alma, efter at have tygget sig igennem teksten. ”Det er en pige,” konstaterer hun i det samme. Den nye viden videregives hver gang nytilkomne børn og voksne passerer bordet.

Nogle af de mindste børn er tæt på at være mætte af naturundersøgelser og har kastet sig omkuld hos en af de voksne, der har taget fat i en opslagsbog om fugle. Samtalen falder først på den mærkelige due, der upåvirket af naturundersøgelserne har cirkuleret rundt på pladsen omkring bordene i de sidste par dage.

Der læses højt om duer, måger og gråspurve, som er de fugle, der først kommer på nethinden hos de små, men så vil de vide, hvad den største fugl i verden er, hvem den stærkeste fugl mon kan være, og derfra fortsætter alle undringerne, forklaringerne, og hurtigt får samtalen vinger hos de ellers trætte børn.

De store drenge i gruppen har fundet nogle sten, som de hugger i ved et af de fjerntliggende borde. De taler om det kalkbrud, de besøgte med klassen før sommerferien, eller var det mon før jul? Det er også lige meget, for en af drengene husker et stenmuseum i Sverige, hvor der var ”… alle mulige sten”.

En af de voksne rækker drengene en udfoldet voksdug med billeder og informationer om sten. Hun foreslår dem, at de kan folde den ud på græsset, og se om de kan finde nogle af stenene på dugen rundt omkring på kolonien.

Nysgerrighed med hjem

Med NaturligVis på Koloni får børn på feriekoloni et naturfagligt input, mens de leger. Det er ikke undervisning i fritiden, og det er ikke læring efter bestemte mål og faglige krav. Det er undersøgende aktiviteter i naturen på børnenes præmisser.

Børnene får mulighed for at opnå en større forståelse for naturen gennem deres undringer, udforskning og opdagelser – godt hjulpet på vej af det udstyr – som projektet stiller til rådighed, og som kolonierne ellers ikke ville have mulighed for at tilbyde børnene.

”Vi ønsker helt enkelt, at børnene tager en nysgerrighed på naturen med hjem. At de ser sig selv som medspillere i naturen og får en masse gode oplevelser med undersøgelser, forsøg og et væld af spørgsmål,” forklarer Helen Holm, som mener, at projektet styrker den naturfaglige dannelse hos børnene gennem aktiviteter, som de selv er styrende i.

Hun håber, at projektet kan få lov til at fortsætte, så endnu flere børn får mulighed for at få øjnene op for naturvidenskabens fantastiske verden også helt nede på jorden, hvor snakken om oplevelserne med naturen hurtigt tager om sig.

Hvad tror du?

Midt på den store græsplæne mellem strand, skov og marker har en større gruppe af børnene sat sig. Helen Holm er nået forbi deres gruppe og sidder på hug for at høre om deres naturoplevelser.

Der er mange indtryk fra de få timer børnene har været i gang. Børnene spørger Helen om en masse, men hun er god til at spørge tilbage i stedet for blot at svare på deres spørgsmål. Nogle gange er det fordi, hun ikke har svaret, men for det meste er det for at vise børnene, at de mulige svar er noget, som børnene måske allerede har. Ellers er der rig mulighed for at gå på opdagelse igen.

”Hvorfor tror I, den ligger i skyggen”, ”Hvad kan den mon spise i vandet?” Hvert spørgsmål starter en lavine af svar fra børnene.

Da formiddagens aktivitet er slut, er flere af børnene gået på nye opdagelser langs skovkanten, mens andre fortsat arbejder med de små insektlandsbyer.

En pige løber op på siden af en voksen fra kolonien og spørger, om man godt må låne tingene til undersøgelser senere på dagen også.

Og det må man heldigvis godt.

Artiklen er skrevet i samarbejde med NaturligVis på Koloni og Københavns Lærerforenings Kolonier.