Uddannelsespolitikerne – både på Christiansborg og på rådhuset - har i mere end 25 år blandet sig i folkeskolernes hverdag, med en syndflod af lovgivning og utallige tiltag. New Public Management hedder det.
11 større eller mindre reformer fra Christiansborg er det blevet til. Og kommunalpolitikerne har heller ikke holdt sig tilbage med detailregulering af skolerne.
Lærerne og folkeskolelederne kender det til bevidstløshed.
Det er der ikke kommet noget godt ud af. Mange skoler er i dag stressede organisationer, der aldrig har fået arbejdsro.
Derfor bør politikerne i den nye borgerrepræsentation, som det første i det nye år, indgå en aftale med de københavnske folkeskoler - skolebestyrelserne, lærerne og skolelederne - om at politikerne holderne fingrene fra folkeskolen i minimum to år.
Det er på høje tide, at de der er uddannet til det, og har forstand på at drive skole – skolelederne og lærerne - overtager styringen af folkeskolerne. I stedet for politikere, der befinder sig langt fra skolernes hverdag. Og som kun har et meget begrænset kendskab til, hvordan hverdagen på en skole fungerer.
Lov 409 og folkeskolereformen har vist alt om, hvor galt det kan gå, når politikerne leger skoleledere.
’Fingrene væk reformen’, kunne vi passende kalde det.
Det betyder i praksis, at den enkelte københavnske folkeskole vil have friheden til at afgøre, om man vil benytte sig af den lange skoledag eller lade være og vende tilbage til den korte. Om skolen har behov for, at en times motion hver dag eller mindre kan gøre det. Om man vil benytte sig af muligheden for at lave lektiecafeer osv. osv.
Samtidig med at skolerne får mulighed for at afskaffe meget af den registrering og detailstyring, der gør sig gældende i dag.
Opgøret er allerede så småt på vej. Også på Christiansborg.
I sidste uge foreslog S, R og SF et farvel til de obligatoriske lektiecafeer, som vi kender dem fra folkeskolereformen.
’Vi vil gerne sende et klart signal om at lektiecafeerne, der har været en del af skoledagen, skal lide en stille død’, udtalte SF’s undervisningsordfører Jacob Mark til dr.dk.
Københavns kommune skal tage skridtet videre, og fremover være en mønsterkommune, der går forrest i opgøret med New Public Management i skoleverdenen.
Debatindlægget er skrevet af Jan Andreasen, medlem af Borgerrepræsentationen for Socialdemokratiet og kandidat til kommunalvalget 2017.
Frem mod kommunalvalget 21. november giver KLFnet.dk københavnske byrådskandidater mulighed for at skrive debatindlæg til hjemmesiden, der omhandler vores område. For at læse andre politiske indlæg klik her.
Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.
Vær den første til at kommentere