Mange KK-læsere kender nok vores nye borgmester fra BR-kommentarerne i KK. Jesper Christensen, 51 år, startede sin politiske karriere som aktiv i beboerdemokratiet i bydelen Tingbjerg.

”Det er jo et drømmejob inden for et område, som har været min interesse i mange år. Det første rigtige job, jeg fik, var at lave tv med unge mennesker fra Tingbjerg, hvor jeg jo stadig bor og er født og opvokset”, siger Jesper Christensen til KL’s nyhedsbrev.  

”Siden har jeg gennem al mulig anden beskæftigelse altid været engageret i, hvordan vi nu fik børn og unge godt på vej. Jeg har arbejdet med, at de blev motiverede. Det handler om at have tillid til dem og vise dem vejen og den fremtid, der også er for dem".

"De oplevelser har også været en vigtig del af mine overvejelser om, hvad det egentlig er for nogle tilbud, som vi skal have for børn og unge.”

Hvad bliver dine vigtigste opgaver som børne- og ungdomsborgmester?

”På den meget korte bane bliver det vigtigste budgettet for 2014. Det skal vi i gang med at forhandle i næste uge, og der skal vi sikre, at vi fortsat har nogle gode tilbud til alle børn og unge i København. Der er en stor anlægsopgave i at udbygge København til at kunne indeholde det stadigt stigende antal københavnere.”

”På længere sigt er der en ting, der virkelig kommer til at fylde: Folkeskolereformen. Hvordan får vi brugt den platform til at skabe en skole med de bedst mulige rammer, hvor vi sikrer, at ikke kun de 6-årige bobler af forventning efter sommerferien, men at også elever i 3. og 7. klasse synes, at det er sjovt og spændende at gå i skole".

"Vi har nu en mulighed for at lave en skole, der motiverer alle børn – og den chance skal vi gribe.”

Hvad fik dig til at blive aktiv i politik

”Det startede med beboerdemokrati i Tingbjerg, da jeg var i tyverne. Det var en helt konkret udfordring: ’Hvad er det for et boligområde, jeg bor i, og hvordan kan vi gøre det bedre’, der fik mig til at engagere mig".

"Jeg var først aktiv i beboerdemokratiet, og derefter blev jeg aktivt medlem af Socialdemokratiet. Det var omkring 1985.”

pg/KL's nyhedsbrev

Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.