Knud Holt Nielsen (Ø): Mobbefri skoler kræver kommunalpolitisk handling

Ifølge undersøgelser har et sted mellem 10 og 20 procent af alle elever i 4.-9. klasse oplevet at blive mobbet i kortere eller længere perioder. Den positive nyhed er, at andelen er lavere end for 20 år siden. Større opmærksomhed på problemet og forstærkede indsatser fra både lærere og pædagoger har faktisk mindsket udbredelsen af mobning i skolen. De negative nyheder er, at udbredelsen af mobning blandt børn og unge fortsat er for stor og at de der mobbes jævnligt ser ud til at blive mere ekstremt isoleret sammenlignet med tidligere.

Mobning har altid været til stede i skolens skygger. Rudyard Kipling beskriver det allerede i sin kostskoleroman Stilk & Co, i Morten Nielsens digt Skæbne er det bagtæppet for, hvorfor ’Tykke’ ender som nazist, og de fleste voksne danskere husker den knugende portrættering af det i filmen Kundskabens træ af Nils Malmros.

Selv om problemet havde været kendt længe, var det imidlertid først fra starten af 1970’erne at forsøg på forskning i mobning for alvor så dagens lys. Inspirationen blev hentet fra kriminologien og var – lidt firkantet sagt - baseret på en grundopfattelse af, at børn, der blev udsat for mobning, var særligt svage, mens børn der mobbede andre var særligt aggressive børn.

Det betød, at problemet med mobning blev individualiseret og placeret i enkelte børn. Den opfattelse fik afgørende betydning for undervisningen af hele generationer af lærere og pædagoger og udvikling af skolepraktikker igennem tre årtier, og den dag i dag kan man fortsat høre efterklange af det. 

I dag må man imidlertid konstatere, at en del af grundlaget for disse konklusioner både metodisk, empirisk og teoretisk var noget svagt, og det er et åbent spørgsmål om indsatser i den skolemæssige virkelighed, der var baseret på denne opfattelse undertiden kom til at skabe mere skade end gavn. 

Forsimplede forståelser har således gennem årene betydet, at man har kunnet opleve eksempler på skoleledere, som ikke har reageret tilstrækkeligt på henvendelser fra forældre og elever over selv grov mobning.

I 2007 gik forskere ved DPU imidlertid i gang med eXbus. Det hidtil mest omfattende forskningsprojekt om mobning fra alle tænkelige vinkler: Elevernes, lærernes, forældrenes og skoleledernes. Der blev kastet lys på både de børn, som blev udsat for mobning, og de børn der førte an, men også på alle de andre børn. Dem der kigger på, der deltager lidt, og dem der ikke reagerer.

Det blev et skelsættende studie, som teoretisk, metodisk og empirisk skød mange af de foregående årtiers opfattelser ned.

Lad det bare være sagt, så der ikke er tvivl om det. Hvis nogle børn er særligt aggressive og hensynsløse eller på anden vis har en alvorlig forstyrrelse, så er det selvsagt ikke noget, som dæmper risikoen for, at der kan opstå mobning i en skoleklasse. Og er nogle andre børn særligt sårbare i en periode, eller afviger de på en eller anden vis fra normen, så kan det bringe dem i skydeskiven som potentielle mobbeofre.

Men mobning rammer meget bredere end som så og opstår og udvikler sig i relationer mellem børnene i ganske bestemte rammer. Når børn, der har været udsat for mobning til sidst skifter skole, så genopstår mobningen sjældent i de nye fællesskaber. Mobning handler således om hele kulturen og fællesskabet i en klasse, på en skole eller i andre kollektiver af børn.

Alle slags børn kan risikere at blive mobbet, og alle slags børn fra alle slags hjem kan risikere enten aktivt at medvirke til mobning eller passivt se på uden at gribe ind. Brændstoffet er social eksklusionsangst. Det er angst for at stå udenfor gruppen og fravær af positive børnefællesskaber, der driver værket.

Dynamikkerne vises meget præcist i netop Kundskabens træ. Hovedparten af filmen drejer sig omkring den stadig grovere mobning af Elin, men da fortællingen starter er det ikke hende, som er den udstødte af klassens fællesskab, men derimod Mona (’Klister’). Det tidligere offer omfavner til gengæld sin nye rolle som en del af klassefællesskabet, da fokus skifter til en ny prygelknabe. Hvad der er ligeså tydeligt er, hvordan der ikke bare er tale om en enkelt eller flere veldefinerede gerningsmænd. Tværtimod deltager det meste af klassen i større eller mindre grad i mobbefællesskabet, og ingen tør i hvert fald sige fra.

Kundskabens træ illustrerer, hvorfor det er så forbandet svært at gribe ind overfor børnegrupper låst i et destruktivt mobbefællesskab, og hvad det er, der ofte går galt.

Mobning i skolen er ekstremt komplekst, og vellykkede mobbeinterventioner tager lang tid og stiller store krav til lærerne. Det kræver stor viden at kunne gennemskue, hvilke mønstre der er mellem børnene, og hvad der er på spil i klasser ramt af mobning.

Mobning kan heller ikke ses adskilt fra den undervisning, som er skolens kerneopgave, for i skolen er det sociale og det faglige vævet tæt sammen. Det er således muligt at forebygge mobning og styrke elevfællesskaberne gennem den måde lærerne varetager deres undervisning og klasseledelse. Mobbeindsatser er dermed heller ikke en opgave, der alene kan overlades til f.eks. skolernes AKT-vejledere at løse.

Spørger man lærere og pædagoger på gulvet om mobbeindsatser, så er det ofte mere efteruddannelse og bedre redskaber, de efterlyser. Det er ikke nok at kræve flere handleplaner fra skolernes side, når der allermest er brug for et vidensløft, som der ikke er hverken tid, ressourcer eller økonomi til inden for rammerne af den enkelte skole. Med skolereformen blev der ganske vist indført klageinstanser, og vi fik nationale trivselsmålinger, der kan fungere som et lokalt dialogredskab. Men det nødvendige vidensløft af lærerne blev der ikke tale om. Den seneste reform af læreruddannelsen har heller ikke betydet en tilstrækkeligt styrket uddannelsesmæssig indsats for de nye lærere omkring mobbeproblematikkerne.

Den opgave kan og bør løftes på det kommunale niveau, og skoleforvaltningerne i landets største kommuner, København og Århus kan spille en afgørende rolle. Forbedring af indsatserne her kan fungere som en motor for udvikling af tiltag, der på sigt kunne rulles ud i alle kommuner.

København alene kan danne grundlag for udvikling af en ny formaliseret efteruddannelse, der både giver viden om hvordan man lokalt kan udvikle fællesskabende didaktikker i undervisningen og det pædagogiske arbejde, der kan forbedre elevernes trivsel og modvirke mobning og social eksklusionsangst, og sikre viden om og forståelse af de interventionsteknikker, der kan tages i anvendelse, hvis en klasse er blevet låst omkring et mobbefællesskab. 

For det første bør København derfor etablere et flerårigt samarbejde med forskere og professionshøjskoler omkring udvikling af nye fælles efteruddannelsesforløb af både lærere, skoleledere og pædagoger om mobning, der kan sikre en fælles viden og et fælles sprog: Hvordan opstår mobning og hvad er dynamikkerne i det? Hvordan kan mobning forebygges didaktisk igennem tilrettelæggelsen af den faglige undervisning og det pædagogiske arbejde? Og hvordan kan mobning bringes til ophør, hvis det er gået galt i et børnefællesskab. Der skal fra forvaltningens side afsættes ressourcer til en målrettet indsats, så det ikke er den enkelte skole og fritidsinstitution, der skal bære omkostningerne i deres begrænsede budgetter. Målet må være, at der i løbet at en årrække er efteruddannede medarbejdere ved alle kommunens skoler og fritidsinstitutioner.

For det andet bør der skal etableres et tættere formaliseret samarbejde mellem pædagoger og lærere og mellem fritidstilbud og skole i de enkelte bydele i København. Det skal sikre større videndeling omkring børnene og muliggøre fælles indsatser omkring mobning og trivselsindsatser.

For det tredje, så bør København i samarbejde med forskere inden for området opbygge en ny vidensportal om mobning til brug for kommunens lærere og pædagoger, der samler den eksisterende forskningsbaserede viden, redskaber og eksempler på praksisformer. Der er i dag således ikke én samlet indgang til viden, i stedet er lærere og pædagoger henvist til information i stumper fra mindst en halv snes forskellige organisationer og institutioner. Det omfatter også en hel del forældet viden og anbefalinger, som kan være direkte kontraproduktive at tage i anvendelse i klasser ramt af mobning.

For det fjerde er der behov for en bedre kvalitetssikring af de indsatser, som i dag finder sted på kommunens skoler. Modsat i Norge og Sverige findes der ikke i Danmark samlede nationale opgørelser af, hvilke mobbeindsatser, der tages i anvendelse på danske skoler, og hvilke effekter de har. Manglende viden kan føre til, at skoler i absolut bedste hensigt i dag iværksætter tiltag, der i stedet for at løse problemerne, gør dem værre. Der er behov for at den kommunale skoleforvaltning kortlægger de nuværende lokale praksisser og interventionsmetoder, når det handler om mobning.

Vi får næppe en fuldstændig mobbefri skole, men vi kan fortsat forbedre indsatsen, og der er faktisk kun vindere og ingen tabere ved en forbedret kommunal indsats i forhold til mobning.

Debatindlægget er skrevet af Knud Holt Nielsen, kandidat til kommunalvalget 2017 for Enhedslisten.

Frem mod kommunalvalget 21. november giver KLFnet.dk københavnske byrådskandidater mulighed for at skrive debatindlæg til hjemmesiden, der omhandler vores område. For at læse andre politiske indlæg klik her.