Der gik ikke længe, fra Maria startede som lærer, før en mandlig kollega begyndte at komme med tilnærmelser. Som nyansat i folkeskolen har hun kæmpet med at finde modet til at sige fra, og undervejs har arbejdsglæden lidt et knæk. For hvis ansvar er det at bevare den gode stemning?

Når den i dag 32-årige folkeskolelærer Maria bevæger sig fra ét undervisningslokale til et andet på den skole, hvor hun er ansat, er det med en følelse af uro i maven. Ikke kun på grund af det pres, som de nyuddannede lærere i forvejen mærker rigeligt til, men på grund af en ældre, mandlig kollega. For tænk nu, hvis han venter bag det næste hjørne? Ham, som smiler og blinker til hende, som om de to har noget sammen, de andre ikke kender til. Eller som lige skal fortælle hende, at hun ser sød ud i dag, når hun mest af alt har lyst til, at han skal se den anden vej.

Maria plejer gerne at se efter, om han står dernede for enden ad gangen, og gør han det, vælger hun som regel en omvej. Hvis hun altså kan.

Maria er ikke kildens rigtige navn, da hun ønsker at være anonym af hensyn til hendes arbejdsplads og de kollegaer, der omtales i artiklen. KLFnet er bekendt med hendes virkelige identitet.

En del af statistikken

Maria er 29 år og netop færdig som lærer, da hun gør sig sine første erfaringer med sexisme og seksuelle krænkelser på arbejdspladsen. Af en nyligt offentliggjort spørgeskemaundersøgelse, som KLFnet har foretaget blandt medlemmerne af Københavns Lærerforening, fremgår det, at hver femte lærer under 29 år har oplevet at blive udsat for seksuelt grænseoverskridende adfærd på deres arbejdsplads indenfor de seneste tre år.

LÆS OGSÅ: ”De rører ved én og bliver sure, når man afviser dem”: Ny undersøgelse belyser sexisme og seksuelt krænkende adfærd blandt københavnske lærere

Alt det er Maria dog lykkeligt uvidende om, da hun får sit første undervisningsjob efter seminariet på en folkeskole i København. Hun har altid elsket sprog og litteratur, og ser frem sig til at videreformidle den glæde til de børn, hun skal undervise. Men mødet med folkeskolen som arbejdsplads bliver også mødet med en ny kollega, som hverken kan eller vil forstå en hentydning. Maria kender ham ikke. Han er ansat på skolen, og derudover ved hun kun om ham, at han er mere end 50 år gammel, for han fejrer sin fødselsdag kort efter, hun er startet. 

”Okay, hvor MeToo-agtigt”

I begyndelsen virker kollegaen venlig og imødekommende, fortæller hun, men der går ikke længe, før hun fornemmer, at hans interesse i hende er mere end bare kollegial. Han kan finde på at bryde ind i en samtale for at komplimentere hendes udseende, og det sker et par gange, at han rører ved hende på en måde, som overskrider hendes grænser. Når Maria tænker tilbage på den ene af de gange, bliver hun stadig ked af det.

”Jeg sidder til et personalemøde med ledelsen og nogle kollegaer. Han kommer ind i lokalet, uden at jeg lægger mærke til det, stiller sig bag mig og griber fat om min talje med begge hænder. Det var meget pludseligt, lige sådan ’haps’, og så går han så videre. Jeg bliver forskrækket, hopper i stolen og kommer med et lille udråb, og så vender han sig og griner, mens han blinker til mig, og jeg ved ikke, hvordan jeg skal reagere. En kollega, som sidder ved min side, siger; ’Okay, hvor MeToo-agtigt gjort’, men jeg siger ingenting. Jeg syntes, det var væmmeligt og pinligt. For hvad tænker mine kollegaer mon ikke? Jeg kender ikke engang navnet på ham, og nu kunne det jo se ud som om, vi har en flirt kørende. Sådan tænkte jeg. Da jeg cyklede hjem efter mødet, var jeg meget vred og ked af det, fordi jeg synes det var så uretfærdigt. Nu, hvor jeg tænker på det, bliver jeg ked af det igen.”

Svært at sige fra

Et par dage efter mødet taler en af Marias nære kollegaer med hende om hændelsen. Hun siger, at Maria burde have råbt op, og at hun burde konfrontere manden direkte.  

”Men det var jeg slet ikke i stand til”, siger Maria, og forklarer:

”Selvom jeg sagtens forstår, at hun sagde, som hun gjorde, fik jeg en klar fornemmelse af, at det var op til mig at gøre noget ved det, selvom det var ham, som havde gjort noget ved mig, han ikke måtte. Og jeg kan da også godt se, at selvfølgelig er jeg et voksent menneske, og selvfølgelig skal jeg turde sige fra, men det er bare lettere sagt end gjort. Han er trods alt en kollega, som jeg er nødt til at omgås dagligt. Det ville være noget andet, hvis det var sket på en cafe eller en bar, hvor jeg bare kunne vende mig rundt og sige: Gider du lige lade være?”.

Undgår ham bevidst

I stedet håber Maria, at den mandlige kollega mister interessen af sig selv, men så heldig er hun ikke.

”Sidste skoledag er jeg på vej ned for at købe noget frokost, da jeg render ind i en anden kollega, og mens vi står og snakker, dukker han igen op bagfra. Denne gang kører han hånden langsomt ned ad min ene arm, og jeg kan huske, at jeg trækker min arm til mig og ser vredt på ham. Dét kunne jeg alligevel mande mig op til. Men han grinede bare og gik videre. Jeg synes, det var væmmeligt, men igen sagde jeg ikke noget.”

Men Maria har fået nok, og hun er sidenhen begyndt bevidst at undgå at færdes de steder, hvor risikoen for at støde ind i kollegaen er størst.

”Det er belastende, at jeg ikke bare kan gå frit rundt på min arbejdsplads, og det er ubehageligt, fordi det er noget, jeg ikke selv kan styre. Jeg knokler røven ud af bukserne hver dag for at lave et professionelt stykke arbejde, men det bliver på en eller anden måde mindre værd, føler jeg, når der er én, som bare skal sidde dér og gøre tilnærmelser til mig”.

Vil ikke virke hysterisk

Indtil videre har Maria valgt ikke at gå til sin leder med de oplevelser, hun har haft og stadig har. Og det er hun ikke alene om. I forbindelse med førnævnte spørgeskemaundersøgelse har KLFnet modtaget mange beretninger, der minder om Marias. Beretninger, der bakkes op af statistikken, som siger, at ud af de 11 procent, der har oplevet seksuelt grænseoverskridende adfærd på arbejdspladsen, er det kun 23 procent, som har valgt at fortælle det til deres leder.

For Marias vedkommende er det frygten for, hvordan lederen vil reagere, der holder hende tilbage.  
”Mens den her debat om sexisme har været på sit højeste i medierne, har jeg hørt flere af både mine kvindelige og mandlige kolleger sige, at ’nu må man snart ikke sige noget længere’. Og min leder har sagt noget lignende, som fik mig til at tænke, at hvis hun ikke tog emnet seriøst, så har jeg i hvert fald ingen intention om at gå ind til hende og fortælle, hvad jeg har oplevet. Det har jeg da fuldstændigt mistet lysten til. Jeg vil jo ikke virke hysterisk, vel?” 

Den gode stemning

Af samme grund vælger Maria oftest at tie, når stemningen blandt kollegerne i personalerummet bliver en tand for løssluppen.

”Jeg har en anden kollega, som spurgte mig, om jeg ville spise chips med piksmag, imens vi sad blandt andre kollegaer. Der blev grint af det. Jeg synes, det var ubehageligt, men jeg havde ikke lyst til at sige, at jeg synes, det var upassende spurgt.”

Og noget tyder på, at Maria ikke er den eneste af KLFs medlemmer, som oplever at få bemærkninger, de gerne ville have været foruden. Således oplyser 18 procent af de adspurgte medlemmer i spørgeskemaundersøgelsen, at de på deres arbejdsplads inden for de seneste tre år har oplevet at få fortalt sjofle eller sexistiske vittigheder, der gjorde dem utilpas.

Maria vil gerne understrege, at hun generelt er glad for sit arbejde og kollegerne, hvoraf mange med tiden er blevet gode venner, både på og udenfor arbejdspladsen. Men det gør det ikke nødvendigvis lettere at sige fra, når hun føler, at hendes grænser bliver overtrådt.

”Det er jo sådan en underlig gråzone. Det sker især, når vi sidder ved frokostbordet. Der synes jeg nogle gange, at der bliver sagt nogle ting, hvor jeg tænker, at dét der, dét gik over grænsen. Og det er jo ikke fordi, jeg bliver fuldstændigt chokeret og tænker. at nogen må gribe ind. Jeg kan også sagtens finde på at grine med bare for at bevare den gode stemning.”  

Sexisme på dagsordenen

I stedet for at skulle føle sig som en lyseslukker, hver gang stemningen ved frokostbordet stikker af, håber Maria, at ledelsen på hendes skole vil tage initiativ til debat.

”Jamen, jeg tror, det ville gøre en positiv forskel, hvis ledelsen satte det (sexisme red.) på dagsordenen til et af de utallige møder, vi alligevel holder. For alle taler om det, i personalerummet og uden for skolen, men ingen i ledelsen lader til at mene, at der er brug for at tage en mere seriøs snak om det, og det synes jeg egentlig er rigtigt, rigtigt ærgerligt. For jeg tror ikke, at stemningen ville blive dårligere af, at man satte den her krænkelsesdebat på dagsordenen. Så er det ligesom ude i det åbne. Det tror jeg ikke vil gøre, at folk føler sig indskrænkede i forhold til at kunne hygge sig på lærerværelset.”

Savner klare rammer

Når Maria får spørgsmålet om, hvad der kunne gøre hende tryg ved at gå til sin leder eller arbejdsmiljørepræsentanten, er hun ikke i tvivl.

”Jamen, jeg har nok brug for at vide sådan nogenlunde, hvad der kommer til at ske, hvis jeg går til min leder. Jeg ville være både bekymret for, at der ikke blev taget hånd om sagen, men også for, om den blev pustet op til noget større. For jeg er faktisk også bekymret på hans vegne. Jeg er jo ikke interesseret i, at den her mandlige kollega skal fyres.”

Men uanset hvad der kommer til at ske, har Marias oplevelser på arbejdspladsen allerede haft konsekvenser for hende.  

”Det har da helt klart haft en negativ effekt på min arbejdsglæde. På ens arbejdsplads skal man kunne udføre sit arbejde i sikkerhed, og når sådan noget her så sker, bør man kunne stole på, at nogen tager affære. Men jeg har ikke rigtigt følt, at der var nogen, jeg kunne gå til. Jeg har savnet nogle klare rammer. Og jeg tror virkelig, det er dét, der skal til for at beskytte os allesammen.”

Om undersøgelsen

Denne artikel og resultaterne, der præsenteres i den, er baseret på en spørgeskemaundersøgelse foretaget af KLFnet i perioden 22. til 29. oktober 2020. I undersøgelsen spørges der ind til medlemmernes oplevelser med sexisme og seksuelt grænseoverskridende adfærd på deres arbejdsplads indenfor de seneste tre år. Spørgeskemaet er udsendt blandt 3562 medlemmer af Københavns Lærerforening, hvoraf 1054 har bidraget med besvarelser, svarende til en svarprocent på 30 procent.

I den kommende periode vil KLFnet udgive en række artikler og en podcast om undersøgelsens resultater.

Denne artikel og tilhørende indhold udtrykker ikke nødvendigvis KLF´s synspunkter. Læs mere.

Følg KLF på Facebook

Tilmeld klfnet's nyhedsbrev

Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke. Tilmeld dig her.