Kender du typen? A-Lo (aka Ann-Louise) introducerer en straight up fresh gennemgang af forskellige forældretyper.

ADVARSEL: Baseret på virkelige hændelser, men stigmatisering og overdrivelse kan finde sted!

#Speltmor

Den moderne klidmoster, der gerne flasher, hvor fedt det kører, og som med et hysterisk overskud dikterer alle de rette valg gennem sociale medier. Tag ikke fejl: Der ligger ikke skyggen af samfundsansvar i hendes valg – alt handler om hende selv og eget afkom. Hun køber fairtrade pga. logoet, hendes barn er selvdiagnosticeret gluten- og laktoseallergiker og hun har fravalgt det anbefalede vaccineprogram.

Hun er formentligt kostvejleder eller coach og er i gang med at skrive en bog. Barnets madpakke består af rawgrød med chiafrø i et lille patentlågsglas – og det ender i skraldespanden, hvis det lykkes at nasse en klapsammen med partypølse og remo af sidemanden.

Barnets navn potentielt: Ninka, Valdemar, Merle

Sociale medier: Instagram og Slyngebarn.dk

Rolle ved forældremødet: Medbringer sukker-, laktose- og glutenfri kage.

 

#Cand.Jur

Paragrafrytteren, der kun har foragt tilovers for pøblen og kender navnene på skoleinspektøren og alle i Børne- og Ungdomsforvaltningen, men ikke på klassens børn og forældre. Han er passiv-aggressiv, skilt ved retten og underskriver sine henvendelser på forældreintra med ”M.v.h. Cand. Jur. ...”.

Hans barn spiller tennis eller anden form for individuel sport og ER den bedste. Barnet er i 2. klasse indehaver af den nyeste iPhone og går generelt aldrig ned på de nyeste gadgets.

Barnets navn potentielt:Axel-Constantin, Rigmor-Babette, Ditlev-Erik

Sociale medier: ”Partner med niveau” og er ellers ikke kommet videre end Karnov

Rolle ved forældremødet: Sidder på forreste række med korslagte arme eller med en insisterende hånd i vejret og præsenterer sig selv med titel

 

#SteinerFar

Denne far-type møder vi syngende i velourhabit på Christiania bike hver morgen på cykelstien, men ikke i den danske folkeskole (der er alt for lavt til loftet). Han har et sporadisk forhold til hygiejne, er på overførselsindkomst (herunder kulturstøtte), fralægger sig ethvert ansvar for opgaver af skolefaglig karakter på hjemmefronten, men har til gengæld taget den fulde barsel, sover i shelter, deltager altid til arbejdsdagen, kan hækle og synes, at alt i hele verden er dejligt.

Barnets navn potentielt:Gaja, Sol, Bella-Björk, Sejer-Nord

Sociale medier: Ingen, men han har en yoga-app

Rolle på forældremødet: Græder af lykke ved succeshistorier og bryder intimsfæren med intens øjenkontakt

 

#DenSærligtSensitive (…mor)

Moderen, der typisk er enlig mor (også i befrugtningsfasen og ved undfangelsen). Barnet er den nærmeste fortrolige, har ikke sin egen seng og blev ammet efter at have udviklet et fuldt tandsæt. Hun oplever verden som et stort og farligt sted og vil derfor helst pakke sit barn ind i bobleplast. Angst er det nye sort for børn, men denne forælder betegner det som ’ængstelighed’ og er et klassisk eksempel på projicering.

Barnet har i overkanten af sygedage, og en jævnligt set besked på intra kunne lyde: ”Nynne holder en fridag. Hun har behov for ro, grundet alt for mange indtryk i Tivoli i går”.

På daglig basis fremføres en højlydt og ekspressiv afskedsscene, efter det har ringet ind. Barnet sidder på sin plads med et forundret blik i øjnene, imens mor springer rundt i døråbningen og gennemgår alle tænkelige yderkanter af følelsesregisteret på tre minutter.

Og 20 minutter inde i timen tikker der en sms ind med ordene: ”Vil du lige være opmærksom på Nynnes humør og sindstilstand? Hun er særligt følsom i dag, da jeg har fået nyt job. Nok derfor det var så svært for hende at sige farvel. Er hun ok?”

(Sender i pausen en sms tilbage: ”Nynne er ikke længere mærket af situationen J Er du ok??”)

Barnets navn potentielt:Nynne, Noah… eller samme navn som mor.

Sociale medier:Facebook, Instagram (men tager med mellemrum en højlydt pause og lukker ned for det hele), Sensitiv.dk

Rolle på forældremødet: Generel skeptisk ved alt nyt og kommunikerer via mantraet ’det er Nynne slet ikke klar til’ og har ellers kun beskedne ønsker, såsom at skolen installerer et badekar i omklædningsrummet til idræt, da Nynne har taktil forøget følsomhed og derfor vil være mere tryg ved et karbad end brusebad.

 

#EgetBarnsAdvokat

Her har vi med forælderen at gøre, der ser ALT fra eget barns perspektiv og kan have svingende holdning til begreber som eksempelvis mobning eller inklusion, alt efter hvor i den givne situation eget barn står.

Hvis eget barn beskyldes for medvirken til mobning, vil det blive mødt med en uforståenhed ift. at placere skyld hos børn og en skuldertrækning i retning af, at der må være tale om et moment af ubalance i barnets sind. Selvsamme forælder vil ikke tøve et sekund med at politianmelde et andet barn for håndgemæng i skolegården eller spamme forældreintra med følelsesladede udmeldinger om usmagelig opførsel og manglende selvkontrol, hvis et barn er gået over stregen og har kommenteret guldklumpens medbragte makrelmadsodør.

Barnets navn potentielt: Halfdan, Vigga, Rose

Sociale medier: Facebook, Instagram og Twitter

Rolle på forældremødet: Er foregangsmand for voldsomme ytringer i plenum om ’ballademagerne’, i retningen af ’psykopatisk adfærd’ eller ’uden for pædagogisk rækkevidde’ (ind til det viser sig at være eget barn)

 

#FarUdenFilter

Den selvbevidste hipsterfar med fuldskæg og Man Bun (hvis hårpragten er til det). Han arbejder i mediebranchen eller med kultur og rejser meget. Han har de fede hørebøffer, var engang trommeslager i et semikendt band, laver street art af perleplader med barnet og deltager i fællesspisning i Vesterbro Kulturhus. Det er ’Pure Urban’ over hele linjen, og hans barn går i folkeskolen, selvom far er ’Too Cool For School’ 

Barnets navn potentielt: Elton, Hugo, Wilde, Billie

Sociale medier: Instagram og Tinder

Rolle ved forældremødet: Deltager ikke

 

#CombatMacho´en

Forælderen, der giver læreren carte blanche til at stikke barnet en lussing, hvis han ikke opfører sig ordenligt. Dette giver anledning til en lille nyttig infosession omkring ’Spanskrørscirkulærets’ afskaffelse i 1967. Han dyrker hardcore paintball i sin fritid iført fuld combat-/kamuflageoutfit og ser ikke et problem i at pløkke en 12-årig dreng midt i panden, for ”det var ham eller mig!!”

Han mener, at hvis man vil frem i verden, skal man have hår på brystet og ikke finde sig i noget pis. Han har ringe forståelse for anerkendende pædagogik og lærer sit barn, at hvis du får en flad, giver du en flad … øje for et øje! Vend for Guds skyld aldrig den anden kind til… og hvis den anden er større end dig, så nikker du en skalle.

Barnets navn potentielt: Liam, Melanie, Justin, Malou

Sociale medier: Facebook og scor.dk

Rolle på forældremødet: Han gider ikke så meget pis og lange diskussioner om gavebeløb til klassefødselsdage, så han foreslår, at alle fyrer en plovmand i puljen. Hans følelsesmæssige impulsstyring får dog overtaget, inden mødet slutter, og han laver en eksplosiv afslutningssalut i stil med: ”Nu går I kræftedderme hjem og kæmmer jeres røvsyge lorteunger, for jeg er fucking træt af, at mit barn slæber jeres klamme dyr med hjem fire gange om ugen ... Fatter I det?”, hvorefter han skrider og smækker med døren.

 

#Akademikeren

Denne forældertype opdrager ikke børn, men samfundsborgere. Folkeskolen er et aktivt valg, de har et livstidsabonnement på Politiken, indgår tjekkede, dialogbaserede skilsmisser og er medlem af skolebestyrelsen. De er velmenende og rummelige, men arbejder for meget til at kunne udføre fællesskabsprincipperne i praksis. Turtasken kommer ofte med den forkerte dag, regntøjet glimrer ved sit fravær, og på en hektisk morgen kan Tupperware-bøtten med Chanel-neglelak i køleskabet let forveksles med madpakken.

Barnets navn potentielt:Thorbjørn, Esther, Ingeborg

Sociale medier:LinkedIn og Facebook

Rolle på forældremødet:Begge forældre møder op

 

#HrogFruDanmark

Denne forældretype opererer bedst med det strømlinede og velkendte. ”Vi gør det samme som naboen … og ligner dem i øvrigt på en prik”. Bilka og jubilæumsvasen er sikre hit. De er millimeterdemokratiske og har en stærk holdning til, hvad der er rigtigt og forkert, men giver den fuld gas med sort arbejde og ulovlige downloads. De har ingen forståelse af inklusionsbegrebet og tænker i lidet omfang på fællesskabet. Hvis der opstår problemer i skolen, er det lærerens skyld eller de andre børn, den er gal med. De har i øvrigt regnet ud, at økologi er løgn.

Barnets navn potentielt: Lukas, Emma, Victor, Ida

Sociale medier: Facebook, Instagram og Candy Crush

Rolle på forældremødet: Opretholdere af den konstant selvhævdende, kritiske og bebrejdende røst: ”Kan det virkelig passe, at vi har eneansvaret for Emmas læring?!?!?”

 

#Folkeskolelæreren

Forælderen, der selv ernærer sig ved at være folkeskolelærer, og som bilder sig selv ind, at hun holder lav profil i mødet med egne børns skolegang. ”Man skulle jo nødigt virke bedrevidende … selvom man ALTID ved bedre”. Der kæmpes indædt for at ændre samfundets stereotype syn på læreren, men Birkenstock-sandalen har en form for indbygget magnetisme, og alle har et par (…om ikke andet så i smug).

Lærerens barn glemmer altid gymnastiktøj og får sjældent lavet lektier til tiden, men til gengæld får de litteratur ind med modermælken, da ethvert lærerhjem har samtlige samlede værker af Ole Lund Kirkegaard, Astrid Lindgren og alt, der nogensinde er skrevet i fantasygenren. Denne forælder kan altid hive en ”sjov” samarbejdsøvelse op af lommen, har pænt styr på tropperne til en børnefødselsdag og larmer generelt lidt for meget.

Barnets navn potentielt:Arthur, August, Anna, Alberte

Sociale medier:Facebook, Instagram, Pinterest

Rolle på forældremødet: Tavs beskuer med korslagte arme og kan gribes i en let rullen med øjnene i introfasen. Melder sig gerne som referent (ligger derfor inde med fortolkningsretten). Kommer mest på banen, hvis andre forældre kværulerer om skolens pligt til at afholde børnene fra at stjæle hinandens pokémonkort.

 

Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.