Rundt om på hele jorden fejres lærerne for deres store betydning i samfundet. Lærerens Dag er også slået igennem i Danmark de senere år.

I år falder Lærerens Dag 5. oktober på en lørdag, og på mange skoler markeres den derfor om fredagen.

I over 100 lande fejres Lærerens Dag, hvor der sættes fokus på lærerens vitale rolle både som underviser, men også som medvirkende til at udvikle aktive medborgere i et moderne samfund.

Lærerens Dag markerer også, at uddannelse er en fundamental menneskeret.

FN’s internationale lærerdag

Over hele jorden bliver lærere på denne dag anerkendt for deres store indsats, og for den enorme betydning de har for samfundet.

Lærergerningens vilkår er meget forskellige, og mange steder er behovet for bedre skolegang kolossalt. Der er i dag globalt stadig mange millioner børn, der ikke kommer i skole. Det skyldes blandt andet en katastrofal mangel på lærerkræfter.

Det er det internationale lærerforbund, Education International, som hvert år koordinerer lærerdagen på globalt niveau. I Danmark er det Danmarks Lærerforening og IBIS, der arrangerer lærerens dag.

Sammen ønsker vi at sætte fokus på vigtigheden af lærerarbejdet, som i Danmark er med til at udvikle og forme fremtidens borgere, og som i udviklingslande spiller en kæmpe rolle i bekæmpelse af fattigdom.

Når du køber en æblenål til lærerne, giver du denne lærer anerkendelse. Du kan også anerkende en lærers gode arbejde ved at sende et postkort med en hilsen, hvor du fortæller om lærerens betydning og gode arbejde.

Årets indsamling

Overskuddet fra salget af æblenåle og postkort støtter samtidigt lærere og børn i Nicaragua, så børn der lever et hårdt liv og arbejder på lossepladser kan få en god og relevant uddannelse og gå en lysere fremtid i møde.

I Nicaragua arbejder mange børn på lossepladser, hvor de leder efter skrald, de kan sælge. Mange børn lever også med vold og druk i familien. Deres hverdag er barsk og uden meget plads til at være børn.

Mange lærere i Nicaragua har kun meget lidt eller slet inden uddannelse. De mangler metoder til at kunne undervise på en måde, der inddrager børnenes barske liv og giver dem troen på, at de har en fremtid.

Pengene fra indsamlingen ´Støt lærere i Nicaragua´ går til IBIS´ arbejde i udkanten af Nicaraguas hovedstad Managua, hvor lærere uddannes til at undervise interaktivt og med udgangspunkt i børnenes hverdag. Det giver en bedre undervisning, der kan være med til at give børnene troen på en bedre fremtid.

laererdag.dk

pg

Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.