Er du akademikeren, som (stadig efter 12 år) kun er på kort visit i folkeskolen? Danser du en farve under din gårdvagt efter dit frigørende besøg ved numerologen? Eller trives du bare bedst i Fjällräven-buks og med et dyreekskrement i hånden? Find dig selv i Ann-Louises fire lærertyper.

#NårShortsBliverEtPrincip

Her ses et klassisk eksempel på, hvordan et fag personificeres. Natur/teknologilæreren – med eksamensbevis i træklatring – brænder for læring i det fri, og han er i sit helt rette element, når han har en nylagt dyrelort i hånden.

Han sætter sit præg på hele skolen i form af en kronisk bållugt og opsætning af altankasser i skolegården. Han har registreret et terrarium med vandrende pinde til udlån på skolens bibliotek, og han har et ufravigeligt princip om at gå med shorts fra marts til oktober, med mulighed for forlængelse.

Hver morgen bager han koldhævet brød med selvgruttet mel, og euforisk frådende indtager han store mængder bøgehæk, så snart den er sprunget ud.

Rolle på intra: Opfordrer på daglig basis – med næsten nyreligiøs entusiasme – kollegerne til at gå ud og unde sine elever et indblik i fotosyntesens magi (ved at nærstudere den spirende karse i altankasserne).

Rolle til festen: Medbringer hjemmebrygget mælkebøttesnaps og lyner i dagens anledning bukseben på sin Fjällräven-buks.

 

#HumanioraPåAfveje

Akademikeren, der naturligvis kun er på kort visit i folkeskolen (og har været det de sidste 12 år), brænder typisk for ét enkelt fag, hvis indhold er essensen af selve folkeskolens eksistensgrundlag og endegyldig grundsten for autentisk dannelse. Hun læser 1900-tals litteratur på originalsproget og kører tema om Dostojevskij (også i fysik).

Hun indgår i en del udvalg, hvor hun ser sig selv som naturlig leder (og nærtliggende bærer en lille brille for at demonstrere intellektuel overlegenhed), og hun anlægger en socialkonstruktivistisk tilgang til det meste. Metodiske overvejelser fylder en del – også ved basale opgaver som at bestille printerpapir. Hun underviser på højniveau i alle fag (også i indskolingen), hvilket kan have sine differentieringsmæssige udfordringer, men med hjemmel i ’ansvar for egen læring’ fungerer det upåklageligt.

Rolle på intra: Er ikke til de lange korrespondancer på intra om det enkelte barns trivsel, men går gerne ind i en faglig debat med både kolleger (helst dem med en mastergrad) og forældre med en længere videregående uddannelse, selvfølgelig grundigt understøttet af forskningsresultater.

Rolle til festen: Deltager sjældent, men drikker til gengæld ren russisk vodka, når det sker, og peaker ved – med lige lovlig stor entusiasme – at recitere Machiavelli.

 

#Carmen

Den kreative lærer, som – trods sin dunlette skandinaviske hårpragt – ifører sig et rosehårspænde af imponerende kaliber, der er en Carmen værdig, og som afspejler hendes indre, brændende ild. Gevandterne er valgt ud fra et konverteret ’Van der Rohe’-princip – more is more – og spændvidden i farveskala og mønstersammensætning er fuldt ud eksponeret.

Hun har i mange år haft fornemmelsen af, at noget stod i vejen for hendes fulde potentiale, men numerologen har nu (for et beskedent beløb på 3400 kroner) fundet ud af, at det bare handler om, at der er SÅ meget dårlig energi i ’Bodil Petersen’, så nu hedder hun Boodila Pitazoo.

Hun er en ildsjæl inden for gøglede tilgange til undervisningen og helt med på, hvad de unge vil have. Der er derfor en god mulighed for at fange hende i færd med at pakke den grimme toiletbygning ind i hæklede hjerter under temaet ’Alt er LOVE’, danse en farve under sin gårdvagt eller performe Commedia dell’arte foran hele skolen til en fællessamling med 6.c (som er ved at dø af skam).

Færden på intra: Tæppebomber dagligt intra med inspiration og gratis tilbud à la ’Huller i kunsten’ eller ’Navneord i ryasting’.

Rolle til festen: Danser gerne alene og er på dansegulvet, inden middagen er slut. Hun sværger som regel til én bestemt dansestil som salsa eller noget andet ekspressivt. Hun føler gennem dansen.

 

#Musikerfailen

Læreren, der er rockstjerne i hjertet og endnu ikke har opgivet håbet om at slå igennem (men det bliver mest til stand-in jobs i diverse kopiband på Streckers). Han har medlemskab i KODA og tagger gerne sig selv på Facebook til deres årlige generalforsamling. Han ynder at namedroppe semikendte musikere, han engang har talt med i to minutter i Ikea (”Søren er jo også lærer .... altså Søren Poppe”).

Han har gevaldige armbevægelser, men er en anelse desillusioneret i forhold til udførelse i praksis, og elevinvolvering er bare altid en uforudset hurdle for egen udfoldelse. Hans team ligger oftest vandret, mens han lige stemmer en guitar. Han er en gudsbenådet ordakrobat og kan på ægte Ron Hubbard-manér overbevise ledelsen om, at det vil være et imaginært paradis på jord, hvis han får lov til at købe et nyt trommesæt til musiklokalet. 

Efter eget udsagn er han ikke stolt af den musikvideo, der ligger på YouTube, hvor han – i en noget yngre udgave og med Bundesliga-hår – synger om ægte kærlighed i en sang, der næsten kom med i Melodi Grand Prix (men den er fast pensum i musiktimerne, og alle skolens elever har set videoen mindst én gang).

Færden på intra: Hans ytringer på intra er oftest fuldstændig uforståelige, da det udelukkende består af forkortelser og sammentrækninger af ord på dansk/amerikansk (”Yo Crew. Det so kawl, fedt mayin! Hyxx! Sjess!”)

Rolle til festen: Er hævet over at deltage i lærerbandet, men har inden aftenens udgang iscenesat sig selv som både leadguitarist og forsanger (i læderbuks). Han drikker øl fra flasken. 

#Lærertyper

Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.